Efter flere års tovtrækkeri er der endelig fundet politisk afklaring for kulturinstitutioner, der har optaget lån i Arbejdsmarkedets Feriefond.
I TV 2 Lorrys sendeområde har det betydning for blandt andet Museet for Søfart i Helsingør, Ragnarock i Roskilde, Arbejdermuseet og Københavns Zoo. De har alle har modtaget lån på mellem 38 og 120 millioner kroner, som de får afskrevet med 90 procent.
Lån fra Arbejdsmarkedets Feriefond har gennem en årrække skabt glæde på en række museer, der har brugt midlerne til forskellige anlægsprojekter.
Men for tre år siden blev lånene i stedet en stor hovedpine, da de - mod forventning - pludselig skulle betales tilbage. Ifølge museerne gav Feriefonden ikke indtryk af, at lånene skulle indfries. Der var i stedet tale om en donation.
- Vi er 90 procent tilfredse hos os. Vi mener jo, vi havde fået en gave, og nu skal vi så betale ti procent af gaven for at få lov til at beholde den. Men at der er kommet klarhed over sagen, som har været langstrakt og vanskelig, det er en god ting, siger Morten Thomsen Højsgaard, museumsdirektør for Ragnarock i Roskilde, til TV 2 Lorry
For deres vedkommende er der tale om et lån på 40 millioner kroner, som er blevet ændret til fire millioner kroner, der nu skal tilbagetales over 25 år med to procent i rente.
Accepterer tilbagebetaling
Feriefondens nye kurs om opkrævning af lånene kom, efter at et politisk flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF i 2014 besluttede at overføre 360 millioner kroner af fondens midler af uhævede feriepenge til statskassen.
For Ragnarock var det i praksis en umulig opgave at tilbagebetale så stor en donation, som de havde modtaget og derfor et spørgsmål om overlevelse.
- I og med at der nu er 25 år til at indfri de forpligtelser, så er det noget, vi realistisk kan håndtere. Vi er ikke 100 procent tilfredse, men vi accepterer det og ser frem ad, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Oprindelig lån/donationer til museer i Lorryland
- Arbejdermuseet. Fire lån på i alt 46,9 millioner kroner til indfrielse 2028-2036.
- Zoologisk Have. To lån på i alt 120 millioner kroner til indfrielse 2031-2035.
- Museet for Søfart. Et lån på 49 millioner kroner til indfrielse 2034.
- Ragnarock. Et lån på 40 millioner kroner til indfrielse 2034.
I Københavns Zoo er man godt tilfredse med den nye tilbagebetalingsmodel, der er blevet fundet for lånmodtagerne. De modtog i 2008 120 millioner kroner fordelt på to lån til opføresle af det nye elefantanlæg. I stedet for det fulde beløb skal de nu tilbagebetale 12 millioner kroner.
- Jeg er glad på Zoologisk Haves vegne. Det er en rigtig god aftale for os, og vi er taknemmelige for, at den nu er afsluttet, siger Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Københavns Zoo, til TV 2 Lorry.
Politisk tilfredshed med ny model
Helt så tilfreds er man ikke på Museet for Søfart i Helsingør. Her finder Dan Pode Poulsen, direktør for byggefonden bag museet, løsningen for skuffende.
- Som deltager i denne proces, og fordi jeg selv i sin tid forhandlede det såkaldte lån med Arbejdsmarkedets Feriefond, er der kun en ting at sige: Arbejdsmarkedets Feriefond er løbet fra deres aftaler – og det på baggrund af en sjusket lovændring og en efterfølgende bekendtgørelse, som aldrig kom i høring. Det er lovgivning med tilbagevirkende kraft, og jeg er skuffet over resultatet af de politiske anstrengelser, siger Dan Pode Poulsen i pressemeddelelse.
Forhandlingerne er sket med blandt andet kulturminister Joy Mogensen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet
De er begge tilfredse med, at der endelig er sat et punktum for et meget langt forløb. Samtidig mener de, at der er fundet den bedst mulige løsning, så kulturinstitutionerne har kunnet få den afklaring, de har ventet på.
- Mit fokus har været at få afsluttet denne sag, og jeg glæder mig over, at der nu er fundet en løsning. Det har været vigtigt for mig, at låntagerne hurtigst muligt fik klarhed over deres situation, siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.