Oversigt

Seneste nyt

Chokeret borgmester blev ringet op i bilen på vej hjem

Høje-Taastrups mangeårige konservative borgmester, Michael Ziegler, der er næstformand hos De Konservative, er midlertidigt fungerende formand for partiet, efter Søren Pape Poulsens pludselige død lørdag.

- Det er mit lod som næstformand, at når formanden ikke er der mere, så er det mig, der er fungerende formand, men det er en meget formel rolle, jeg har. Men jeg skal ikke være politisk leder for folketingsgruppen, siger Michael Ziegler til TV 2 Kosmopol.

Michael Ziegler fortæller, at han fredag var på vej hjem fra møde med hovedbestyrelsen, da han fik det chokerende opkald, mens han sad i sin bil.

- Det var meget chokerende, da jeg fik beskeden. Jeg havde været med til vores forretningsudvalgsmøde, hvor alt var godt, og så kørte jeg mod Høje-Taastrup og blev ringet og fik at vide, hvad der var sket. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvordan det ville gå, men det var meget uvirkeligt.

- Jeg vil huske Søren Pape Poulsen som et meget varmt og omsorgsfuldt menneske, som altid har bevaret jordforbindelsen, uanset hvor højt på strå han kom, om han blev borgmester, folketingsmedlem partiformand eller justitsminister, så blev han ved med at være den samme. Det steg ham aldrig til hovedet. Han var et ordentligt menneske, siger Michael Ziegler.

Han pointerer, at rollen som fungerende formand ikke vil få den store betydning for hans virke som borgmester i Høje-Taastrup.

- Der kommer selvfølgelig til at være nogle møder, og så er der nogle ting, der skal håndteres i den nærmeste fremtid, og der får jeg en rolle, siger han om den kommende tid, hvor partiet skal udpege en ny formand.