Har det storstilede byggeri af ni kunstige øer i Køge Bugt - projekt Holmene ved Hvidovre - opbakning fra den nye regering eller ej?
Det står stadig hen i det uvisse, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag svarede på spørgsmål fra TV 2 Kosmopol.
- Det er noget af det, vi ikke har nået at forholde os grundigt til endnu. Så det vigtige er at være i tæt dialog med Hvidovre Kommune, som har nogle planer, men selvfølgelig også med de omkringliggende kommuner, siger statsministeren.
Det vigtige er at være i tæt dialog med Hvidovre Kommune, som har nogle planer, men selvfølgelig også med de omkringliggende kommuner
Syv kommuner ud til Køge Bugt - Brøndby, Ishøj, Vallensbæk, Greve, Solrød, Køge og Stevns - er alle indædte modstandere af Hvidovre Kommunes ø-vision.
De er stærkt bekymrede for støj og larm fra byggeriet - og at havmiljøet og badevandet i Køge Bugt vil tage skade.
De syv samme kommuner har også være modstandere af den dumpning af slam fra kæmpeprojektet Lynetteholm, som sidste år blev droppet.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Hvad er visionen for Holmene?
Holmene skal have et samlet areal på 3,2 kvadratkilometer og hovedsageligt være et erhvervsområde. 0,7 kvadratkilometer skal dedikeres til rekreative aktiviteter og naturarealer.
Holmene skal ligge i forlængelse af det nuværende Avedøre Holme, og på de ni øer skal der være plads til op mod 380 nye virksomheder og dermed cirka 12.000 nye arbejdspladser.
Holmene skal rumme forskellige typer virksomheder – både i forhold til størrelse og brancher. Men fælles for dem er, at de vil have en grøn og bæredygtig profil.
Udgiften til at anlægge de ni øer bliver dækket af de penge, der kommer ind for at tage imod den overskudsjord, der skal bruges til Holmene. Kombineret med indtægten fra grundsalg er der et overskud, som blandt andet vil blive brugt på at styrke infrastrukturen i de områder, hvor Holmene vil skabe øget trængsel.
Kilde: www.holmene.com
Nye øjne på hovedstaden
Statsminister Mette Frederiksen siger tirsdag også, at hun og regeringen også mener, det er vigtigt at tage et større blik på udviklingen i hovedstadsområdet.
- Måske i det hele taget at se med friske øjne på, hvordan vi byudvikler, hvordan vi erhvervsudvikler og hvordan vi sørger for, at hele vores hovedstad hænger sammen. Men det er noget af det, vi ikke har haft lejlighed til at diskutere i regeringen, siger Mette Frederiksen.
Lanceringen af Holmene fandt sted i januar 2019. Planen er, at give plads til op mod 380 nye virksomheder og cirka 12.000 nye arbejdspladser. Der blev lagt op til en hurtig lovproces, men sådan er det ikke gået.
Både den tidligere VLAK-regering og den tidligere S-regering har ellers givet opbakning til projektet. Blandt andet i regeringsudspillet 'Tættere på – Grønne byer og en hovedstad i udvikling' fra maj 2021, hvori der står:
"Regeringen vil gå i dialog med Hvidovre Kommune med henblik på at træffe beslutning om en projekteringslov for Projekt Holmene i første halvår 2022."
Det skete som bekendt ikke.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Dialog om projektet
I Hvidovre Kommune mener borgmester Anders Wolf Andresen (SF), at Mette Frederiksens melding om Holmene “lyder fornuftig.”
- Vi skal jo have en dialog om projektet - og i forhold til, hvad der er af krav og vilkår for at lave Holmene. Vi har en drøm om, at det skal være et naturplus-projekt. Det skal altså være en klimagevinst for vores samfund, siger Anders Wolf Andresen, der afviser, at projektet kan være skadeligt for havmiljøet.
Bliver du utålmodig, når regeringen ikke er klar til at sige, om og eventuelt hvornår en projektlov kan vedtages?
- Nej, fordi det skal gøres ordentligt. Det er ret vigtigt, at det bliver lavet naturmæssigt og klimamæssigt rigtigt. Det skal blive en gevinst for hovedstaden og for Danmark, siger Anders Wolf Andresen.
Det skal gøres ordentligt
Men det havde da været bedre for Hvidovre Kommune, hvis regeringen allerede nu havde afsat tid til at tale om det?
- Så synes jeg hellere, de skulle have tænkt sig lidt mere om i forhold til store bededag, siger Anders Wolf Andresen.
Men hvis de havde været fuldstændig enige om, at bakke op om projektet kunne de jo bare sige ja?
- Vi har en drøm om, hvordan Holmene kan være til gavn for miljø, klima og vores lokalområde. Vi ville være kede af, hvis de bare havde skrevet Holmene i regeringsgrundlaget uden at tale med os, siger Hvidovre-borgmesteren.
Borgmesteren i Køge Kommune, Marie Stærke (S), er også positiv over for Mette Frederiksens kommentar. I en sms skriver hun til TV 2 Kosmopol:
"Jeg ser med tilfredshed på statsministerens ønske om en bredere dialog om byudvikling i hovedstaden og herunder også bekræfter en dialog med kommunerne omkring Hvidovre om de 9 kunstige erhvervsøer. Den dialog ser jeg frem til."