Slut med udskældt p-finte: Snart bliver langtidsparkering forbudt

15 områder i København føjes til listen over steder, hvor biler højest må parkeres tre timer ad gangen. Det vækker glæde på Amager, hvor parkeringsfinte har generet beboere.

I store dele af Københavns Kommune bliver der fremover indført en tidsbegrænsning, så udefrakommende biler maksimalt kan parkere vogne i tre timer.

Et flertal på Rådhuset har afsat penge til at udrulle 15 nye tidsbegrænsede p-zoner i byen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Det er et stort ønske for mange københavnere at begrænse langtidsparkering, og derfor er det positivt, at der bliver etableret nye tidsbegrænsede p-zoner, og jeg håber, at mange københavnere vil komme med input i høringsprocessen, udtaler teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) i en pressemeddelelse.

15 områder er blevet udvalgt som områder, der i fremtiden skal omdannes til tretimers-zoner. De slutter sig til syv eksisterende dele af byen, hvor der allerede er indført tidsbegrænset parkering.

Længere nede i artiklen kan du se et kort over de kommende parkeringszoner.

Beslutningen kommer efter, at beboere i forskellige bydele over for kommunen har klaget over gener fra udenbys bilister, der bruger deres nærområde til at efterlade en parkeret bil i lange perioder.

Ser personer stige ud med kufferter

Den problematik kender de til på det østlige Amager, hvor beboere ofte oplever, at bilister bruger p-pladser tæt på metrostationer i en finte, hvor de slipper for at betale for dyrere parkeringsfaciliteter ved lufthavnen.

- Vi hører ofte fra boere langs metrolinjen, der ser biler optage parkeringspladserne omkring stationerne, hvorefter de ser personerne tage kufferter fra bagagerummet og gå over og tage metroen. Så står bilen ellers parkeret der i lang tid – ofte i ugevis, siger Lasse Rossen til TV 2 Lorry.

Han er næstformand for Amager Øst Lokaludvalg og udpeget af en almenboligforening i området. Retteligt skal det også nævnes, at han er medlem af Socialdemokratiet i København.

På netop det østlige Amager lægger kommunen op til, at der skal etableres yderligere tidsbegrænsede zoner langs metroens skinneforløb i retning mod Tårnby og lufthavnen – dog med undtagelse af et hjørne omkring Øresund Station. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

De 15 kommende zoner (vist med stiplede og mørkeblå linjer) slutter til syv eksisterende zoner (vist med lyserøde linjer), hvor biler højest må parkere tre timer ad gangen i hverdage.
De 15 kommende zoner (vist med stiplede og mørkeblå linjer) slutter til syv eksisterende zoner (vist med lyserøde linjer), hvor biler højest må parkere tre timer ad gangen i hverdage.
Foto: Københavns Kommune

Udsigten til færre langtidsparkerede biler på Amager vækker glæde hos lokaludvalget.

- Det har været kilde til en del frustration. Især om sommeren, hvor der også er mange brugere af Strandparken. Her oplever beboere, at villavejene er proppede med biler. Så vi hilser det velkomment med et tiltag, der kan begrænse langtidsparkering, siger Lasse Rossen.

Andre steder i byen har borgere fortalt, hvordan pendlere benytter den gratis parkeringsmulighed uden tidsbegrænsning til at stille bilen og tage S-toget videre ind i byen for at gå på arbejde.

Indfases senere på året

Med beslutningen om at afsætte penge til 15 nye tidsbegrænsede zoner skal forvaltningen i Københavns Kommune nu afholde en stribe borgermøder for at få klarlagt borgernes specifikke ønsker til de nye parkeringszoner.

Københavns Kommune har allerede lavet trafikanalyser, der viser, hvor parkeringspresset i de forskellige områder er størst. Sammenholdt med borgernes inputs vil det munde ud i de endelige parkeringszoner, som ventes indfaset fra december i år til marts 2023.

I tidsbegrænsede zoner med tre timers parkering gælder det normalt, at biler gratis kan parkere i op til tre timer i hverdage mellem klokken 08 og 19, mens tidsrum ud over dette samt weekend- og helligdage ikke har begrænsninger.

Man kan ikke købe ekstra parkeringstid, og det er heller ikke muligt at få gæstelicenser i områder.

Til gengæld er beboere i området fritaget fra tidsbegrænsninger og kan parkere gratis, hvis de søger om at få en beboerlicens.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik