Advarer mod omstridt bostedskæde: "Her skal I ikke arbejde"

Det er hverken “fagligt eller menneskeligt særligt rart” at arbejde hos Habitus, mener fagforeningen FOA.

Find et andet arbejde!

Sådan lyder beskeden til FOA-medlemmer, der spørger deres fagforening til råds om ansættelse hos den private bostedskæde HabitusHusets tilbud i Nordsjælland.

Det oplyser formand for FOA Nordsjælland, Lene Lindberg, til TV 2 Kosmopol.

- Vi synes ikke, vores medlemmer skal arbejde under de forhold, som hverken menneskeligt eller fagligt er særlig rare, og hvor man ikke kan tage sig af de borgere, der har allermest brug for hjælp og omsorg, siger Lene Lindberg til TV 2 Kosmopol.

HabitusHuset har fem bosteder i Nordsjælland - i Hillerød, Helsinge, Hornbæk, Fredensborg og i Græsted. 

Nanna Kirstine Dahl døde forrige lørdag, efter at hun blev fundet med store ætsningsskader på sidstnævnte - bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej.

Tip os

Kender du til sagen? Eller kender du til andre sager på bosteder, vi bør vide noget om?

Skriv til os på essl@tv2kosmopol.dk

Socialtilsyn Hovedstaden har kritiseret bostedets kvalitet.

Flere borgere på bostedet HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted er således i mistrivsel, og der er samtidig "alvorlig bekymring" for borgeres sundhed.

Derudover har en whistleblower henvendt sig til Socialtilsyn Hovedstaden. Personen har “bekymring for mistrivsel hos borgere og medarbejdere, eskalering i sygemeldinger samt skældud, ydmygelse og nedladende adfærd fra tilbudsleder og en daglig leder overfor medarbejderne.”

Der er  også en meget stor personale- og lederudskiftning, ligesom at 48 procent af de ansatte er ufaglærte.

Fire medlemmer arbejder hos Habitus

Og blandt FOA-medlemmer kan det altså være svært for HabitusHuset at skaffe uddannet personale.

Kun fire medlemmer af FOA arbejder således på de fem Habitus-bosteder i Nordsjælland. Det oplyser Lene Lindberg til TV 2 Kosmopol.

quote Mange gange er alt okay, men der er også tilfælde med sønderlemmende kritik

Lene Lindberg

Hun og kollegerne har siden 2021 frarådet omkring 10 til 15 medlemmer at arbejde hos Habitus, lyder det. Det kan både være medlemmer, der ikke arbejder hos Habitus og medlemmer, der i forvejen arbejder hos bostedskoncernen.

- Vi læser tilsynsrapporter og tjekker op på de her private tilbud. Mange gange er alt okay, men der er også tilfælde med sønderlemmende kritik, siger Lene Lindberg.

Hun oplyser også, at medarbejdere bliver lovet uddannelser og kurser, men at det ikke altid bliver til noget. Derudover fortæller flere vikarer, der har været tilknyttet Habitus, at de har valgt at stoppe, fordi de ikke bryder sig om at arbejde hos Habitus.

Dertil kommer, at Lene Lindberg har kendskab til flere konkrete sager, hvor medlemmer er kommet i klemme under ansættelse hos HabitusHuset.

En stor del af medarbejderne med relevant uddannelse hos HabitusHuset er organiseret i fagforeningen Socialpædagogerne (SL). De har overenskomst med HabitusHuset. 

Socialpædagogerne Nordsjælland oplyser til TV 2 Kosmopol, at de ikke oplyser konkrete medlemstal på konkrete arbejdspladser, da det er en personfølsom oplysnin.

Medlemmers oplevelse af ansættelse hos HabitusHuset er et "fortroligt anliggende," lyder det videre. 

"Vi er selvfølgelig bekendt med, at Socialtilsynet har rejst kritik af HabitusHuset i Græsted pga bl.a. store udfordringer med ledelsesskift, høj personaleomsætning, manglende faglighed ift magtanvendelsesreglerne mv."

"Generelt hverken fraråder eller anbefaler vi, men rådgiver om de arbejdsforhold man har – det gælder også Habitus."

TV 2 Kosmopol har bedt direktør for HabitusHuset, Martin Godske, om at forholde sig til kritikken fra FOA. Han har ikke svaret. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik