Vi køber flere og flere cigaretter i udlandet - Egon "skulle alligevel derover”

Mens salget af cigaretter i Danmark er faldet med 50 procent på tre år, er grænsehandlen med tobak i samme periode steget med 280 procent. Minister vil nu se på en løsningsmodel, der har haft succes i Frankrig.

Fra færgeterminalen i Helsingør er der ikke langt over sundet til billigere cigaretter i Sverige. Og det vælger flere og flere danskere at gøre brug af.

En af dem er Egon Rønne, der vender hjem fra en indkøbstur i Helsingborg med flere pakker cigaretter, som han medbringer til sin ven.

- Jeg skulle alligevel derover, og så kan man lige så godt tage de fordele med, som der er, siger Egon Rønne til TV 2 Kosmopol, da vi møder ham i Helsingør.

Og med den stadig lave svenske kronekurs er cigaretterne nu endnu billigere sammenlignet med Danmark.

Mens man på denne side af Øresund i gennemsnit betaler cirka 60 kroner for en pakke cigaretter, koster en tilsvarende i Sverige omkring 45 kroner.

- Der er en god besparelse i det, så den tager vi med, konkluderer Egon Rønne.

Det samme mener Ihsan Fahmy, som også er på vej mod Sverige torsdag ved middagstid.

- Det er almindeligt, at man gerne vil spare nogle penge, siger hun.

Boom i grænsehandel

En politisk aftale om højere afgifter på cigaretter har fået prisen på tobak til at stige to gange siden 2020.

Så på gågaden i Helsingør koster en pakke rød Prince nu 66 kroner. Og det har altså fået grænsehandlen til at boome, viser en ny analyse fra De Samvirkende Købmænd.

- Den eneste forklaring, vi kan give, er, at der er forskel i pris, siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd.

Tal fra Skatteministeriet viser ifølge brancheorganisationen, at der med de højere afgifter er sket et fald i salget af cigaretter i Danmark med en milliard cigaretter. I samme periode er grænsehandelen derimod steget med estimeret 530 millioner cigaretter.

Hvis man omsætter det til procent, svarer det til, at salget af cigaretter i Danmark er faldet med 50 procent fra 2019 til 2022, mens grænsehandel med cigaretter er steget med 280 procent.

- Jeg synes, der er overraskende, at det er eksploderet så meget. Vi deler selvfølgelig det politiske ønske om, at tobakshandlen skal begrænses. Men der er overraskende, at det er så massiv en stigning, siger Jannick Nytoft.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, begræder stigningen i grænsehandel.
Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, begræder stigningen i grænsehandel.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

Minister er "ikke begejstret"

Men det er ikke kun billigere cigaretter fra udlandet, der lokker. Også salget af illegale smuglercigaretter også steget markant.

Meningen var, at de højere afgifter skulle afskrække særligt de unge fra at begynde at ryge - altså ikke at øge grænsehandlen.

Af samme grund siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til TV 2 Kosmopol, at han ”følger udviklingen”.

- Det er jeg selvfølgelig ikke begejstret for. I det hele taget har vi brug for, at danskerne ryger noget mindre. Særligt vores børn og unge, som vi er bekymrede for, siger Jeppe Bruus (S).

Ministeren vil snart præsentere et nyt forslag, der har til hensigt at begrænset tobakskøb, men hvad løsningen er, har han endnu ikke et svar på.

- Det omvendte argument, altså bare at gøre det billigere for at undgå grænsehandlen, synes jeg også er svært at være i, for vi ved, at pris har en betydning for børn og unges vaner, siger Jeppe Bruus.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

indtil reglerne laves om, vil Egon Rønne fortsætte med at købe cigaretter til sin ven, når han er på indkøb i Helsingborg.
indtil reglerne laves om, vil Egon Rønne fortsætte med at købe cigaretter til sin ven, når han er på indkøb i Helsingborg.
Foto: Morten Spuhr/TV 2 Kosmopol

"Sådan er det"

Butikkerne tjener omkring tre til fire kroner per pakke cigaretter, de sælger. Og det lavere salg kan mærkes, fortæller den administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd.

- I forhold til mine medlemmer og den danske statskasse, så mister den penge og vi omsætning, så det er vi selvfølgelig ikke så begejstrede for. Den omsætning, der nu engang er, den vil vi gerne have er i Danmark, lyder det - måske ikke så overraskende - fra Jannick Nytoft.

Brancheorganisationen appellerer derfor til at indføre den såkaldte franske model, hvor antallet af cigaretter, man kan tage med over grænsen, bliver sat ned fra det nuværende 800 – altså 40 pakker – til 200, svarende til ti pakker.

Skatteministeren vil se på, om det kan lade sig gøre uden at komme på kant med EU-regler.

- Hvis det viser sig, at det er lovligt, så er det en af de ting, vi kommer til at diskutere, men vi har ikke taget stilling til det endnu i regeringen, siger Jeppe Bruus (S).

Indtil da vil de personer, TV 2 Kosmopol møder i Helsingør, fortsætte med at tage turen over Øresund efter de billige cigaretter, selv om indtjeningen bag pakkerne havner uden for den danske statskasse.

Og kan man egentlig være det bekendt som forbruger, spørger vi Egon Rønne.

- Det kan man måske ikke i længden, men så længe fordelen er der og det er lovligt, så bruger vi den, siger han og fortsætter:

- Sådan er det.

Smøger, kaffe og slik: Et sikkert hit hos danske shoppere i Sverige

  • I Danmark koster en pakke cigaretter i gennemsnit 60 kroner. I Sverige kan man ofte købe dem for mindre end 45 kroner per pakke.

  • I Danmark er normalprisen for 200 gram pulverkaffe guld cirka 75 til 80 kroner. I Sverige er normalprisen for den samme kaffe cirka 50 danske kroner.

  • Filterkaffe er også billigere. Normalpris for en populær pakke i Danmark er omtrent 50 kroner, i Sverige cirka 30 danske kroner, mens stort set alle sukkervarer også er markant billigere.

  • Det samme gælder bleer og babymad.

  • Og hvor der i Danmark er 25 procent moms på fødevarer, er denne i Sverige blot 12 procent.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik