Brudt vandledning skaber tung trafik: "Asfalten synker"

Vandet fra den sprængte ledning skyller sandet væk under vejenes asfalt.

Opdatering klokken 14.38
Københavns Politi oplyser, at afspærringerne nu fjernet fra H.C. Andersens Boulevard, og at alle vognbaner igen er åbne.

Et brud på en vandledning skabte tidligt onsdag morgen en noget tung trafik i København.

Vandledningen sprang tirsdag eftermiddag i krydset ved H.C. Andersens Boulevard og Ny Kongensgade, og som konsekvens er flere af vognbanerne på H.C. Andersens Boulevard spærret.

Det skyldes, at vandet fra den sprængte ledning skyller sandet væk under vejenes asfalt, oplyser vagtchef hos Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, til TV 2 Lorry.

- Det skyller sandet væk under asfalten, så det synker. De har arbejdet hele natten på at få lukket for vandet i første omgang.

TV 2 Lorrys medarbejder på stedet oplyste onsdag morgen, at trafikken da var "ekstremt" tung fra Amager mod indre by.

Desuden lød det, at der er gravet et stort hul foran Restaurant Flammen på H.C. Andersens Boulevard 37.

Flere spor fortsat spærret

Flere borgere var tirsdag uden vand efter et akut brud på en vandledning.

Estimatet lød på at cirka 370 ”enhedsadresser” var uden vand. En enhedsadresse er det samme som postkasser – og herunder hører også restauranter og erhverv.

HOFOR har arbejdet på stedet hele natten, men først klokken 5 onsdag morgen kunne kunderne igen få vand ud af hanerne.

Det oplyser HOFOR til TV 2 Lorry.

Onsdag formiddag er der fortsat kun et enkelt spor åbent i indadgående retning fra krydset ved Ny Kongensgade.

De to inderste vognbaner er fortsat spærrede, oplyser Københavns Politi.

"Der arbejdes på at placere køreplader på vejen, så alle spor kan benyttes," skriver politiet på Twitter.

Politiet forventer, at alle spor kan benyttes ved 12-tiden onsdag.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik