Skal der bygges nye boliger på Amager Fælled, eller skal al naturen i området bevares? Det er et spørgsmål, der afføder mange følelser.
Det kunne ses både onsdag og torsdag, hvor Arternes Ambassade København og Extinction Rebellions troppede op på Lærkesletten for at bremse og vise deres utilfredshed med By & Havn og PensionDanmarks påbegyndte undersøgelser.
Onsdag lykkedes det ifølge aktivisterne at stoppe undersøgelserne, og torsdag morgen lykkedes det igen. Det fortæller TV 2 Lorrys reporter på stedet.
Her spærrede tre aktivister vejen for en kran, der var på vej ind på området, ved at sætte sig på vejen. Kranen bærer på en stor betonklods, der skal bruges til at stampe i jorden på Lærkesletten.
- Vi bliver stående her, indtil kranerne kører i garage igen, og vi kommer igen i morgen, hvis de også har tænkt sig at prøve det, siger Frej Pries Schmedes, stifter af Arternes Ambassade København, torsdag.
Politiet var til stede ved aktionen, men skred ikke ind.
Aktivisterne mener, at forundersøgelserne er ulovlige, og de har sendt en klage til Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager (EL), bekræfter, at Teknik- og Miljøudvalget modtog en klage torsdag, som nu behandles af forvaltningen.
Hvad er Vejlandskvarteret?
- Vejlands Kvarter er et af By & Havns nye byudviklingsområder på Amager.
- Området ligger nord for Vejlands Allé med direkte adgang til Amager Fælleds grønne og vilde natur.
- Området skal udvikles til et grønt og bæredygtigt boligområde med cirka 2.000 boliger, hvoraf 25 procent af de samlede boligetagemeter skal være almene boliger.
- Det samlede område er 18,1 hektar, og cirka en tredjedel (6,3 hektar) skal være naturområde uden bebyggelse.
Kilde: By & Havn
By & Havn tester jord inden byggeriplaner
By & Havn oplyste den 17. februar, at de ville påbegynde ”Supplerende miljø – og geotekniske undersøgelser på Vejlands Kvarter”. Det er en plan med flere dele.
Først blev der foretaget supplerende målinger af gasarten metan og onsdag begyndte altså næste fase – nemlig at lave et forsøg ved at komprimere jorden.
- Formålet med forkomprimeringsforsøgene er at teste, hvor meget af jorden (tidligere lossepladsopfyld) der kan forkomprimeres (presses sammen) forud for, at blandt andet veje, pladser og ledningstraceer skal anlægges, skriver By & Havn på deres hjemmeside.
Ved at dunke jorden skræmmes alt dyrelivet væk. Vi mister så mange arter.
Og det er altså disse undersøgelser en gruppe nu forsøger at stoppe, fordi de mener, at den skader dyrelivet på Lærkesletten.
- Ved at dunke jorden skræmmes alt dyrelivet væk. Vi mister så mange arter. At vi møder op på Lærkesletten er en kamp for de andre arter, det er ikke en kamp for os mennesker. Både viber, lærker og nattergale holder til på sletten, så vi vil stoppe destruktionen af deres hjemsted i København, siger Frej Pries Schmedes.
By & Havn: Vi tager hensyn
COWI, der står for undersøgelserne mener, at de er i deres gode ret til at foretage undersøgelser.
- Vi mener, vi har de tilladelser og godkendelser, der skal til for at lave undersøgelserne. Alt er lavet i fuld åbenhed med Københavns kommune, oplyser Troels Wenzel, market- og projectdirector ved COWI, der står får undersøgelserne.
Samtidig mener Troels Wenzel, at dyrelivet på Lærkesletten ikke tager skade, da tidspunktet ifølge dem er det rigtige.
Det mener også den adminstrerende direktør for By & Havn:
- Vi har prøvet at tage mest muligt hensyn til det tidspunkt på året, det ville være bedst at lave de her undersøgelser på, og derfor er vi kede af, hvis det ikke kan laves indenfor de fire dage, der er sat af til det, siger Anne Skovbro.
De sidste to dage har politiet på stedet forholdt sig passive i forhold til demonstranterne. Men hvis de fortsat blokerer for maskinerne, må politiet fjerne dem, lyder det fra By og Havn.
- Hvis det er sådan, så må det selvfølgelig være en politisag, siger hun.
Direktøren for By og Have håber dog på en fredelig løsning for alle.
Onsdagens aktion
Med Vejlandskvarteret får vi en ny fantastisk, grøn københavnerbydel med 2.000 bæredygtige boliger bygget i træ – det første kvarter af sin slags i Danmark i den skala.
Aktionen onsdag startede med, at gruppen omkransede kranen, der står for at dunke jorden. Her valgte en kvinde at gå så tæt på kranen, at den ikke kunne bruges uden risiko for personskade.
Derfor blev politiet tilkaldt, og ifølge Frej Pries Schmedes valgte politiet at stoppe forkomprimeringsforsøgene for den dag.
Efterfølgende gik gruppen hen til de to drænsystemer, som By & Havn har etableret for at måle opsivningen af metangas. Drænsystemerne er dækket af sort geotekstil. Her satte gruppen kors med fuglearter skrevet på.
- Vi lavede et sorgtog hen til metanmassegravene, og satte korsene i jorden for at indvie arternes gravplads. Men vi vil jo virkelig ikke have, at Lærkesletten bliver en massegrav, og der er derfor vi står imod, siger stifteren af Arternes Ambassade København.
Københavns nye, grønne bydel
Den socialdemokratiske overborgmester i København, Frank Jensen (S), ser positivt på projektet. Han har tidligere udtalt til TV 2 Lorry, at København er nødt til at følge med det stigende antal af nye borgere.
- København skal også i fremtiden være en grøn storby, hvor vi har plads til mennesker med en almindelig indkomst. Med Vejlandskvarteret får vi en ny fantastisk, grøn københavnerbydel med 2.000 bæredygtige boliger bygget i træ – det første kvarter af sin slags i Danmark i den skala, fortalte han i marts 2019 til TV 2 Lorry.
I marts 2019 stemte et flertal af politikerne på Christiansborg for affredningen af tre naturområder i København, og derfor kan det nye Vejlandskvarter blive en realitet.
Siden 1. april 2019 har By & Havn og PensionDanmark løbende foretaget undersøgelser på Amager Fælled. Blandt andet for at teste jordforholdene via jordprøver.
Aktivisterne fortsætter, så længe det er nødvendigt:
- Vi bliver ved lige så længe, at Lærkesletten er i fare for at blive dunket. Vi skal bevare de sidste rester af vild natur i København. Der skal ikke forsvinde en millimeter mere, afslutter Frej Pries Schmedes.
Forkomprimeringsforsøgene forventes at tage 3-4 dage.
Sådan udføres forkomprimeringsforsøgene
- Forkomprimering af lossepladsfyld i to felter på ca. 15x15 meter.
- Komprimeringen foretages ved at lade et tungt lod falde fra cirka 15 meters højde.(Eksempelvis fra en kran med faldlod).
- Loddet falder gentagende gange i et fastlagt mønster inden for testfeltet.
- Undersøgelserne skal vise effektiviteten af forkomprimeringen, så det sikres, at jorden er fast og ikke falder sammen efter bygninger, veje m.v. er anlagt.
- Forkomprimeringsforsøgene ventes at tage 3-4 dage.