Kommuner får adgang til smittedes cpr-numre: Uenighed om hvor langt de bør gå

Fra fredag kan kommunerne både få kontaktoplysninger og personnumre på de borgere, der er smittet med coronavirus, men borgmestrene er uenige i, om det er en god nyhed.

Borgmester i Brøndby Kent Max Magelund (S) er en glad mand fredag. Kommunen får endelig flere oplysninger om, hvem der er smittet med coronavirus.

Indtil nu er det kun Styrelsen for Patientsikkerhed, der har stået for smitteopsporingsarbejdet, men regeringen og Kommunernes Landsforening har aftalt, at kommunerne nu skal tage del i det.

Derfor kan kommunerne nu få både kontaktoplysninger og personnumre på de personer, der er smittet og har bopæl i kommunen.

- Det er rigtig godt. Det giver os mulighed for at komme tættere på borgerne og komme ud og hjælpe dem i forskellige situationer, siger Brøndby-borgmesteren.

quote Vi skal finde en balance i, hvordan vi håndterer det her, fordi det er ikke kommunens opgave at være politibetjent i forhold til corona.

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve

Men spørger man Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), er det en fejl, at kommunerne nu får større indsigt i, præcist hvem der er smittet.

- Jeg synes ikke, at vi som kommune bør have de her beføjelser. Vi laver forebyggende arbejde for at forhindre smitte, og det skal vi fortsætte med. Men at skulle ud i borgernes hjem og have CPR-numre liggende på, hvem der er corona-syge i vores kommune, det bryder jeg mig ikke om, siger hun.

Med de nye beføjelser kan kommunerne blandt andet:

  • Lave opfølgende opkald til smittede og nære kontakter.
  • Udnytte deres lokalkendskab til at komme ud til folk og følge op på isolation.
  • Sørge for hjælp til indkøb eller andet, der kan gøre det praktisk muligt for folk at isolere sig effektivt.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet samt KL

Kommunerne sætter selv grænsen

Styrelsen for Patientsikkerhed vil fortsat lave smitteopsporingsarbejde, men det er op til kommunerne selv at finde ud af, hvor langt de vil gå.

- Jeg er villig til at gå langt, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi får hjulpet vores borgere nu, og at vi kommer over den her coronapandemi. Jeg er også glad for, at vaccinen er kommet. De nye tiltag plus vaccinen er måske med til, at vi kommer hurtigere ud på den anden side, siger Kent Max Magelund.

Pernille Beckmann er mere forbeholden:

- Vi skal finde en balance i, hvordan vi håndterer det her, fordi det er ikke kommunens opgave at være politibetjent i forhold til corona.

quote Jeg er villig til at gå langt, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi får hjulpet vores borgere nu, og at vi kommer over den her coronapandemi.

Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby

Pernille Beckmann forklarer, at hendes skepsis bunder i, at hun frygter, at nogle borgere vil være mere tilbageholdende med at lade sig teste, hvis de ved, at kommunen får adgang til deres oplysninger:

- Vi ved fra andre områder, at ligeså snart kommunen er inde over noget i borgernes privatliv, så er der faktisk nogen, der ikke har lyst til at være en del af det. Jeg synes som minimum, at borgere selv bør skulle give sit samtykke til, at deres data overgår til kommunen.

Kent Max Magelund er da også enig i, at kommunerne ikke bør modtage borgeres personnumre i andre tilfælde:

- Men vi står i en kaotisk nødsituation, hvor alle midler skal tages i brug for at komme smitten til livs. Normalt er jeg enig, men her er det en hjælp til os alle sammen.

Både i Brøndby og Greve skal kommunerne tage stilling til, helt præcist hvordan de vil løse opgaven på mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik