En 22-årig mand har været forsvundet siden en bytur i København natten til søndag.
Mandag sendte Københavns Politi både på vandet for at lede efter den unge mand, Jonas, og tirsdag sendes dykkere også i vandet for at lede videre.
Det ligger fast, at han efter byturen tog metroen fra Rådhuspladsen i København og stod af ved stationen Orientkaj i Nordhavn, hvor han sidst blev set på overvågningsbilleder klokken 06.30 søndag morgen.
- Vi kommer også til at være på Orientkaj i dag (tirsdag, red.) for at lede efter Jonas, og vi opfordrer borgere, der bor i området, til også at kigge efter ham i kælderskakter, garager og trappeopgange, siger vicepolitiinspektør Jesper Beuschel.
Vidner bedes henvende sig
Jonas beskrives som 187 centimeter høj og med kort, brunt hår. Han var iført en mørk trenchcoat, en lys trøje/T-shirt, blå cowboybukser og hvide sko af mærket Nike. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet opfordrer eventuelle vidner, der kan have set Jonas omkring Orientkaj metrostation tidligt søndag morgen, til at henvende sig.
Mandag aften fandt Nordsjællands Politi en person i vandet i Helsingør, der formodes at være en 16-årig dreng, Frederik, som ligeledes forsvandt efter en bytur. Det skete natten til lørdag.
/ritzau/