Fem sager om drab: Nu drøftes handlingsplan for psykiatrien

De seneste ni år er der sket drab med relation til psykiatrien i TV 2 Lorrys sendeområde.

Psykiatrien er onsdag på politikernes program, når der tages hul på forhandlingerne om en ti-årsplan for psykiatrien.

Folketingets partier var oprindeligt indkaldt til forhandlinger den 9. september.

Men efter skyderiet i Field's i begyndelsen af juli, hvor det senere kom frem, at den formodede gerningsmand havde en relation til psykiatrien, har der været pres på sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få fremrykket forhandlingerne.

Skyderiet i Field's er imidlertid ikke den eneste episode, hvor en person med relation til psykiatrien har begået en gerning, der har haft dødelige konsekvenser.

Nedenfor kan du læse om fem sager, hvor der er sket drab med relation til psykiatrien, i TV 2 Lorrys sendeområde. 

Fem sager med dødelig udgang


  • Kvindelig sosu-assistent knivdræbt

    2. december 2013

    Et uprovokeret overfald fra en 72-årig sindslidende beboer på bostedet Ringbo i Bagsværd koster en 37-årig sosu-assistent livet.

    Sosu-assistenten bliver overfaldet klokken 08.00 en mandag morgen og dør en halv time senere. Gerningsmanden er skizofren og nægtede op til drabet at tage sin medicin.

  • Sosu-assistent dræbt på bosted

    25. marts 2016

    En 30-årig mandlig beboer med en psykisk sygdom stikker sosu-assistent med en 23 centimeter lang kniv, mens hun er på arbejde på det social psykiatriske bosted Lindegården i Roskilde.

    Gerningsmanden forklarer under den senere retssag, at han hørte stemmer, der befalede ham til at slå sosu-assistenten ihjel. Han havde nægtet at tage sin medicin på dagen for drabet.

    TV 2 Lorry kunne senere afsløre, at der ikke havde været nok lægetilsyn på Lindegården. Den tilknyttede læge havde lavet flere medicinfejl og havde et meget højt sygefravær, hvilket gik udover beboernes behandling.

  • Kvindelig læge dræbt i sit hjem af tidligere patient

    30. april 2019

    Natten til den 30. april 2019 bliver en kvindelig læge dræbt i sit hjem i Tisvildeleje. Det sker da en 56-årige mand, der senere kendes skyldig i drabet, bryder ind i hendes hjem og slår hende op mod 20 gange med et koben.

    Det kommer senere frem, at den 56-årige tilbage i 2014 var blevet indlagt efter et færdselsuheld og ifølge journalen var aggressiv og voldelig. Den dræbte læge var del af den lægestab, som på den baggrund fik manden tvangsindlagt og medicineret.

    I forbindelse med efterforskningen af drabssagen fandt politiet flere lægejournaler, hvor navne på sundhedspersonale, som var involveret i episoden, var understreget.


  • Læge bliver stukket ned under hjemmebesøg

    Juni 2022

    I juni 2022 mister en 64-årig mandlig læge livet, efter at han bliver stukket ned af en patient under et hjemmebesøg i Holmbladsgade.

    Den 30-årige patient erkender dagen efter hjemmebesøget, at han har stukket lægen to gange med en kniv.

    Gerningsmandens mor har senere forklaret, at sønnen lider af skizofreni.

  • Mand åbner ild i Field's

    3. juli 2022

    Tre personer bliver dræbt og syv såret, da en gerningsmand åbner ild i storcenteret Field’s på Amager søndag den 3. juli 2022.

    Efterfølgende kommer det frem, at den formodede gerningsmand i forvejen var kendt i psykiatrien i hovedstaden, og at han havde haft kontakt hertil før skyderiet.

    Region Hovedstaden nedsætter efterfølgende en Task Force den 22-årige skal have gennemgået sit forløb i psykiatrien. Task forcen venter at kunne afrapportere til september 2022.

    Den sigtede har siden grundlovsforhøret mandag den 4. juli opholdt sig på en lukket psykiatrisk afdeling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik