Hvor du før måtte køre 60 kilometer i timen, må du i dag kun 50 kilometer i timen.
Hastighedsgrænsen på nogle af de travleste ud- og indfaldsveje til København blev for en måned siden sænket til den almindelige grænse for bymæssig bebyggelse.
De nye fartgrænser betyder, at man som bilist står til et klip i kørekortet, hvis man bliver taget i at køre med 66 kilometer i timen og et frakendt kørekort ved 81 kilometer i timen.
Nu har Københavns Politi meddelt, at de tager ud fra onsdag og tjekker, at alle kører efter den nye fastgrænse på de pågældende veje.
- Fra i morgen kører vi ud og tjekker, at trafikken glider i det tilladte tempo, skriver Københavns Politi på Twitter.
Der er tale om indfaldsveje på Lyngbyvej, Kalkbrænderihavnsgade, Folehaven/Ellebjergvej og fra Sjællandsbroen og ind til og med Kalvebod Brygge.
Se strækninger i kortet herunder.
(artiklen fortsætter efter kortet)
Der har længe været et politisk ønske om at få nedsat fartgrænserne på et hav af vejstrækninger i København – herunder de fire omtalte.
Derfor glædede det teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) at hastighedssænkningen er blevet gennemført, sagde hun til TV 2 Lorry i slutningen af august:
- Det er på de største veje, at effekten af hastighedsnedsættelserne er størst, og der har længe været et stort lokalt ønske om at få hastigheden ned på blandt andet Kalkbrænderihavnsgade og Folehaven. Det ønske er jeg glad for, at vi nu endelig ser ud til at kunne imødekomme, udtalte Line Barfod (EL) dengang.
Led i en større fartsænkning i København
Tidligere på året meddelte Københavns Kommune, at andre regionale veje som Tuborgvej, Lersø Park Allé, Universitetsparken, Frederikssundsvej og Center Boulevard ligeledes får nedsat hastigheden fra 60 til 50 kilometer i timen.
De nævnte veje er dog kun toppen af isbjerget i en større plan, hvor et flertal i Københavns Kommune presser på for at sænke hastighedsgrænserne i stort set hele byen med 10 kilometer i timen.
I foråret vedtog et flertal på Rådhuset at nedsætte fartgrænserne til 40 kilometer i timen i store dele af byen og 30 kilometer i timen i brokvarterene og Indre By.
Det betyder, at hastighedsgrænsen for gader som Amagerbrogade, Jagtvej og Tagensvej i fremtiden sættes ned til 40 kilometer i timen, mens grænsen for blandt andet Øster Allé, Prinsessegade og Artillerivej kommer til at være på blot 30 kilometer i timen.
Sådanne fartgrænser kan betyde, at man som bilist kan risikere et frakendt kørekort, hvis man kører med 49 kilometer i timen i for eksempel Indre By eller brokvartererne.
Dette kræver dog – ligesom tilfældet med de fire ind- og udfaldsveje – at Københavns Politi imødekommer ønsket om lavere hastighedsgrænser. Det tilsagn har Københavns Kommune endnu ikke fået.