Hollandske coffeshops må sælge hash - men køber den af kriminelle

Amsterdams lovlige coffeeshops er tvunget til at handle med kriminelle for at få cannabis til deres butikker. Et flertal af Københavns politikere ønsker at legalisere hash, for at minimere kriminalitet. Men det er ikke lykkedes i Holland.

- Så længe cannabissen er udenfor denne dør, er den ulovlig.

Det fortæller Yari Dekker fra baglokalet til en af sine butikker i Amsterdam. Han er medejer af Coffeeshops.com, som driver en række coffeeshops i Holland.

Yari Dekker er, ligesom sine andre coffeeshop-ejere, tvunget til at handle med kriminelle, når han skal forsyne sine lovlige coffeeshops med cannabis-produkter til de mange daglige besøgende.

På trods af at den hollandske tolerancepolitik, der afkriminaliserer brugere af cannabis, snart har eksisteret i 50 år, så indebærer ”coffeeshop-modellen” fortsat et kriminalitetsproblem. For produktionen og transporten af cannabisprodukterne er ulovlig, men det er tilladt for de hollandske coffeeshops at have op til 500 gram cannabis liggende på lager med henblik på videresalg.

- Det er et paradoks, konstaterer Yari Dekker.

Hans familie har drevet coffeeshops siden midten af 1980'erne og sælger en række cannabisprodukter herunder hash, skunk og kager. Ifølge Yari overholder butikkerne de mange restriktioner, som den hollandske afkriminaliseringspolitik kræver for at drive en coffeeshop. Alligevel er han nødt til at forholde sig til den hollandske models kriminelle bagside.

- På gaden må du maksimalt have 5 gram på dig. Men for at genopfylde mit butikslager, vil hver leverance kræve meget mere end 5 gram. Derfor er jeg nødt til at hyre folk til at udføre ulovligt arbejde, fortæller Yari Dekker, der estimerer, at hver af hans butikker dagligt sælger 500-700 gram cannabis.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Coffeeshopejeren Yari Dekker står ved den bagdør i sin butik, hvor han køber hashen direkte fra kriminelle.
Coffeeshopejeren Yari Dekker står ved den bagdør i sin butik, hvor han køber hashen direkte fra kriminelle.

Fænomenet kaldes "Det hollandske bagdørsproblem". Det repræsenterer et paradoks i den hollandske cannabismodel. For hvor brugere kan købe og indtage små mængder cannabis i forbindelse med en coffeeshop uden frygt for straf, er det fortsat ulovligt for ejerne at anskaffe store mængder cannabis til butikkerne. Og det skaber grobund for forretning for organiserede kriminelle.

- Bagdørsproblemet betyder, at forsyningen stadig er i hænderne på kriminelle og uden regulering. Så det er et stort kriminalitetsproblem, påpeger professor Dirk Korf, kriminolog og mangeårig forsker på området hos University of Amsterdam. 

Det viser, at den hollandske model ikke løser det formål med at hive markedet væk fra de kriminelle, som Københavns Borgerrepræsentation ønsker ved at legalisere hash. 

Kriminelle metoder en nødvendighed

Selvom Yari Dekker er stolt af sit erhverv og bestræber sig på at undgå ulovlige aktiviteter, har han flere gange oplevet at måtte operere på den forkerte side af den hollandske cannabislov.

- Jeg har følt mig kriminel. Jeg ved, hvordan det føles at køre rundt med fem kilo cannabis. Selvfølgelig er du stresset, fortæller han til TV 2 Kosmopol.

I dag forsøger Yari Dekker at fokusere på den indre og tilladte del af virksomheden. Alligevel står han og andre coffeeshop-ejere overfor den kriminelle bagside af den hollandske model. Han opremser striben af ulovligheder, han ofte er tvunget ud i:

- Jeg bliver nødt til at opbevare det ulovligt, jeg bliver nødt til at pakke det ulovligt, og jeg bliver nødt til at hyre folk til at bringe det illegalt rundt.

Og derudover giver det andre udfordringer for ham, at ikke alt i forretningsgangen er lovligt.

- Vi kan ikke blive forsikrede, og vi kan ikke få et lån i banken, siger Yari Dekker. 

Mødet med mellemmanden

Hvor Yari Dekker beskriver den kriminalitetsrelaterede side af sin forretning som et nødvendigt onde, ser professor Dirk Korf dog en større udfordring med bagdørsproblemet.

- Den sociale accept af coffeeshops kan betyde, at det virker okay at være involveret i cannabismarkedet, forklarer Dirk Korf.

En forklaring, der bekræftes af en mellemmand – en såkaldt ”mægler” – som TV 2 Kosmopol møder i baglokalet til Yaris coffeeshop.

- For mig er det ligesom at handle med kartofler eller blomkål, forklarer mægleren, som udmærket er bevidst om, at hans arbejde er kriminelt.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

- For mig er det ligesom at handle med kartofler eller blomkål, forklarer hash-leverandøren, som udmærket er bevidst om, at hans arbejde er kriminelt.
- For mig er det ligesom at handle med kartofler eller blomkål, forklarer hash-leverandøren, som udmærket er bevidst om, at hans arbejde er kriminelt.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Mægleren står for kontakt til illegale producenter og transport af store mængder cannabis til coffeshops,

- Vi kontrollerer om produktet er i orden for coffeeshop-ejeren. Hvis de siger ja, sker der en transaktion, og så bringer jeg varerne til ejere som Yari, siger han.

Mægleren ønsker at forblive anonym, da han arbejder på den forkerte side af loven. Selvom han hævder, at han ikke arbejder direkte sammen med organiserede kriminelle bander. Dog forklarer Yari Dekker, at der er organiseret kriminalitet involveret et eller andet sted i forsyningskæden.

Noget som bekræftes af Dirk Korf.

- Der er organiseret kriminalitet involveret. Men det var aldrig hensigten med coffeeshop-modellen.

En mulig legal fremtid

Yari Dekker håber på en fremtid, hvor Hollands producenter af cannabis også bliver afkriminaliseret, så han og hans samarbejdspartnere ikke længere behøver at operere på den forkerte side af loven. Han mener også, at en sådan ændring ville have samfundsmæssige fordele.

- Alle trin, der tages, inden produktet når frem til coffeeshoppen, er stadig ulovlige. Og der er derfor færre skatter at indsamle, end hvis man legaliserede hele forsyningskæden.

Dirk Korf tror også på, at Holland er ved at være moden til, at landets snart 50 år gamle model udvikles.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

- Forsyningen af cannabis er stadig i hænderne på kriminelle. Så det er et stort kriminalitetsproblem, siger professor Dirk Korf, kriminolog, University of Amsterdam.
- Forsyningen af cannabis er stadig i hænderne på kriminelle. Så det er et stort kriminalitetsproblem, siger professor Dirk Korf, kriminolog, University of Amsterdam.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

- Den politiske debat er fortsat i lang tid. Vi bør tage det næste skridt.

Yari Dekker og Dirks Korf kan muligvis se frem til et fremtidigt mere legaliseret hollandsk cannabismarked. I hvert fald har de hollandske myndigheder, efter næsten 5 årtier med coffeshop-modellen, nu igangsat en forsøgsordning med legalisering af cannabis i 10 kommuner.

- 10 byer vil være cases for licenserede coffeeshops, hvor alt fra frø til joint vil være under kontrol. Og første forsøgsbyer starter i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik