Joy Mogensen fandt popcornene frem, da den nye kulturminister blev spurgt til sin musiksmag

Danmarks nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (M), viser sig allerede elegant frem. Det mener tidligere kulturminister Joy Mogensen, der selv formåede at rode sig ud i lidt af en shitstorm, dengang hun var minister.

Kritikken ville næsten ingen ende tage tilbage i 2020, da daværende kulturminister, Joy Mogensen (S), i et interview med musikmediet GAFFA sagde, at hendes yndlingsalbum var ’Absolute Music 2’. 

En udtalelse, der udsatte ministeren for en heftig shitstorm.

Det hører dog fortiden til, og den daværende minister kan nu se tilbage med let ironisk distance over udtalelsen, der dengang fyldte meget i mediebilledet.

I et opslag på Twitter påpeger hun nemlig i en kommentar, at hun vil ”hente popcorn til forestillingen”, efter den nyudnævnte kulturminister fra Birkerød, Jakob Engel-Schmidt, i et Twitteropslag er blevet spurgt, hvad hans yndlingsplade er - et spørgsmål, der altså dengang bragte den daværende kulturminister i problemer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kom til at svare på spørgsmålet og troede, at det var harmløst, siger Joy Mogensen og fortsætter:

- Man skal virkelig overveje, hvad man svarer, selvom man bliver spurgt ind til noget harmløst.

Kun gode ting at sige om ny minister

Den tidligere minister synes da også, at den nye kulturminister allerede tager sig godt ud i medierne, og at han ikke begår de samme fejl, som hun gjorde.

Hun påpeger blandt andet, at han har driblet elegant udenom det famøse spørgsmål om favoritpladen.

I et interview med Frederiksborg Amts Avis fortæller den nye kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, eksempelvis, at han er vild med Oasis, Pink Floyd og Chopin, der er en polsk-fransk komponist og pianist.

Joy Mogensen har heller ikke andet end godt at sige om landets nye kulturminister. Hun håber, at han får gennemført den museumsreform, der står beskrevet i regeringsgrundlaget.

Reformen skal åbne for flere statsanerkendte museer og skabe en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne.

- Jeg håber, at han får en rigtig god tid som kulturminister, og at han når at gennemføre alt det, der står i regeringsgrundlaget, siger Joy Mogensen.

Joy Mogensen stoppede som kulturminister i august 2021

I et opslag på Facebook skrev hun blandt andet, at hun var løbet tør for overskud.

Derefter overtog Ane Halsboe-Jørgensen (S) kulturministerposten, og nu er det altså Birkerød-drengen Jakob Engel-Schmidt, der sidder øverst på kulturområdet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik