Familie flygter fra kommunen: Det har været en nedslidende kamp

Mange handicappede føler sig svigtet af deres kommune. Derfor vælger nogle familier at flytte kommune for at få den rette hjælp.

Tina Nielsen er i øjeblikket gang med at pakke flyttekasser ud. Efter otte et halvt år som Glostrupborger valgte hun fornylig at flytte til Vallensbæk. En flytning, som hun selv kalder en flugt.

- Til sidst var vi simpelthen bare så nedbrudte, at vi bare har kæmpet for at komme væk. Det har været en meget hård kamp. Man føler, at man kæmper imod kommunen, i stedet for at man kæmper med dem, siger Tina Nielsen til TV 2 Lorry.

Tina Nielsens yngste datter, 14-årige Freya, er infantil autist og har også en ADHD-diagnose. Alligevel blev hun placeret i en normal skole uden støtte.

quote Det er åbenbart sådan virkeligheden er. Kommunerne aner ikke, hvad de har med at gøre

Tina Nielsen, Vallensbæk

- Vi fik lovet fuld støtte, men hun startede uden støtte, og det kunne hun slet ikke klare. Hun begyndte at stikke af fra skolen og låste sig inde på toilettet, siger Tina Nielsen.

Datteren Freya får det efterfølgende værre og værre, og Tina Nielsen forsøger forgæves at bede om hjælp. Forskellige psykologer, psykiatere og institutioner prøver at råbe Glostrup Kommune op med flere bekymringsbreve og underretninger.

Kommunen reagerer ikke trods underretninger

TV 2 Lorry har fået indsigt i 12 underretninger, som Glostrup Kommune har modtaget de seneste fire år angående Tina Nielsens to døtre.

I oktober 2015 skriver en bekymret psykolog:

"Aktuelt går det rigtig dårligt med Freya. Hun er meget aggressiv. Slår, sparker, bider og råber. Søsteren Nana er bange for, at Freya skal slå hende selv eller moderen ihjel. Jeg anbefaler aflastning i et professionelt miljø med kendskab til autisme og angst."

Storesøsteren, 15-årige Nana, lider under lillesøsterens mistrivsel. I et bekymringsbrev fra 2017 skriver hendes daværende skole til Glostrup Kommune:

"Nana har ikke lyst til at leve længere og har tanker om selvmord. I denne uge har hun bl.a. taget et søm ud af væggen og skåret sig i underarmen. Hele familien er i mistrivsel, og vi anbefaler på det kraftigeste, at der tages hånd om familien."

For at få de mange bekymringer på afstand, skærer Nana sig i underarmen. Hun siger, at det hjælper hende til at klare sig igennem dagen.
For at få de mange bekymringer på afstand, skærer Nana sig i underarmen. Hun siger, at det hjælper hende til at klare sig igennem dagen.
Foto: Anders Nordahl / TV 2 Lorry

- Så i stedet for at hjælpe os fra starten af, ender det nu med, at kommunen får barnesag nummer to på halsen. Og det er dybt godnat, for Nana var faktisk fuldstændig velfungerende, da vi flyttede til Glostrup. Dengang gik hun i normal folkeskole, men nu går hun også i behandlingsskole, siger Tina Nielsen.

I stedet for at tilbyde familien ekstra støtte vælger Glostrup Kommune at fjerne den psykologhjælp og aflastning, som familien allerede havde fået tildelt. Noget, en psykiater straks reagerer på i endnu en underretning fra 2019:

Hun er flyttet fra Glostrup til Vallensbæk efter en opslidende kamp med Glostrup Kommune for at få hjælp til 2 børn med diagnoser.

"Det anbefales, at Freya får genetableret sin vanlige aflastning. Såfremt dette ikke efterkommes, er der risiko for at hele familien bryder sammen," skriver psykiateren.

Kommunen lægger sig fladt ned

Glostrup Kommune er ikke stolte af deres indsats. De lægger sig fladt ned og undskylder for det nedslidende forløb, som familien har været igennem.

- Familiens oplevelse af Glostrup Kommune er ikke noget, som vi kan være stolte af overhovedet. Det er en rigtig ulykkelig sag, siger Jonas Wittendorf, som er centerchef for kommunens Børn, Unge og Familier.

Jonas Wittendorf ønsker ikke at gå alt for detaljeret ned i den enkelte personsag. Og han ønsker heller ikke at svare på, hvorfor kommunen ikke reagerede på de mange underretninger.

På spørgsmålet om, hvad der er gået galt, svarer centerchefen:

- Noget af det, som er gået galt, er det antal af sagsbehandlere, som skiftesvis har været tilknyttet familien. Det er klart, at når der har været mere end 10 forskellige sagsbehandlere tilknyttet, så giver det jo ikke kontinuitet i sagsbehandlingen. Og der må vi bare kigge kritisk på os selv og sige, at det må vi beklage, siger Jonas Wittendorf.

Jonas Wittendorf siger også, at Glostrup Kommune i 2019 har sat flere penge af til sagsbehandling og ansat fire nye sagsbehandlere.

"Kommunerne aner ikke, hvad de har med at gøre"

Tina Nielsen mener dog også, at den manglende støtte skyldes økonomi og sagsbehandlere, som ikke har kompetencerne til at håndtere de komplicerede borgersager.

Derfor har familien ikke fået den rette hjælp.

- Den sidste sagsbehandler, som var ansvarlig for at fratage os både psykologhjælp og aflastning, hende spurgte jeg direkte, om hun havde gennemgået nogle autismerelaterede kurser. Hendes respons var, at hvis hun skulle gå på kurser i alt det, som borgerne fejlede, så kunne hun ikke bestille andet. Da hun sagde det, fik jeg et chok, men det er åbenbart sådan virkeligheden er. Kommunerne aner ikke, hvad de har med at gøre, men træffer alligevel afgørelser, som har store konsekvenser for os, der har brug for hjælp, siger Tina Nielsen. 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik