Cyklistforbundet efter politiets bommert: ''Kom ind i kampen''

På baggrund af Københavns Politis overtrædelse af loven i jagten på cykeltyve vil Cykelforbundet have politiet til at gå mere aktivt til værks.

Omkring 3.800.

Så mange cyklister blev standset og fik tjekket stelnummeret på cyklen i februar måned. Lige så mange lovovertrædelser begik Københavns Politi.

For der var ikke lovhjemmel til at standse cyklisterne.

- Vi kan konstatere, når vi kigger i juraen, at vi har begået en fejl i forhold til fortolkningen af færdselsloven, erkender chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Søren Thomassen overfor TV 2 Lorry.

quote Jeg håber, det her er et slag over nallerne med en cykelkæde om, at det her med cykeltyverier, det skal politiet altså til at tage alvorligt.

Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet

Nu får fejlen Cyklistforbundet til at reagere.

Her håber man, at Københavns Politis brøler vil få dem til at sætte et øget fokus på cykeltyverierne i København i fremtiden.

- Jeg håber, det her er et slag over nallerne med en cykelkæde om, at det her med cykeltyverier, det skal politiet altså til at tage alvorligt. I stedet for bare at kontrollere stelnumre, så kom ind i kampen og debatten, der tordner derudaf i øjeblikket, siger Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet, til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Klaus Bondam
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Konkret mener han, at der skal helt andre løsninger til, når cykeltyvene skal bekæmpes.

- Skal vi have en form for registrering? Et moderne stelnummersystem? Skal vi have øgede ressourcer til det her? Der er en debat i gang, som det vil være rigtig positivt, hvis politiet kom mere aktivt ind i, udtaler direktøren og slår fast:

- Det er da ekstremt klodset af politiet, men jeg tror sådan set, meningen har været god.

Blev ulovligt stoppet af politiet

Den holdning står han ikke alene med.

Katrine Grothe var en af dem, der blev stoppet, og hun mener ikke, at initiativet skød helt ved siden af skiven.

- Først og fremmest synes jeg jo, at det var en god indsats. Jeg bor på Nørrebro, så jeg ved godt, hvordan det er at få stjålet en cykel, så på den måde synes jeg jo, at det er en rigtig god idé, siger hun til TV 2 Lorry.

Men hvad tænker du om,  at politiet bryder loven i forsøget?

- Det var da dumt, de ikke lige havde fået det kigget ordentligt igennem og undersøgt, om de måtte. Men igen synes jeg jo, at indsatsen som sådan er god. Jeg ville også en anden gang stoppe op og tale med dem. Men der er selvfølgelig et princip om, at politiet skal have lovhjemmel til det, de gør, svarer hun.

TV 2 Lorry har spurgt flere cyklister i København, hvordan de ville reagere, hvis de blev stoppet af politiet.

- Altså jeg ville have det okay med det. Jeg har selv fået stjålet, jeg ved ikke hvor mange cykler, og det er bare pisseirriterende, siger Tina Wilbur, der er meget afhængig af sin cykel i hverdagen.

- Selvom det er et ærværdigt formål, så skal man jo stadig have lovhjemmel for det man laver, svarer Lene Juel, som TV 2 Lorry møder på Nørreport.

- Fordi det er ulovligt, kan jeg godt se, at det ikke var i orden, men personligt vil jeg ikke have noget problem med at blive tjekket, svarer Maria Lindgaard Breitenstein, som selv har oplevet at få stjålet to cykler.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

chefpolitiinspektør Søren Thomassen
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Københavns Politi vil heller ikke udelukke, at de vil kigge på andre løsninger og en eventuel ændring i lovgivningen.

- Vi har lært noget af den fejl, vi har begået her, og det retter vi selvfølgelig ind efter. Nu vil vi lave en generel opsamling, og om man så kigger på lovgivningen, det er også en mulighed, siger Søren Thomassen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik