Oversigt

Seneste nyt

Første på Sjælland: Vandværk renser nu for PFAS

Hedehusene Østre Vandværk er som den første sjællandske vandforsyning gået i gang med at rense vandet for PFAS.

Det skriver brancheorganisationen Danske Vandværker i en pressemeddelelse.

Netop Hedehusene Østre Vandværk blev i efteråret 2021 lukket på grund af for højt indhold af PFAS. Siden har vandværket købt og distribueret vand til egne forbrugere fra et nabovandværk.

Men nu har vandværket altså fundet en løsning, der nedbringer PFAS-indholdet i vandet, så det fra i dag igen er muligt at sende rent drikkevand fra Hedehusene, skriver Danske Vandværker.

- Det er en stor glæde for borgerne i Hedehusene, at de nu igen kan få vand fra deres eget vandværk. Det har været en stor økonomisk mundfuld for et lille vandværk som vores, at vi i lidt over to år har skullet købe vand fra et nabovandværk, udtaler Poul-Henrik Larsen, der er formand for bestyrelsen i Hedehusene Østre Vandværk.

Anlægget i Hedehusene mellem Roskilde og Høje Taastrup er den første danske vandforsyning, der får grønt lys til at rense for PFAS ved hjælp af et aktivt kulfilter, og kun det andet vandværk i Danmark med PFAS-rensning. 

Sidste år tog et vandværk på Fanø et ionbytteranlæg i brug, der ligeledes renser for kemikalierne; et lignende anlæg indvies dette forår Tune Vandværk i Greve Kommune.