Et af Skagen-maleren P.S. Krøyers mest kendte værker er blevet reddet fra at blive flammernes bytte i den brand, der tirsdag morgen hærger Børsen-bygningen i København.
Tv-billeder viser, hvordan billedet "Fra Københavns Børs" bæres ud af bygningen og ind i sikkerhed.
Der måtte fem-seks personer til at bære det store billede væk. Billedet måler to en halv meter på den ene led og fire meter på den anden led.
Billedet er malet i 1895 og er et gruppeportræt af en lang række af børsfolk, som står i Børssalen.
Blandt dem finder man den store erhvervsmand C.F. Tietgen, der blandt andet var med til at stifte Privatbanken, Burmeister & Wain og De Danske Sukkerfabrikker.
Flere andre malerier er også reddet ud fra den brændende historiske bygning.