Oversigt

Seneste nyt

Efter flere års pause: Juleattraktion vender tilbage til Kongens Nytorv

Nærmest ud af det blå kommer nyheden om, at der i løbet af december åbner en stor skøjtebane på Kongens Nytorv i København.

Dermed kan de skøjteglade efter mange års fravær atter glæde sig til en tur rundt på pladsen midt i juletiden.

I modsætning til førhen, bliver banen dog ikke rund som det ses på arkivfotoet. I stedet bliver banen firkantet.

Det er CHANEL og Copenhagen Christmas / KBH - Commerce & Culture (KCC), der har samarbejdet om at få skøjtebanen tilbage.

Den 300 kvm. store skøjtebane vil være på Kongens Nytorv fra den 11. december til den 22. december, og den vil i være åben alle ugens dage i tidsrummet kl. 10.00-18.00.

Desuden er den gratis at benytte sig af, oplyser KCC i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke muligt at tage sine egne medbragte skøjter med. Her skal du låne gratis skøjter af arrangørerne.

Det fortæller Tara Ghader-Panah, der er presseansvarlig for CHANEL Denmark, og oplyser, at man skal booke en tid til banen.

Bookingen sker via en QR-kode, der bliver offentliggjort op til åbningen.

Her kan du få et overblik over de øvrige skøjtemuligheder i hovedstadsområdet.