Her bliver parkeringspladser nu inddraget - skal give plads til øl og kaffe

Et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation har afsat penge til, at barejere og restauratører i København kan inddrage parkeringspladser og fortove til udeservering endnu et år.

Vi har passeret jævndøgnet, og solen viser sig igen på daglig basis. Temperaturerne stiger, og det samme gør lysten til at nyde en kold øl eller en god kop kaffe i solen.

Og det bliver der i år ekstra gode muligheder for i København.

Et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation har nemlig afsat 2,8 millioner kroner til at inddrage p-pladser til fordel for udeservering.

Beslutningen vækker begejstring hos Horesta, brancheorganisationen for Hotel-, Restaurant- og turisterhvervet.

- Vi er rigtig glade for det. Det er en kærkommen hjælp til turisme- og oplevelseserhvervet i vores hovedstad, som har været hårdt ramt af covid-19-pandemien, siger Kristian Nørgaard, politisk direktør i Horesta.

Ifølge Kristian Nørgaard er det ikke kun restauratørerne, der vil få glæde af tiltaget.

- Vi har set, at københavnerne og turisterne har taget udeservering til sig, så det er en mulighed for, at vi kan indhente lidt af det tabte, samt have mere udeservering under solen, som vores gæster efterspørger, fortæller Kristian Nørgaard.

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), glæder sig også over aftalen og muligheden for udvidet udeservering.

- Oven på en hård periode med corona og stigende råvarepriser, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at genstarte København, så vi kan få vores byliv og erhvervsliv tilbage. For selvom corona efterhånden er et overstået kapitel, er der ingen tvivl om, at mange erhvervsdrivende stadig er i knæ, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun peger også på, at udeserveringens succes afhænger af hensynet til de omkringliggende beboere.

- Med ordningen giver vi en håndsrækning til de københavnske restauranter og caféer i hele byen, så der kan komme endnu flere til bords i sommermånederne. For at det skal fungere for alle, skal der selvfølgelig tages hensyn til de tætteste naboer i forhold til mulige støjgener, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hensynet til serveringsstedernes naboer er man også opmærksom på hos Horesta.

- Det er klart, at der vil komme noget støj, men netop derfor skal udeserveringen pakkes ned inden klokken 22, siger Kristian Nørgaard, politisk direktør i Horesta.

Muligheden for udvidet udeservering løber fra den 1. juni til den 30. september, og det er kun gældende i 2022. 

Hos Horesta håber man, at sommerens erfaring kan skabe grobund for en permanent ordning.

- Der er et ønske om mere udeservering blandt gæsterne såvel som i branchen. Derfor kunne vi godt tænke os, at vi på bagkant af udeserveringen i år, i samarbejde med branchen, beboere og politikere, får kigget på muligheden for en permanent ordning, som vores medlemmer kan navigere efter, siger Kristian Nørgaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik