Kritikere kunne have blandet sig i spildevands-sag allerede i begyndelsen af maj

6. maj blev en række organisationer orienteret om, at der nu var givet tilladelse til at sende store mængder urent spildevand ud i Øresund.

Flere organisationer har i de seneste dage udtalt sig overordentligt kritisk i sagen om udledning af urent spildevand i Øresund.

Nu viser det sig, at de kunne have blandet sig i sagen langt tidligere. 

Allerede 6. maj orienterede Gentofte Kommune en lang række organisationer og foreninger om, at de nu havde givet tilladelse til, at Novafos kunne udlede 130.000 kubikmeter urent drikkevand i Øresund.

Blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.

quote Der er ikke sådan, at det havner i sekretariat og bliver kigget på det med det samme

Henning Mørk Jørgensen, havbiolog og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening

Og en uge senere fik de tilsendt en lignende orientering fra Københavns Kommune, der gav Hofor lov til at udlede 160 millioner liter urent spildevand.

Henning Mørk Jørgensen, havbiolog og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, siger mandag til TV 2 Lorry, at han først blev opmærksom på tilladelsen, da TV 2 Lorry henvendte sig til ham i sidste uge. 

- Der er ikke sådan, at det havner i sekretariat og bliver kigget på det med det samme. Det er folk med lokalkendskab, der først kigger på dem, og så beder de om assistance, hvis de har brug for det, siger Henning Mørk Jørgensen.

Sagen kort

 

290.000 kubikmeter urenset spildevand svarende til 193 fyldte svømmehaller skulle søndag og fem dage frem udledt direkte i Øresund. Den plan er nu stoppet og udskudt. 
 

Københavns Kommune og Gentofte Kommune har oprindeligt givet tilladelse til, at spildevandsselskaberne Novafoss og Hofor måtte udlede de store mængder spildevand, der normalt løber til rensningsanlægget Lynetten på Refshaleøen.
 

Årsagen til den store udledning er forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen, i Nordhavn. Nærmere bestemt et nyt domicil med parkeringskælder for AP Pension og Nykredit på Sundkrogsgade.

 

Herunder ligger en vital hovedspildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen”, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen og håndterer spildevand fra både Frederiksberg, Gentofte og København.

 

Før byggeriet kan blive til virkelighed, skal Lynetteledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den – og mens det sker, kan den ikke bruges.

 

Og derfor skulle de store mængder spildevand, der kun har været igennem et filter for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, en såkaldt mekanisk rensning, i stedet udledes direkte i Øresund fire kilometer fra kysten ved Skovshoved.

Lagde ikke tal sammen

Hos Danmarks Sportsfiskerforbund holdt de sig tilbage, fordi de 130 millioner liter og 160 millioner liter ikke var lagt sammen.

- De to tilladelser burde jo være sendt ud samtidig. Det er Øresund, man udleder til, og det går faktisk først op for os ret sent, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent hos Danmarks Sportsfiskerforbund, til TV 2 Lorry. 

Men alligevel får I jo den første den 6. maj - hvorfor handler I ikke der?

- Fordi vi ved kontakten til Gentofte Kommune udfritter dem, om der ikke er nogle alternativer. Da vi får garantier om, at der ikke er alternativer, ville vi ikke gøre noget ved det, siger han.

Frivillige bruger deres fritid

Med tilladelsen fulgte der en klagefrist på fire uger - det vil sige frem til juni og altså lang tid efter de flere millioner liter ville være udledt. Det undrer Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

- Det er klart, det er vigtig, at man kan reagerer hurtigst muligt. Men det er ikke ensbetydende med, at de 290.000 kubikmeter ikke kunne have været udledt i løbet af de første fem dage. Så rimelig klageadgang må være det, vi kan forlange, siger han.

Men kan du forstå, hvis der er nogen der sidder derude og ser de her datoer og tænker: Har de ikke sovet lidt i timen?

- Jo det kan jeg godt forstå, men man må også forstå, at når det er lokale folk, som gør det i deres fritid, så tager det noget tid, før de får kigget på de her afgørelser, siger Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Man skal jo vide, at vi får over 15.000 afgørelser med klageadgang om året. Dem vil vi aldrig nogensinde have en chance for at kigge igennem, og vi vil heller ikke have mulighed for at give dem den lokale vurdering, lyder det fra Henning Mørk Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik