København er på vej mod overturisme

Turisterne er ved for alvor at vende tilbage til København efter to år med corona. Det skaber glæde hos mange, men også bekymring hos nogle af dem, der bor i Indre København, hvor turistpresset er størst.

Det er ikke altid lige nemt for Mads Aarup at komme ud ad sin port i Magstræde i Indre København. For Magstræde er den ældste gade i København, og utallige turistgrupper lægger hver dag vejen forbi.

- Tit er der jo måske 5-10 grupper i gaden samtidig. Så der kan være op til 200 turister i gaden på en gang, fortæller han.

Ofte larmer det meget, når guiderne stiller sig op og fortæller historier om os danskere og om København – nogle gange oven i købet med mikrofon og højtaler, så deres snak runger gennem den snævre gade.

Om natten er det turisternes evige rullekufferter der generer, når de bliver trukket frem og tilbage over gadens brosten. For husene i Magstræde er fredet, og derfor har de kun et-lags-ruder.

Turister vender tilbage

Endnu er antallet af turister dog ikke så højt som før corona, forklarer Mads Aarup. I 2019 slog turismen rekord med over 9,5 millioner overnatninger i København. Men Mads Aarup synes allerede, at der er nok turister og savner ikke tiden før corona-nedlukningen.

Kilde: Wonderful Copenhagen
Kilde: Wonderful Copenhagen


Lidt derfra bor Lotte Juul. Hun er formand for Stræderne og Strøgets Beboerforening, og hun er også godt træt af de mange turister.

- Altså det vi jo især oplever er generende, det er de enormt mange, store turistbusser, som kører rundt i de meget smalle gader. De er så store, så de faktisk ikke kan komme rundt om hjørnet, uden at køre op på fortovet, siger Lotte Juul.

Beboerne i Indre By er trætte af de mange turistbusser.
Beboerne i Indre By er trætte af de mange turistbusser.
Foto: TV2 Lorry


Og så er hun og en del af foreningens medlemmer kede af, at masseturismen ændrer bybilledet. Det samme er Bent Lohmann, der er formand for Indre Bys Lokaludvalg. Han fortæller blandt andet, at der er kommet mange flere turistbutikker de seneste år.

- Du kan ikke finde en almindelig fødevareforretning i Middelalderbyen at købe ind i, og det er fordi butikkerne er møntet på turisme, siger han.

Bent Lohmann oplever også, at mange borgere i indre by har fået nok.

- Jeg frygter, at der bliver en fuldstændig affolkning af Middelalderbyen. Og at det bliver et oplevelsescentrum, der er fuldstændig uinteressant for københavnere og danskere.

Ændrer på bybilledet

Bent Lohmann er ikke i tvivl om, at Københavns Indre By er ramt af overturisme.

Og der kan godt være noget om snakken, mener Jon Sundbo, der er professor ved Center for Turismeforskning på RUC.

- Det er på vej mod overturisme. Det er ikke så slemt, som det er i nogle byer, men man kan se tendenserne, og nogle reaktioner fra borgere, politikere og nogle forskere, siger han.

Hos turismeorganisationen Wonderful Copenhagen mener man ikke, at der kan sættes en grænse for antallet af turister.

- Jeg mener ikke, at man kan sætte et tal for, hvor mange turister, der kan være, eller for den sags skyld, hvor mange borgere, der kan være i byen. Byer er i udvikling, destinationer er i udvikling, og sådan er det, forklarer adm. direktør, Mikkel Aarø-Hansen.

Flere europæiske byer har overturisme

Hvorvidt der faktisk er tale om overturisme, kan faktisk også være svært at afgøre, forklarer Jon Sundbo.

- Overturisme er jo ikke noget, hvor man sådan kan sætte et bestemt antal ud fra en eller anden teknisk målestok. Men det er når borgerne reagerer og siger, nu er det nok, siger han.

Det er fortsat Den lille havfrue turisterne flokkes om i København.
Det er fortsat Den lille havfrue turisterne flokkes om i København.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Og det er netop sket i en række europæiske byer på det seneste. I Venedig har man for nylig indført et gebyr for at besøge byen. I Amsterdam er turistbureauerne holdt helt op med at reklamere for byen, og i Barcelona, hvor borgerne flere gange har demonstreret mod turismen, har myndighederne nu blandt andet indført midlertidigt stop for nye hoteller.

Vigtigt med lokal opbakning

Hos Wonderful Copenhagen er man helt klar over vigtigheden af den lokale opbakning.

- Turismen er til for lokaløkonomien, og for det lokale samfund, og for at skabe et bedre samfund, og derfor er lokal opbakning jo et utrolig vigtigt parmeter at arbejde med, siger Mikkel Aarø-Hansen.

Derfor er Wonderful Copenhagen nu gået over til at markedsføre andre områder end indre by.

Og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har for nylig besluttet, at Toldbodgade skal gøres mere fredelig ved at fjerne mange af de busser, der transporterer turister til  og fra Amalienborg. Men ikke alle borgere er overbevist om effekten af de tiltag.

De håber, at man vil lægge låg på hotelbygning og krydstogtskibe og sætte en stopper for turistbusserne i hele Indre By.

- Vi har en meget stor appel til politikerne om, at man begynder at lægge nogle planer for, hvordan man vil have turismen, siger Lotte Juul.

En løsning, som Wonderful Copenhagen til gengæld har svært ved at spise.

- Jeg tror generelt ikke, at løsningen er at lægge et loft på noget altså. Turismen og turismens struktur i Hovedstaden er faktisk en værdikæde, kulturinstitutionerne lever af internationale gæster, og lufthavnen lever af krydstogter og så videre, siger Mikkel Aarø-Hansen.

Borgmester afviser loft over turisme

Københavns borgmester for Beskæftigelse og Integration, Jens-Kristian Lütken (V), er heller ikke klar til at lægge loft over antallet af krydstogtskibe, selv om han medgiver, at der er en tendens til, at der er for mange turister nogle steder i København. Til gengæld ser han gerne, at man bliver bedre til at fordele krydstogtskibene over tid.

- Jeg tror, vi skal arbejde med, hvornår de anløber, og sørge for, at krydstogtgæsterne bliver mere spredt rundt i byen, men jeg vil være meget imod at sige, at krydstogtskibe med mange potentielle gæster ikke må anløbe København.

Og generelt tror borgmesteren på, at problemerne kan løses, selv om der kommer flere turister.

- De problemer, der opstår, når der kommer mange mennesker til København, dem må vi håndtere, vi skal bare huske på, at det betyder rigtig meget, at vi får turisme til København, og det skaber en masse arbejdspladser.

Ovenpå krise og nedlukning er turisterne nu ved at vende tilbage til København. Det skaber glæde hos mange - men også bekymring hos nogle af dem, der bor dér, hvor turistpresset er størst. Her frygter man, at bymiljøet bliver ødelagt, hvis antallet af turister fortsætter med at buldre derudad.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik