Selvom de er drevet på flugt fra krigen i Ukraine, er der på Brøndbyvester Skole hver dag plads til smil og sammenhold i en nyetableret familieklasse med både børn og voksne.
Her bliver de ukrainske familier budt velkomne i lokaler, der er nyindrettede til formålet, og hvor store og små kan lege, snakke sammen, spise og tage på ture i lokalområdet.
Det oplyser Brøndby Kommune i en pressemeddelelse.
Familieklassen har dagligt åbent fra 8 til 14, hvor der er pædagogisk personale, der sørger for at skabe hyggelige rammer og for, at der er alderssvarende aktiviteter for børnene.
En af de familier, der bruger det kommunale tilbud, er forældreparret Anna og Kostiantyn med deres 3-årige datter. De pakkede deres bil og kørte ud af Ukraine den dag, de første bomber faldt.
- Vi er rigtig glade for at være kommet til Danmark. Min kone vil gerne hurtigst muligt tilbage til Ukraine, men jeg kan se perspektiver i at kunne bruge min håndværksmæssige og tekniske baggrund til at finde arbejde her i Danmark, siger 33-årige Kostiantyn.
Familien er langt fra alene om at komme i familieklassen, som allerede nyder stor succes. Tetiana, der har tre døtre, benytter sig også af tilbuddet. Hun efterlod sin mand og forældre tilbage i Ukraine.
- Derfor er det rigtig godt at kunne komme her i familieklassen, hvor børnene kan blive aktiveret og møde andre. Min ældste datter på otte år glædede sig meget til at komme af sted igen i morges. Hun ville tilbage til de nye venner, hun har fået, siger Tetiana.
Og at det kommunale tilbud er blevet en umiddelbar succes, det glæder Brøndbys borgmester, Kent Magelund (S), der selv har været en tur i familieklasse.
- Det har været en utrolig positiv og rørende oplevelse at møde adskillige af de ukrainere, der er kommet til Brøndby. Det viser sig at være et rigtig fint tilbud, at de kan mødes i en familieklasse, hvor de møder landsmænd og stille og roligt introduceres til kommunen. Det er også en god måde at møde børnene på, inden de eventuelt på sigt skal sluses ud i danske dagtilbud og skoler, siger Kent Magelund.