Fremtiden kan være på vej i Nordhavn i København.
Flere forskellige aktører ønsker nemlig, at der skal køre selvkørende busser rundt i bydelen inden længe.
Autunomous Mobility, der står bag busserne, har netop sendt en ansøgning afsted til Vejdirektoratet om at søsætte et projekt, hvor to busser dagligt kører i cirkel i bydelen.
Godkender Vejdirektoratet projektet, bliver beboerne i Nordhavn ifølge Autonomous Mobility de første i landet, der har selvkørende busser på gaden sammen med den øvrige trafik.
Projektet løser ikke vores trafikale problemer fra dag et, men vi får uvurderlig erfaring med selvkørende busser i et lille hjørne af København.
- Nu er vi virkelig spændte på at tage de næste skridt, så vi kan begynde at implementere vores busser, siger Pernille Amstrup Lytzen, forretningsudvikler på Autonomous Mobility.
Virksomheden, Autonomous Mobility, Københavns Kommune, By & Havn, Movia og Metroselskabet står bag projektet.
- Det bliver offentlig transport, der løser fremtidens trafikproblemer i vores store byer, og derfor giver det god mening at støtte et projekt med førerløse busser i København. Projektet løser ikke vores trafikale problemer fra dag et, men vi får uvurderlig erfaring med selvkørende busser i et lille hjørne af København, siger teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten, i en pressemeddelelse.
Gratis bus kører i ring
Bliver projektet godkendt, skal to busser køre i ring i Nordhavn i en cirkel på omkring 1,3 kilometer.
Planen er, at busserne skal køre i hverdage mellem 10.00 og 18.00, og de kommer til at være gratis.
- Nordhavn er med sin innovative og bæredygtige profil et helt oplagt sted at afprøve selvkørende løsninger, siger Pernille Amstrup Lytzen.
- Med projektet skaber vi ny mobilitet i Nordhavn og binder løsningen sammen med eksisterende offentlig transport, så det helt enkelt bliver lettere at komme fra sin bopæl til for eksempel arbejde, siger hun.
De selvkørende busser i Nordhavn er en del af et EU-støttet projekt under navnet Avenue, der skal forsøge at implementere selvkørende busser i byområder på en sikker måde. Udover i København vil man teste selvkørende busser i Luxemborg, Geneve og Lyon.
Autonomous Mobility, der er en dansk start-up med hovedsæde i Lyngby, er den første aktør, der har indsendt ansøgning om tilladelse til at gennemføre et pilotprojekt med selvkørende køretøjer i Danmark.