"Bemærkelsesværdig" manifestation på Christiania to dage i streg - politiet trak stavene

Kriminelle grupperinger manifesterer sig på Christiania. Københavns Politi er opmærksom på det.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To dage i træk har kriminelle grupperinger markeret sig på Christiania. 

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry. 

Der er tale om såkaldte manifestationer, hvor en stor gruppe af kriminelle i samlet flok har bevæget sig mod Pusher Street for at sende et signal til andre grupper om, at de er til stede. 

Først skete det tirsdag. Her var politiet ikke selv til stede, men de hørte om episoden efterfølgende. 

De var derfor på pletten, da det skete igen onsdag - denne gang var det en anden gruppering. 

- Man kan godt få en opfattelse af, at det ene er et modsvar på det andet, siger Simon Hansen, vicepolitiinspektør og leder af Operativ Specialafdeling i Københavns Politi, til TV 2 Lorry. 

Politiet har hverken sigtet eller anholdt nogen ved episoderne, da grupperingerne ikke gjorde noget ulovligt. 

Men onsdag måtte politiet dog gribe ind for at få dem væk fra området. 

- De har ikke været truende, men de var trods alt så målrettede, at vi måtte trække stave og bruge peberspray for at få dem standset op og registreret, siger Simon Hansen. 

50 personer

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere, hvilke kriminelle grupperinger der er tale om. 

- Men vi betragter dem som nogen, der har en relation til den organiserede hashhandel, siger Simon Hansen. 

Politiet vurderer, at omkring 50 personer var en del af manifestationen onsdag. 

- I antal og udstråling var de ret tydelige omkring, hvad de vil, så hvis den almindelige borger så dem, er jeg ret sikker på, at vedkommende vil opleve det som utrygt. Det er ikke bare en gruppe af unge mænd, der går en stille og rolig tur, siger Simon Hansen.

Københavns Politi fortæller, at sådanne manifestationer er et kendt greb, som de kriminelle grupperinger gør brug af. 

- Det er ikke atypisk, at sådanne grupper tager ud og viser, at de hører til et bestemt sted. Men det var bemærkelsesværdigt, at det lå to dage i træk, siger Simon Hansen. 

Han fortæller, at Københavns Politi ikke ser på sådanne episoder med milde øjne. 

- Det er ikke i sig selv ulovligt, men borgere på Christiania har ligeså vel som alle andre borgere ret til at føle sig trygge, hvor de bor, siger han. 

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_



Nyheder

40_percent

Jens smittet med TBE-virus efter flåtbid: Mit hoved var ved at eksplodere

vanding i have

Kommune indfører særlige regler for vanding – borgere risikerer bøde

brystkræft, mammografi, screening, kræft, region hovedstaden

Måtte vente længere på screeninger - 264 kvinder med brystkræft kan søge erstatning

Vis mere
Odderbro

Sjældent rovdyr vender tilbage til Sjælland: Nu skal særlig bro hjælpe dem gennem trafikken

flåter TBE borrelia skadedyr sygdomme natur

Vaccinationssteder er lagt ned af danskere, der vil have skud mod alvorlig flåtvirus

Vis mere