Nu kommer der top på affaldet: Flere hundrede københavnske skraldemænd strejker

Københavnske skraldemænd har nedlagt arbejdet i protest mod deres kommende arbejdsgiver, ARC. Striden handler om arbejdstid.

Mange tusinde københavnere risikerer at få en hurtigt voksende affaldstop på deres skraldecontainer.

Byens skraldemænd nedlagde nemlig arbejdet mandag morgen, og dermed bliver der ikke hentet affald i Indre By, på Christianshavn, på Amager, i Tårnby og Dragør, på Vesterbro, Østerbro, Nørrebro, i Nordvest, Valby, Brønshøj, Husum og Frederiksberg.

Striden handler om renovationsarbejdernes arbejdstid, og cirka 550 medarbejdere er i strejke.

Københavns Kommune er i fuld gang med at hjemtage affaldsindsamlingen, efter at den i en årerække har været udliciteret til private firmaer.

Så i stedet for at arbejde for for eksempel City Container, der er et af firmaerne, skal en renovationsarbejder fremover arbejde for Københavns Kommune - nærmere bestemt ARC, Amager Ressource Center.

ARC har allerede overtaget en del af kontrakterne, og fra den 1. maj skal renovationsmedarbejdere fra virksomhederne City Container og Urbaser også overgå til ARC.

Aftalen var klar - men "de ombestemte sig".

Igennem længere tid har ARC forhandlet med 3F om de fremtidige arbejdsvilkår, og lige præcis arbejdstiden kan man ikke blive enige om.

I København tømmes der affald to gange om dagen, og det er det sene hold - eftermiddagsskiftet - der er uenighed om.

– Igennem to år har vi prøvet at lave en aftale om arbejdstiden med ARC. I sidste øjeblik er vi blevet enige om en aftale, men da vi skulle skrive under, havde de ombestemt sig og ville ikke skrive under alligevel.

- Nu mangler der kun en måned, og vi ved ikke, hvordan det skal flaske sig. Vi har prøvet at gøre opmærksom på det, og nu hvor der ikke sker noget – nedlægger vi arbejdet sammen med alle de forskellige fraktioner i København, siger Michael Johansen, der er talsmand for de strejkende, til TV 2 Kosmopol.

ARC oplyser til TV 2 Kosmopol,  at de ikke kan genkende billedet af, at der var enighed om en aftale. 

quote Vi vil gerne kunne nå hjem og nyde aftenen med familien

Michael Johansen, talsmand for de strejkende

Skraldefolkene har hidtil nydt godt af, at hvis de er hurtige til dagens arbejde, så får de også tidligt fri.

Men den nye aftale, som ARC gerne vil have igennem, betyder fastere arbejdstider. Og det er særligt eftermiddagsholdet, man er uenige om.

Uenighed om eftermiddagsholdet

ARC oplyser på sin hjemmeside, at de ønsker en aftale, hvor det sene hold skal møde mellem klokken 11.15 og 11.45. Det betyder, at de har fri enten klokken 18.03 eller 18.33. 

Og ifølge ARC kolliderer det med 3Fs ambition om, at de ansatte skal have fri senest klokken 17.30 - altså en time før.

ARC oplyser selv, at når de vil gå væk fra det, der kaldes en fyraftensakkord - og hvor renovationsarbejderne altså kan gå hjem, så snart de er færdige - skyldes det hensynet til, at der skal være tid til, at arbejdet udføres forsvarligt. Ligeledes skyldes det et hensyn til, at det stigende antal elbiler skal kunne lades op - noget, der også tager tid.

- Men vi vil gerne kunne gå hjem og nyde aftenen med familien. Vi beklager, at vi skal tage Københavns borgere som gidsler i den her situation, men vi ser ingen anden udvej, forklarer Michael Johansen.

Ifølge ham betyder ARCs udspil, at skraldefolk kan ende med at arbejde helt frem til klokken 20 - og ikke 18.33, som ARC oplyser.

quote De er taget som gidsel i en sag, de ikke er part i

Helena Hasselsteen Nielsen, Chef, Affaldsindsamlingen hos ARC

Skraldemændene mener, at en aftale skal være på plads inden den 1. maj, når de tiltræder - men ifølge ARC er der vedtaget en "tilpasningsaftale", som indebærer, at skraldemændene, der overføres til det offentlige selskab, fortsætter på samme løn- og ansættelsesvilkår indtil 1. september.

- Men derefter kan de jo gøre, som de selv beslutter. Derfor vil vi gerne have en aftale på plads nu, siger Michael Johansen.

Sagen overgår til KL

ARC bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at den omfattende arbejdsnedlæggelse er i gang.

- Vi kan bekræfte, at der er en arbejdsnedlæggelse blandt renovationsmedarbejderne. Den skyldes en uoverensstemmelse mellem ARC og 3F i forhandlingerne om den fremtidige arbejdstid fra den 1. september – der er ikke uenighed om løn eller arbejdsvilkår i øvrigt.

- ARC har inddraget KL og lader nu det arbejdsretlige system gøre sit arbejde. Men vi er kede på københavnernes vegne, at de er taget som gidsel i en sag, de ikke er part i, skriver Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling hos ARC, i en mail til TV 2 Kosmopol.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik