Lærerne sagde, det ikke var muligt: Ernæringsassistent modbeviser fordomme

Maria Hostrup blev i folkeskolen fortalt, at hun ikke kunne få en uddannelse på grund af sin diagnose. Nu viser den kommende ernæringsassistent, at der er håb for andre som hende.

Maria Hostrup har altid vidst, at der var noget "galt" med hende. 

Men da hun året før sin konfirmation fik diagnosen infantil autisme, var det alligevel et hårdt slag.

Det var ikke selve diagnosen, som slog hende ud, men mere følelsen af at have fået et brændemærke i panden, som skulle definere og begrænse hende resten af livet.

En følelse mange af hendes lærere i folkeskolen bekræftede ved at sige, hun ikke skulle regne med at kunne tage en uddannelse, fordi det ville blive for svært for hende.

Det blev starten en lang periode med mange negative og mørke tanker.  Maria Hostrup endte med at få en depression og udvikle en spiseforstyrrelse.   

quote Jeg gætter på, der er mange, der har følt, at de ikke er blevet lyttet til i skolen. De har brug for at vide, at de også kan noget

Maria Hostrup, ernæringsassistentelev

21-årige Maria Hostrup, der i dag har det godt, bebrejder ikke sine lærere.

Men hun håber alligevel at hendes historie kan hjælpe til, at flere folkeskolelærere får særskilt undervisning i børn med diagnoser og særlige udfordringer.

På den måde tror hun nemlig , at flere børn og unge kan blive grebet tidligere, end hun selv gjorde.

- Jeg føler ikke, at jeg er blevet taget godt nok hånd om i folkeskolen. Der var nogle aftener, hvor jeg blev nødt til at sidde oppe til meget, meget sent om aftenen og lave lektier, fordi jeg ikke kunne fatte en brik af, hvad det meste gik ud på.

Og hun er ikke tvivl om, at det ikke er en følelse, hun sidder alene med, og det er også derfor hun fortæller sin historie. 

- Jeg gætter på, der er mange, der har følt, at de ikke er blevet lyttet til i skolen. De har brug for at vide, at de også kan noget:

Heldigvis slutter Marias historie ikke her, og i dag viser hun alle dem, der sagde, at hun ikke kunne få en uddannelse, at de tog fejl. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad er infantil autisme?

Infantil autisme er en af flere såkaldte autismespektrumforstyrrelser. Mennesker med autismespektrumforstyrrelser har primært vanskeligheder med at kommunikere med andre og indgå i sociale sammenhænge. Desuden har de ofte meget intense og snævre interesser, ligesom de kan have tendens til gentagne, rutineprægede aktiviteter.

Infantil autisme adskiller sig fra de øvrige former for autisme ved, at symptomerne allerede viser sig før treårs-alderen. Børn med infantil autisme har ofte udfordringer med sprogudvikling, social kommunikation og evnen til socialt samspil med andre.

Begavelsesniveauet kan variere fra normalt til både lavere eller højere end gennemsnittet. Mange børn har en såkaldt ”skæv” kognitiv profil, hvor de har ressourcer på nogle områder, mens de har vanskeligheder på andre.

Med den rette hjælp bliver mennesker med autisme ofte bedre til at håndtere sociale situationer og kommunikation. Mange finder en profession og en hverdag, der passer dem, og de kan derfor blive relativt velfungerende som voksne.

Omkring én procent af befolkningen har autismespektrumforstyrrelser. Infantil autisme udgør en mindre del (cirka 0,2 procent). Blandt børn under 18 år er tallet lidt højere.

Kilder: Sundhed.dk, Psykiatrifonden, Autismeforeningen.

Ville lære om maden på farfars plejehjem

I dag arbejder Maria Hostrup som ernæringsassistentelev ved Convifood i Søborg.

Hun arbejder i et industrikøkken, hvor de laver mad til steder som Frankies og Lagkagehuset.

Et job hun bare for få år tilbage slet ikke havde turdet drømme om.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Da TV 2 Kosmopol besøger Maria Hostrup på hendes arbejdsplads i Søborg er en af dagens opgaver, at hun skal  fylde varm tomatsauce på poser, som senere skal leveres til kæden Frankies.
Da TV 2 Kosmopol besøger Maria Hostrup på hendes arbejdsplads i Søborg er en af dagens opgaver, at hun skal fylde varm tomatsauce på poser, som senere skal leveres til kæden Frankies.
Foto: Nynne Frost Andersen/ TV 2 Kosmopol

Efter to hårde år på efterskole, hvor Maria forsat kæmpede med sig selv og sin stadig nye diagnose, startede hun på FGU Gladsaxe. FGU er en forberedende grunduddannelse, der skal hjælpe unge videre i uddannelsessystemet. 

Her mødte hun for første gang undervisere, der lyttede og viste forståelse for hendes udfordringer.

Og det var også her, at troen på, at hun kunne få en uddannelse og bidrage til samfundet, for alvor spirede.

Det var nemlig en lærer på FGU, der introducerede hende til Hotel- og Restaurantskolen i Valby.

Og da hun hørte om uddannelsen som ernæringsassistent for første gang, var hun ikke i tvivl.

Det var det, hun skulle være.

Dels fordi hun i kraft af sin tidligere spiseforstyrrelse ønskede at få en større forståelse for kost og de næringsstoffer, der er i vores mad.

Men det havde også pirret hendes nysgerrighed, da hun besøgte sin farfar på hans plejehjem og så den mad, han fik. Hun ville nemlig gerne vide, hvad det egentligt er for noget mad, vi serverer for vores ældre.

Og måske en dag være med til at gøre maden på plejehjem sundere og mere grøn.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Når Maria bliver overstimuleret, kan det resultere i nedsmeltninger, men på arbejdspladsen tager de højde for hvilken type opgaver, der passer Maria, og sørger for, at hun ikke skal forholde sig til for mange forskellige mennesker.
Når Maria bliver overstimuleret, kan det resultere i nedsmeltninger, men på arbejdspladsen tager de højde for hvilken type opgaver, der passer Maria, og sørger for, at hun ikke skal forholde sig til for mange forskellige mennesker.
Foto: Nynne Frost Andersen/ TV 2 Kosmopol

Sidst men ikke mindst, så var arbejdstiderne for en ernæringsassistent mere passende for Maria Hostrup, som har brug for en fast struktur i sin hver dag. Og derfor var skiftende aften- og weekendarbejde, som man ofte ser i kokkefaget, ikke optimalt.

Maria Hostrup er glad for, at det i dag er lykkedes hende at finde den rette hylde.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Hun hun ved, at det langt fra er virkeligheden for mange unge, og det har hun en drøm om at ændre på.   

Derfor har hun meldt sig ind i projektet "Boss Ladies på FGU", der skal hjælpe unge kvinder til at få en faglært uddannelse.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Boss ladies på FGU:

  • Den forberedende grunduddannelse (FGU) er en 2-årig uddannelse målrettet unge under 25 år, der af forskellige personlige, sociale eller faglige årsager ikke er gået den lige vej mod ungdomsuddannelse eller job.

  • Boss ladies på FGU er et projekt, der skal bygge bro fra FGU-uddannelsen og give unge kvinder adgang og støtte til faglærte uddannelser.

  • Projektet har kørt i snart et år, og er opstået som en gren ud af det oprindelige projekt "Boss ladies på EUD", hvis formål er at styrke piger og unge kvinders interesse for at søge bygge-, anlægs- og installationsbrancherne, de maritime fag og industriens fag.

  • Et af Boss Ladies på FGUs vigtigste tiltag er deres ambassadørskaber, her tager tidligere FGU elever som Maria Hostrup, ud og holder oplæg om, hvordan de er kommet videre og har påbegyndt en uddannelse.

  • I dag er der tilknyttet næsten 100 FGU elever til projektet og de har været i berøring med med mere en 2000 elever rundt på landets FGU skoler.

  • Målet er at få cirka 250 personer tilknyttet i den 4-årige periode, som projektet forløber.

Kilde: Boss Ladies på FGU

Overvinder personlig grænse, for at hjælpe andre

De nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der i 2022 var 43.000 unge i alderen 15-24 år, der hverken var under uddannelse eller i beskæftigelse.

Og det er netop nogle af de mange unge, man vil forsøge at nå ud til med projektet Boss Ladies på FGU, fortæller projektleder Helene Høj:

- Selvom nogle af de unge FGU-elever har haft en svær start på livet, eller har nogle ærgerlige erfaringer fra deres skolegang. Så kan de have et fantastisk liv foran sig, som bare er startet lidt bøvlet.

Og det er især succeshistorier og forbilleder som Maria Hostrup, der kan være med til at skubbe de unge i den rigtige retning, forklarer projektleder Helene Høj.

- Vi kan se, hvor meget det betyder, at der kommer en rollemodel, som de kan spejle sig i, som virkelig er åben og ærlig. Det er meget relaterbart for dem, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I sit oplæg fortæller Maria Hostrup blandt andet om sine personlige udfordringer, hendes vej fra FGU til en uddannelse og hvordan hun strukturerer en hel normal hverdag.
I sit oplæg fortæller Maria Hostrup blandt andet om sine personlige udfordringer, hendes vej fra FGU til en uddannelse og hvordan hun strukturerer en hel normal hverdag.

Før et oplæg er Maria altid nervøs.

- Hele min krop den ryster altid, fordi det føles så nervepirrende, forklarer hun.

Men selvom det er nervepirrende, er Maria Houstrup ikke i tvivl om, at det har været den helt rigtige beslutning for hende at stille sig frem som et forbillede og holde sine mange oplæg:

- Det er en grænse, der skulle overtrædes, fordi hvis jeg ikke gjorde det, så ville der stå nogle unge og ikke have et forbillede som mig, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik