Mere metro på vej i hovedstaden – nu skal mulighederne undersøges

Forligskredsen bag Lynetteholm vil nu sætte gang i en undersøgelse, som skal klarlægge potentialet for flere metrolinjer i København.

Den københavnske metro består i dag af linjerne M1, M2, M3 og M4.

I 2035 står metrolinjen M5 efter planen også klar – men står det til det politiske flertal på Københavns Rådhus, som støtter tilblivelsen af Lynetteholm, bliver det ikke endestationen for det københavnske metroeventyr.

I fremtiden kan det således blive til både M6, M7 og måske endda M8 og M9.

Sådan lyder det i en fælles pressemeddelelse torsdag morgen fra forligspartierne i hovedstaden.

- Metroen er med til at gøre København til en af verdens bedste byer at bo og leve i. Derfor er det kun naturligt, at så mange københavnere ønsker at få en ny metrolinje til netop deres bydel, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Derfor har flertallet bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance nu besluttet, at der skal igangsættes en undersøgelse, som skal klarlægge potentialet for mere metro.

Vil undersøge metrolinjer til Malmø og Hvidovre

Allerede nu har partierne gjort sig tanker om, hvor nye metrolinjer kan gå hen, lyder det i pressemeddelelsen:

”Nordvest/Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Valby, Amager, Frederiksberg og Hvidovre. Og hvis der kan findes ekstern finansiering sågar til Malmø”, skriver Økonomiforvaltningen.

TV 2 Kosmopol har tidligere fortalt om, hvordan lokalformænd i de ydre bydele i København har følt sig overset i snakken om metro i hovedstaden.

Ydre bydele har følt sig overset

Følelsen blev kun større, da det i principaftalen for anlæggelsen af den kunstige ø Lynetteholm stod klart, at man forpligtede sig til at føre den københavnske metro dertil og videre til Refshaleøen.

- Gid de dog ville åbne for, at København er andet end Indre By og brokvartererne. Jeg har ikke noget imod endnu en metro på Amager - lige i nærheden af de andre metroer - det er da godt for Amager. Men jeg ærgrer mig over, at man ikke går højere op og tager et bredere udblik over byen og regionen, har Bispebjerg Lokaludvalgs formand Alex Heick (K) tidligere sagt til TV 2 Kosmopol.

Indtil nu er metroforbindelserne i hovedstaden blevet finansieret gennem byudvikling af nye byområder, men ifølge forligskredsen er de muligheder nu begrænset i København.

Der er simpelthen få arealer ledige, lyder det. Derfor vil partierne have undersøgt, hvordan eventuelle nye metrolinjer skal finansieres sideløbende med undersøgelsen af metropotentialet.

Begge undersøgelser skal formelt vedtages i Københavns Borgerrepræsentation i juni måned, hvor bevillingen af 2,5 millioner kroner til undersøgelsen også skal gives endeligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik