Ny boligaftale bekymrer andelsbolig-ejere

En ny boligaftale kan medføre store værditab på andelsboligforeninger til stor bekymring for andelsboligejere. ABF vil holde stærkt øje med udviklingen.

I torsdags blev en ny boligaftale indgået for at sikre bedre forhold på lejeboligmarkedet. 

Boligaftalen er søsat for at stoppe udenlandske kapitalfondes mulighed for at kræve højere husleje efter en istandsættelse - som det er set med kapitalfonden Blackstone.

Men aftalen har vist sig at have en bivirkning.

For nu varsler flere banker et kommende værditab af andelsboligforeninger med op til 15 procent.

quote Det kan betyde, at vi enten skal sælge med et tab, eller at vi bliver nødt til at blive boende.

Louise løgager, Andelsboligejer

Og det har givet Louise Løgager dybe panderynker. Hun er andelsboligejer på Amager, hvor hun bor med sin lille familie.

- Vi er bekymrede for, at det kommer til at påvirke vores økonomi, for vi får mindre at rutte med, hvis vi skal videre herfra på et tidspunkt, siger hun.

Hos Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, også kaldet ABF, oplever man flere nervøse medlemmer.

- Det er klart, at når nogen banker vælger at gå så bastant ud og sige, at de vil skære i andelsforeningernes værdi, så skaber det uro ude blandt foreninger og andelshavere, forklarer Jan Hansen, der er direktør hos ABF.

ABF huser cirka 5000 andelsboligforeninger og 100.000 boliger.

Forstå her, hvorfor boligaftalen påvirker andelsforeninger- og ejere

I Danmark kan man fastsætte andelsboligværdien på to måder. 

 

1: Ud fra den offentlige vurdering – den er typisk lavere. 

 

2: Ud fra en valuarvurdering – den er typisk højere. 

 

Det er andelsboligerne med den høje valuarvurdering, der bliver berørt af lovændringen. 

 

Der står nemlig i loven, at andelsbolig-ejendomme skal vurderes som om de var udlejningsejendomme, når man laver en valuarvurdering. 

 

Men fordi investorere ikke længere kan istandsætte og hæve huslejen, bliver lejeejendomme mindre attraktive.

 

Derfor kan aftalen medføre et prisfald på lejeboliger, hvilket altså kan smitte af på værdien på andelsboliger, der er vurderet af en valur.

Kan blive stavnsbundet

For familien på Amager kan det få store konsekvenser, hvis de bliver ramt af et værditab.

Der er nemlig store chancer for, at deres nuværende lejlighed på et tidspunkt bliver for lille. Familien er fornyligt gået fra at være tre til fire medlemmer.

- Vores andel bliver nok for lille på et tidspunkt, og lige nu ser vi vores andel som en opsparing, men den opsparing bliver jo mindre, hvis andelværdien falder, forklarer Louise Løgager og uddyber:

- Hvis vi har puttet mere i lejligheden, end vi får igen, kan det betyde, at vi enten skal sælge med et tab, eller at vi bliver nødt til at blive boende. 

Jan Hansen fra ABF mener, at banker har været meget hurtigt ude med deres vurderinger.
Jan Hansen fra ABF mener, at banker har været meget hurtigt ude med deres vurderinger.
Foto: Amanda Dissing - TV 2 Lorry

Stadig en tidlig fase

Selvom der risiko for værditab for andelsforeninger- og ejere, er ABF alligevel tilfreds med aftalen.

-  Vi kan se, at der i indgrebet ikke er noget ønske om, at det skal ramme andelsboligforeningerne, og det vil vi selvfølgelig holde politikere op på, når de går i gang med det lovforberedende arbejde, for der kan ske meget endnu, siger Jan Hansen.

Hos Arbejdernes Landsbank, der har mange andelshavere blandt deres kunder, mener man også, at blækket ikke er tørt endnu.

Derfor vil banken heller ikke sætte tal på et muligt værditab.

- Overordnet så ser vi, at der vil være en pil ned på værditabet. Men jeg vil også sige, at man skal mane til besindighed. Vi har tidligere set, at tingene kan ændre sig, siger Jeppe Borre cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank. 

Jeppe Borre fra Arbejdernes Landsbank mener, at det er en kende for tidligt at vurdere et konkret værditab for andelsforeninger og andelsboligejere.
Jeppe Borre fra Arbejdernes Landsbank mener, at det er en kende for tidligt at vurdere et konkret værditab for andelsforeninger og andelsboligejere.
Foto: Amanda Dissing - TV 2 Lorry

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik