Havbiolog jubler: "Ikonisk og vigtig fisk stortrives i Øresund"

Der er observeret "usædvanligt store" mængder af gydende torsk i Øresund de seneste måneder. En fisk, der ellers har haft det svært i de seneste år.

Torskebestanden i Øresund ser ud til at stortrives. I hvert fald har både havbiologer, lystfiskerbåde og erhvervsfiskere alle rapporteret om større gydebuler end normalt.

Det skriver Øresundsakvariet i en pressemeddelelse.

Hvad er en gydebule?

Gydebulerne er en betegnelse for de områder, hvor torskene samler sig for at gyde og befrugte æggene. 


Når hunnerne har fundet en eller flere egnede partnere, svømmer de lidt væk fra gydebulen og gyder millioner af æg, som hannerne så villigt befrugter.


De små befrugtede torskeæg flyder med den salte bundstrøm i et par uger, indtil de klækker.


Kilde: Øresundsakvariet

Ifølge akvariechef og havbiolog Jens Peder Jeppesen er observationerne gjort via ekkolodninger på de større dybder i den nordlige del af Øresund. Derfor er han nødt til at tage et vist forbehold, om end han føler sig rimelig sikker i sine betragtninger.

- Selvom observationerne er uvidenskabelige, er det vores helt klare opfattelse, at disse gydebuler, er af en ganske anderledes størrelse end normalt, siger han.

Sjælden fredning kan have stor betydning

Observationerne er gode nyheder for torsken, der har det svært med at trives i andre havområder i Danmark, forklarer Jens Peder Jeppesen. Han peger på, at en af årsagerne til, at bestanden er steget er, at man for første gang har fredet torsken i dens yngleperiode.

- Det er nærliggende at pege på, at torsken, i langt større grad end tidligere, har haft ro og fred til at samles og gyde deres æg. Torsken har, for første nogensinde, været fredet fra statsligt hold i perioden 15. januar til og med 31. marts 2022, siger han og uddyber:

- Fredningen af torsken i dens gydetid kan meget nemt blive starten på bedre tider for den ikoniske og vigtige fisk. Vi har helt naturligt fredet mange af vores andre fisk, men torsken har af uforklarlige grunde aldrig før været beskyttet i dens gydetid.

Her er gydebulerne observeret

Mens der ifølge havbiolog og akvariechef Jens Peder Jeppesen nærmest ikke er nogen torsk i den sydlige del af Øresund, der løber fra København og ned gennem Køge Bugt til Stevns, så er det oppe nordpå, at torsken gyder.


- Vi har observeret dem i de dybe sejlrender mellem Helsingør og Helsingborg og i den dybe rende fra Gilleleje og ned til Helsingør, forklarer han til TV 2 Lorry.

Øresundsakvariet har desuden siden 2018 konstateret en stigning i mængden af torskeyngel i ålegræsbælterne i Øresund. Disse små torsk er et direkte resultat af den megen gydeaktivitet i bunden af Øresund om vinteren. 

- Til efteråret burde der derfor igen blive konstateret rigtigt mange torskeyngel til gavn for hele bestanden og i de omkringliggende farvande såsom Kattegat, da en stor del af torskene trækker væk, når de bliver større, siger Jens Peder Jeppesen. 

Fiskekvoter skal styrke bestanden

Men selvom det ser ud til, at torsken trives bedre end længe, så kan det hurtigt gå den gale vej igen, lyder det fra Jens Peder Jeppesen, som henviser til etableringen af Lynetteholmen og klapningen af slam i Køge Bugt:

- Vi kan have vores frygt for, at der kommer til at få en negativ konsekvens for fiskene. De er jo næsten ikke startet endnu (med anlæggelsen, red.). Men et af de mest frugtbare jorde i Øresund, skal nu graves op, og der skal anlægges en ø. Der fratager man Øresund et meget rigt område, og der knækker filmen i min hjerne. Det er simpelthen en skandale, siger han til TV 2 Lorry.

Mere end to millioner ton let forurenet mudder skal efter planen smides i Køge Bugt i forbindelse med byggeriet af Lynetteholmen. Det har vakt massiv kritik fra flere steder på begge sider af Øresund.

Fra fredag 1. april kan man igen fiske torsk i Øresund, men selvom der tilsyneladende er masser af torsk i Øresund, så må lyst- eller fritidsfisker ifølge Fiskeristyrelsen kun fange én torsk om dagen per person i hele 2022. 

Det skyldes fiskebestandens dårlige biologiske tilstand. En ganske fornuftig beslutning, hvis man spørger Jens Peder Jeppesen:

- Indtil bestanden er stabiliseret, så giver det god mening, at man kun kan fange en torsk per mand per dag. Hvorfor presse citronen, når der er så mange andre gode fisk som rødspætter, hornfisk og pighvar, man kan fange i Øresund?


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik