Onsdag står i cyklingens tegn.
Her åbner den nye supercykelsti Roskilderuten, der går gennem kommunerne Roskilde, Høje-Taastrup, Albertslund, Glostrup, Brøndby, Rødovre, Frederiksberg og København.
Dagen markerer samtidig, at der er 100 dage til, at årets Tour de France starter i København.
Den nye supercykelsti, Roskilderuten, bliver fejret, når direktøren for verdens største cykelløb, Christian Prudhomme, sender det officielle Grand Départ-trofæ afsted med en cykelkaravane, der går fra Roskilde til København - ad den nye supercykelsti, naturligvis.
Her bliver trofæet overrakt til Københavns Kommune, hvorefter det skal udstilles på rådhuset.
Trofæet er et vandretrofæ, som Danmark modtog fra sidste års startområde Région Bretagne.
Men før trofæet når stenbroen, venter en tur på 31 kilometer, hvor nysgerrige kan følge med i cykelkaravanens tur. Og der er lagt op til en forsmag på den gule folkefest, der rammer Danmark til sommer.
Tour de France kaster lys over danskernes gode cykelvaner
Og Tour de France er netop en god anledning til at sætte fokus på cykling og hverdagscykling i Danmark, mener Sidsel Birk Hjuler, der er sekretariatsleder for Supercykelstisamarbejdet.
- Tour de France er jo kommet til Danmark, fordi vi er et stærkt hverdagscyklings-land. Begivenheden giver mulighed for at sætte fokus på hverdagens cykelhelte og på, hvad vi kan være stolte af i Danmark, siger hun.
Undervejs vil cykelkaravanen gøre stop til en række mindre events i de syv øvrige kommuner, hvor seks borgmestre og en enkelt viceborgmester står klar med taler til de fremmødte.
100 dage til Tour de France: Program for cykelkaravanen onsdag d. 23. marts
Kl. 11:00 Grand Départ-event i Roskilde, Stændertorvet- Cykelfest i Roskilde. Borgmester Tomas Breddam holder tale.
Kl. 11:30-12:05 Cykelkaravanen sendes afsted af direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme fra Stændertorvet i Roskilde til Høje-Taastrup, 7,6 km.
Kl. 12:05-12:20 Event i Høje-Taastrup, Hedehusene Station, Hovedgaden 437. Markedsdag og band tager imod karavanen. Borgmester Michael Ziegler holder tale.
Kl. 12:20-13:05 2. etape fra Høje-Taastrup til Albertslund, 10,6 km.
Kl. 13:05-13:20 Event i Albertslund, COOPs parkeringsplads, Roskildevej 65.150 skolebørn synger Albertslund Kommunes nye cykelsang. Borgmester Steen Christiansen holder tale.
Kl. 13:20-13:35 3. etape fra Albertslund til Glostrup, 2,6 km.
Kl. 13:35-13:50 Event i Glostrup, Rådhusets parkeringsplads, Hovedvejen 111. Cykelmyggen Egon laver show for børnehaver. Borgmester Kasper Damsgaard holder tale.
Kl. 13:50-14:05 4. etape fra Glostrup til Brøndby, 2,1 km.
Kl. 14:05-14:20 Event i Brøndby, cykeludfordringsbanen v. Voldgaden, sidevej til Roskildevej. Grand Départ konkurrence og cykelsang. Borgmester Kent Max Magelund holder tale.
Kl. 14:20-14:40 5. etape fra Brøndby til Rødovre, 3,2 km.
Kl. 14:40-14:55 Event i Rødovre, Damhustorvet. Viceborgmester Peter Mikkelsen holder tale.
Kl. 14:55-15:15 6. etape fra Rødovre til Frederiksberg, 3,4 k.
Kl. 15:15-15:30 Event i Frederiksberg, på toppen af Frederiksberg Bakke, Roskildevej. Klassisk ”bagerstop” med supercykelsticupcakes, kaffe og læskedrik. Borgmester Michael Vindfeldt holder tale.
Kl. 15:30-16:00 7. etape fra Frederiksberg til København, 3,1 km: Cykelkaravanen cykler sidste etape fra Frederiksberg.
Ved Vesterbro Torv får karavanen selskab af direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme og overborgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen.
Kl. 16:00 Cykelkaravanen ankommer til Rådhuspladsen i København. Cykelfest på Rådhuspladsen. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen holder tale.
Roskilderuten er den 11. supercykelsti, der er etableret for at gøre det mere attraktivt at tage cyklen på arbejde, selvom man skal krydse flere kommunegrænser.
Cykelstien snor sig forbi regionaltog, S-tog, metro og den kommende letbane, så brugerne let kan kombinere cykelturen med andre transportmidler. Samtidig har man også valgt, at ruten skal krydse en række af områdets største virksomheder, så medarbejderne får et ekstra incitament til at tage cyklen.
Supercykelstier får flere op på cyklen
Supercykelstierne er blandt andet kendetegnet ved, at de forbinder hovedstadsområdets kommuner i et cykelrutenet med direkte ruter og er af højere kvalitet, end de normale cykelstier.
- Vores vision er, at vi får lavet mere end 60 ruter på over 850 kilometers supercykelsti, som bliver et netværk, der dækker hele hovedstadsregionen. Vi kan allerede nu se, at cykeltrafikken stiger markant på de etablerede ruter, fortæller Sidsel Birk Hjuler, der er sekretariatsleder for Supercykelstisamarbejdet,
31 kommuner og Region Hovedstaden arbejder i dag sammen om projektet, og med den nye rute er der anlagt 207 kilometer supercykelsti ud af visionen på 850 kilometer i 2045. Se alle ruter i hovedstadsområdet her.
Og supercykelstierne har en effekt på cykeltrafikken, siden man etablerede den første supercykelsti mellem Albertslund og Vesterbro tilbage i 2012, skriver Sekretariatet for Supercykelstier i en pressemeddelelse.
På de ti første etablerede supercykelstier er cykeltrafikken gennemsnitligt steget med 75 procent, fra før de blev etableret sammenlignet med tællinger i 2021.
Samtidig er den gennemsnitlige cykeltur på supercykelstierne 13 kilometer, hvilket er samme længde, som den første etape af årets Tour de France, der er enkeltstarten i København 1. juli.
Fem nye supercykelstier i 2022
Udover den nye Roskilderuten, så kan cyklister desuden se frem til fire nye supercykelstier i hovedstadsområdet i 2022, oplyser Sekretariatet for Supercykelstier.
De nye cykelstier i år er Avedøreruten, Københavnerruten, Ørestadsruten, Lyngbyruten og ikke mindst Roskilderuten.
- Der er selvfølgelig også en forhåbning om, at vi kan udvide endnu mere i fremtiden. Men hvor mange ruter og hvor hurtigt vi kommer til at etablere dem afhænger af kommunernes prioritering - og nok også om de kan få medfinansiering fra staten, siger Sidsel Birk Hjuler, der er sekretariatsleder for Supercykelstisamarbejdet.