Fuglekongesangervingevej, Myretuevej, Liljegade eller måske Concorden?
Der er kommet 450 forslag til, hvad vejene i Vinge Centrum i Frederikssund skal hedde.
Før sommerferien opfordrede Frederikssund Kommune byens borgere til at komme med navneforslag til Vinge Centrum. Navnene skulle tage udgangspunkt i Vinges vision om bæredygtighed – både miljømæssigt, økonomisk og socialt.
Ikke alle holder sig helt til temaet, men kreativiteten er stor.
Tak til borgerne
44 personer tog imod opfordringen, og det er der kommet intet mindre end 450 forslag ud af. Listen med navne er blevet præsenteret for Teknisk Udvalg, der i sidste ende kommer til at bestemme vejenes navne.
Jeg vil gerne takke borgerne for de mange gode, sjove, kreative og skæve forslag, der er kommet ind.
- Jeg vil gerne takke borgerne for de mange gode, sjove, kreative og skæve forslag, der er kommet ind. De mange navne er med til at signalere den mangfoldighed, som, vi gerne vil have, skal være en del af Vinge. Det bliver godt nok en meget svær opgave at vælge navne, når vi i udvalget fremover får forelagt de konkrete vejprojekter, siger formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning, Soc.dem., i en pressemeddelelse.
Udpluk af navneforslag
CO2-stien, Vindmøllevej, Symbiosevej, Miljøvej, Solcellestien, Balancevej, Økolunden, Grønnebakken, Genbrugsvej og Klimavej.
Naturen:
Kongeørns Allé, Påfuglevej, Svanevej, Brombassevej, Store Bivej, Nektar Allé, Guldsmedevej, Græshoppevej, Myretuevej, Klokkeblomstvej, Bonderosegade, Stikkelsbærvej, Blåbærvej, Liljegade, Kirsebærstien, Æblehaven og Regnbuestien
Verdensrummet:
Mælkevejen, Galaksens Boulevard eller Meteorvej
Nyere danske børnenavne:
Bertramsvej, Victorsvej og Klarasvej
Professioner:
Tømrervej, Smedevej og Bagervej
Blandet:
Fuglekongesangervingevej, Gele Royal Vej, Hyttebyggervej, Gøjvej, Tandfeen, Concorden og Gladebørns Allé.
Kilde: Frederikssund Kommune
Navnene bliver nu en del af et idékatalog, som der bliver kigget i, når områdets veje skal navngives. Navngivningen kommer til at foregå i takt med, at vejene i Vinge Centrum bliver anlagt.
Når Vinge Centrum er fuldt udbygget, efter planen i 2021, kommer området til at huse omkring 4.000 personer. Området får også egen S-togsstation. Den skal efter planen stå færdig i slutningen af 2019.
Hele Vinge by er planlagt til at være færdig omkring 2035, og den kommer til at huse cirka 20.000 indbyggere.