De tomme arealer omkring den kommende s-togstation ved byudviklingsprojektet Vinge mellem Frederikssund og Ølstykke kommer ikke til at stå tomme længe endnu.
For mens et byggeområde på 22.000 kvadratmeter i 2019 ikke kunne tiltrække en eneste investor, ser det ganske anderledes ud med kommunens felter udlagt til almene boliger.
Der er således flere almene boligselskaber, der har meldt sin interesse og udtrykt et konkret ønske om at bygge boliger på de otte byggefelter omkring stationen i Vinge, som kommunen har i udbud.
Det bekræfter Dennis Ravn, der er projektleder af byudviklingen i Vinge for Frederikssund Kommune.
Over for TV 2 Lorry bekræfter han, at kommunen forventer at indgå aftale med et boligselskab inden længe.
- Nu er er nogle aktører, der gerne vil være med til at skabe en fremdrift i projektet Vinge og få gang i den vision vi har, siger Dennis Ravn til TV 2 Lorry.
Byprojektet Vinge - kort fortalt
Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere.
Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet af.
I slutningen af sidste år blev det kuldsejlede projekt genoptaget, efter Frederikssund Kommune lappede et underskud i projektet på over 100 millioner kroner.
Indtil videre huser Vinge kun omkring 100 mennesker.
Indbyggertallet kan tredobles
Felterne, der er budt ind på, muliggør opførelse af i alt 20.000 etagemeter. Inden for alment boligbyggeri svarer det rundt regnet til 220 boliger – måske lidt flere, måske lidt færre.
Og hvis det lykkes at finde lejere til alle boligerne, står indbyggertallet i Vinge til at blive tredoblet. Lige nu består Vinge nemlig af 74 boliger med i alt 100 indbyggere.
Derfor er det nu håbet, at opførelsen af de almene boliger vil blive en slags katalysator, der for alvor kan få projektet på vingerne.
- Det vil være med til at skabe et nyt kundegrundlag og nogle nye muligheder for Vinge, siger Dennis Ravn.
- Politikerne har jo ønsket, at der skulle arbejdes for almene boliger i Vinge – og det har vi jo så arbejdet for nu her. Derfor er det glædeligt, at der er stor interesse, siger han.
Politikere skal udvælge bedste bud
I slutningen af februar måned skal Økonomiudvalget i Frederikssund Kommune tage stilling til de forskellige boligselskabers bud og visioner, hvorefter man vil indgå kontrakt med et selskab, der skal udvikle almene boliger.
Herefter kommer en proces, hvor selskabet tegner og udvikler, hvordan boligerne skal se ud.
Da lokalplanen for området allerede er på plads, forventes det, at byggeriet af de rundt regnet 220 boliger kan gå i gang i starten af 2021.
Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere uden for Frederikssund.
Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været på plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet og efterlod et gabende hul i kommunens budget på over 100 millioner koner.
Det hul blev siden lappet af kommunekassen, så byudviklingen af det kuldsejlede projekt kunne genoptages i slutningen af sidste år.