Når der på tirsdag den 21. november skal stemmes til kommunal- og regionsrådsvalget i hele Danmark, følger medierne tæt med.
Det gælder også TV 2 Lorry, der ved dette kommunalvalg satser på at give brugerne den tætteste valgdækning.
Derfor modtog 36 journaliststuderende fredag undervisning i liveblogging hos TV 2 Lorry på Frederiksberg.
På valgaftenen skal de studerende, sammen med en uddannet kollega, hver og en udsendes til én af de 34 kommuner eller to regioner, som ligger i TV 2 Lorrys sendeområde, for at give en nær valgdækning fra alle 36 valg.
På den måde kan du blive opdateret med det sidste nye i netop din kommune.
Her vil de udsendte følge med i slagets gang, når kommunalvalget går ind i det, der populært kaldes 'de lange knives nat'.
Gennem liveblogs, der alle kan findes øverst på TV 2 Lorrys hjemmeside på valgaftenen- og natten, vil de opdatere fra hver enkelt kommune eller region med de seneste valgresultater, aftenens overraskelser og endelig afsløre - hurtigst muligt - hvordan byrødderne konstituerer sig for næste valgperiode.