21-årige Mahdis kommer med opråb: "Træd til, hvis I ser det ske"

Nogle unge kvinder oplever at blive chikaneret i nattelivet. Lørdag aften var det tilfældet for 21-årige Mahdis Pour. Søndag hjalp Anders Hemmingsen så med at finde frem til den fyr, der hjalp hende igennem hjemturen.

Musikken spiller stadig i hovedet, og humøret er højt. Folk går småberusede rundt og svajer, så de er lige ved at vælte. 

Mange kender til stemningen på gaderne og stationerne efter en bytur. Stemningen er bare ikke lige god for alle.

Natten til søndag blev 21-årige Mahdis Pour antastet og skræmt for livet.  

- Jeg blev ved med at sige, at min kæreste var på vej, for jeg turde ikke bede ham om at gå. Jeg var bange for, at han blev sur. Og så svinede han mig til og kaldte mig for en luder. 

Efter en tur i metroen og 30 minutters ventetid på Vanløse station, satte Mahdis Pour sig overfor en mand i S-toget. 

Hun fortæller til TV 2 Kosmopol, at han rørte hendes ben, spurgte hvor hun var fra og fortalte hende, hvad han ville med hende.

Tårerne pressede på, og hendes øjne blev røde. 

- Jeg gik fuldstændig i chok, jeg blev angst, og jeg græd. Jeg var også bange for at gå. Jeg var bange for, om han ville følge efter mig, fortæller hun. 

Tip os

Har du oplevet at føle dig utryg i nattelivet, eller har du selv hjulpet?

Så hører vi gerne fra dig på elpi@tv2kosmopol.dk

Tip os

Mahdis' helt 

Heldigvis for Mahdis Pour kom en ung fyr hende til undsætning, da manden havde flyttet sig.

- Han spurgte mig, hvad der var sket, hvad manden sagde og gik over til ham og snakkede med ham. 

Redningsmanden var 23-årige Mikkel Pelle Jensen - det vidste hun bare ikke endnu.

Den unge fyr tilbød at følge hende hele vejen hjem, og det tog hun imod.

Hun fortæller selv, at hun var så ude af den efter oplevelsen, at hun ikke fik takket den unge fyr.  

Mahdis Pour havde skrevet til Anders Hemmingsen på Instagram for at finde frem til Mikkel.Kilde: Andershemmingsen
Mahdis Pour havde skrevet til Anders Hemmingsen på Instagram for at finde frem til Mikkel.Kilde: Andershemmingsen

Søndag tikkede der en besked ind på Mikkel Pelle Jensens telefon. Én af hans kammerater havde sendt ham et opslag fra internetfænomenet, Anders Hemmingsen, der omhandlede Mikkel selv. 

Mahdis Pour havde søgt efter ham for at takke ham.

- Jeg fik hendes kontaktinformationer derigennem og fik skrevet til hende. Jeg blev virkelig glad for at høre, at hun var okay, fortæller Mikkel Pelle Jensen TV 2 Kosmopol. 

Mikkel Pelle Jensen

Hey, jeg har lige fået din insta af Anders Hemmingsen. Håber du er okay ovenpå i går, jeg har oplevet mange fucked ting, men det der var helt væk! Du må sige til, hvis du har brug for noget eller en snak

Mahdis Pour

Ej, kæmpe kæmpe tak for i går!!!! Havde fået et panikanfald, hvis det ikke var for dig

Mikkel Pelle Jensen havde været til koncert med sine venner, og han lagde med det samme mærke til den utryghed, manden skabte i S-toget. 

Han fortæller, at der først sad fire unge piger foran den mand, Mahdis satte sig over for. 

- Jeg sad tæt på og kunne høre dem snakke om, hvor ubehagelig han var.

Efter pigerne gik, kom Mahdis Pour og satte sig i deres sted. 

- Jeg kunne se, hun ikke var okay, men jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Så satte jeg mig ved siden af hende. Jeg har selv en søster, så jeg kunne godt se, at det ikke var i orden, fortæller Mikkel Pelle Jensen. 

Vi skal hjælpe hinanden

For Mahdis Pour er der særligt én ting, der fylder hos hende: Hvorfor det tog så lang tid, før nogen trådte til. 

- Folk kiggede jo og holdt lidt øje, men de gjorde ikke noget. Jeg sad og græd. Jeg havde forventet, at nogen ville tage mig i hånden og hjælpe mig væk, når jeg havde det så åbenlyst dårligt, siger hun. 

Samtidigt understreger hun, at hun ikke vil pålægge andre ansvaret for at hjælpe hende. 

- Jeg kan bare ikke forstå, at man ikke griber ind og bare spørger, om jeg vil sidde med dem. Det kræver så lidt, og vi skal hjælpe hinanden, fortæller hun.

Mikkel Pelle Jensens store indsats har gjort en verden til forskel for Mahdis Pour. 

- Han var så uselvisk på en eller anden måde, siger hun taknemmeligt. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik