Klokken er fem minutter i 10. Og som på alle andre morgener på natcaféen Klare på Vesterbro i København, så er det tid til udsmidning af nattens overnattende hjemløse kvinder.
Værestedet lukker som stort set alle andre overnatningssteder for hjemløse klokken 10, og så er der lukket indtil klokken 19.30.
- Fem minutter. Five minutes, siger Ea Lundgaard højt, hver gang hun banker på og åbner en dør ind til stedets 20 overnattende kvinder.
- De sidste er ved at pakke sig sammen. De skal have de sidste minutter med, før de skal ud, fortæller Ea Lundgaard.
Hun er konstitueret leder på natcaféen Café Klare i Lyrskovgade i København, og følelsen hun får, når hun går fra dør til dør hver formiddag, er ikke rar.
- Jeg føler mig umenneskelig, når jeg smider dem ud. De har ingen steder at gå hen. Vi ville ønske, at vi ikke skulle lukke kvinderne ud på gaden i så mange timer. Eller at der var et sted med åbent i dagtimerne.
Hun fortæller, at de fleste bare går ned af trappen og ind på Vesterbro Bibliotek, som ligger i bygningen lige ved siden af.
Her sidder de hele dagen, indtil de igen kan komme tilbage på Café Klare.
"Du føler dig hverken i live og heller ikke død. Det er tortur"
Jana, som er hjemløs og fra Slovakiet, er ved at pakke sine ting efter endnu en nat på Café Klare. Hun kom til Danmark for 14 år siden med en god opsparing, men den er for længst væk. Derfor er natcaféen blevet hendes nattely.
Vi er alle kronisk trætte. Vi får aldrig en ordentlig søvn.
Spørg Os - Formular
_
Jana suger de sidste minutter ud af sin seng på sit tilholdssted hos Klare, inden hun finder ly på biblioteket. Hun er træt og føler sig altid træt.
- Vi er alle kronisk trætte. Vi får aldrig en ordentlig søvn. Og du føler dig hverken i live og heller ikke død. Det er tortur, siger Jana, mens hun pakker sine ting.
Janas personlige ejendele skal hun nemlig tage med sig, når hun forlader Café Klare - også selvom hun vender tilbage til natcaféen samme aften.
- De har så meget, de skal slæbe på, fortæller Ea Lundgaard, for de har kun et meget lille skab her, og de aner ikke, om de får den samme seng eller det samme værelse.
- Selv, når de skal på toilettet, skal de have deres ting med, for ellers bliver stjålet. De har aldrig ro, siger lederen for Klare.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hun beskriver de hjemløses dårlige nætter med larm, nye indflyttere og sovesale med fem personer.
- De bliver drænet for ressourcer, for på biblioteket må de for eksempel ikke sove. De bruger alle deres ressourcer på bare at komme i gennem dagen, siger Ea Lundgaard.
Da Jana har forladt Klare sammen med sin bagage og lister ind på biblioteket, møder vi hjemløse Leon, som også søger ly på biblioteket i Lyrskovsgade.
Han mistede job og lejlighed under coronaepidemien. Han har igen i nat sovet på herberget Himmelekspressen på Vesterbro. Her bliver de overnattende allerede sat på gaden klokken 8 om morgenen.
- Vi har ingen steder at være, fortæller Leon omgivet af bibliotekets boghylder, hvor han søger tilflugt hver dag.
- Især om vinteren er det slemt ikke at have et sted. Om sommeren finder man jo ud af det.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Svært at leve op til egne mål for Sociolancen
TV 2 Kosmopol har over en længere periode fulgt Sociolancen, når den kører ud til Københavns udsatte borgere. Én af de vigtige opgaver for Sociolancen er "at opsøge socialt udsatte og formidle kontakt til rette tilbud, for eksempel: Væresteder, herberg og natcafeer".
Men netop den opgave er svær for Sociolancen, for i de fleste dagtimer har de ingen steder at aflevere de udsatte borgere.
(Artiklen fortsætter under billedet)
TV 2 Kosmopol er med, da Sociolancens to medarbejdere René Pedersen og Søren Lund forsøger at hjælpe en stærkt påvirket mand på Københavns Hovedbanegård. De kæmper for at finde et sted at aflevere ham. Ét af forsøgene er at ringe til herberget Sundholm i København.
- Kan han sidde hos jer et par timer?, spørger paramediciner Søren Lund over mobilen fra hovedbanegården. Men der er fyldt op på Sundholm.
Sociolancens to medarbejdere ender med at hjælpe den hjælpeløse mand på toget, for de ved ikke, hvor de ellers skal gøre af ham. Det er en løsning, de nogen gange på ty til.
- Pas på dig selv, når de to socialarbejdere lige at råbe til ham, før togets døre smækker i.
- Desværre kan vi ikke hjælpe ham på andre måder. For vi har ingen steder at gøre af ham, fortæller Søren Lund tydeligt påvirket.
- Det føles ikke særlig godt. Det føles som om, at jeg ikke gør mit arbejde færdigt. Det er en følelse af afmagt, konstaterer Søren Lund og kigger hovedrystende over på sin kollega René Pedersen med kommentaren:
- Øv, det er pisseirriterende.
- Der mangler virkelig et sted til dem, der ikke har det godt nok til at være på gaden, og som har brug for varme, få noget abstinensbehandling eller bare få noget omsorg.
Må sende syge kvinder tilbage på gaden hver morgen
Tilbage på natcaféen Klare har lederen det på samme måde.
Særligt svært er det for lederen Ea Lundgaard, når én af de overnattende kvinder har feber eller influenza.
- Det er ikke værdigt, at der ikke er et sted de kan være. Og det er ni en halv time hver dag, og særlig slemt, når de er syge.
Mest af alt er Ea Lundgaard ked af, at det betyder, at brugerne aldrig får det overskud til at tænke frem og få styr på deres situation.
- Vi har en socialpædagog og socialrådgiver, der kunne hjælpe dem videre. Men brugerne er jo drænede for overskud, når de ikke får ordentlig søvn og ro igennem dagen. Hver dag er en ny kamp for dem, siger Ea Lundgaard.
TV 2 Kosmopol forsøger at få en kommentar til problematikken fra Københavns socialborgmester, Karina Vestergård Madsen.
Du kan se alle afsnit i serien Udrykning med omsorg herunder:
