Christianitterne er trætte af mystisk hæveautomat: ”Vi har bedt politiet om at fjerne den”

En hæveautomat monteret på en mindre lastbil blev i slutningen af august placeret på Christiania ved Pusher Street. Nu er politiet gået ind i sagen.

Normalt kan der hæves penge i flere automater omkring fristaden Christiania på Christianshavn, men for tiden er mulighederne færre – og så alligevel ikke.

Mens Nordea har lukket bankens to hæveautomater på Torvegade på Christianshavn tæt på Christiania, så er det fortsat muligt at hæve penge på selve fristaden.

Det skyldes, at det siden slutningen af august har været muligt at tilgå en mobil hæveautomat på Christiania nær Pusher Street – en mulighed for at hæve penge, der ikke falder i god jord hos alle christianitter.

Ifølge Hulda Mader, der er talsperson for Christianias pressegruppe, ved de ikke, hvem der har kørt hæveautomaten ind på fristaden, men én ting ved de: Den skal fjernes.

- Vi har prøvet at komme af med den i enormt lang tid. Vi har bedt politiet om at fjerne den. Vi vil meget gerne af med den, siger Hulda Mader til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Der er ikke nogen fra Christiana, der har givet tilladelse. Den er blevet kørt ind af nogen, som vi ikke ved, hvem er.

Irriteret over lukning af automater

Nordeas to hæveautomater nær Christiania blev lukket for at bekæmpe økonomisk kriminalitet på fristaden, hvor kontanter blandt andet bliver brugt til at købe hash og andre former for narkotika.

Siden da har Danske Bank også fulgt trop og lukket sine hæveautomater nær Christiania.

Lukningen af Nordeas hæveautomater ser Hulda Mader dog ikke nær så positivt på. Hun så hellere, at automaten på fristaden blev lukket frem for Nordeas.

- Vi synes, det er lige lidt for voldsomt, at man ikke kan hæve penge hos Nordea. Folk på Christianshavn er irriterede over det, og det er da heller ikke sikkert, at folk hæver penge til at købe hash for, siger Hulda Mader.

Politiet er opmærksomme på automaten

Københavns Politi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om udbyderen af hæveautomaten på Christiania, og de kan heller ikke sige noget om udsigten til, at den eventuelt bliver fjernet. 

I et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol oplyser politiet, at de er "opmærksomme på den pågældende hæveautomat, og at de er i dialog med relevante parter."

Søndag skal christianitterne på et fællesmøde blandt andet tale om den pågældende hæveautomat på fristaden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik