Nye Borgerlige-spidskandidat tordnede mod coronavaccine - nu er han selv smittet

Torsdag blev et vælgermøde i Lyngby-Taarbæk Kommune udsat, da flere af deltagerne har været nærkontakt til coronasmittede.

Nye Borgerliges spidskandidat i Lyngby-Taarbæk Kommune, Claus Bøgh Svenningsen, blev tirsdag testet positiv for coronavirus.

Det bekræfter han i en sms til TV 2 Lorry.

"Jeg har fulgt myndighedernes anvisninger og været i selvisolation. Jeg har været i kontakt med smitteopsporingen, og har ikke været i nærheden af de øvrige kandidater i 48 timer før min positive test", skriver han. 

Der har den seneste tid været meget debat om vaccineskepsis blandt netop Nye Borgeliges spidskandidater ved kommunalvalget.

Det sker, efter at TV 2 Lorrys tidligere i valgkampen afslørede, hvordan Claus Bøgh Svenningsen og fem af partiets øvrige spidskandidater har delt blandt andet konspirationer og ikke-underbyggede påstande om corona og vacciner på sociale medier.

Aflyst vælgermøde

Torsdag blev et valgmøde på stadsbiblioteket i Lyngby-Taarbæk udsat, "da flere af deltagerne har været nærkontakt til smittede".

Det oplyste kommunen på sin hjemmeside.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Claus Bøgh Svenningsen, efter at Venstres spidskandidat i Lyngby-Taarbæk, Christine Dal, gjorde TV 2 Lorry opmærksom på sagen.

"Deres bekymringer lyder mere på mig, som valgkampstaktik og et forsøg på at flytte fokus fra dem selv. Tænk blot på, hvor mange mennesker mine medkandidater har været i nærkontakt med i valgkampen. Jeg har modsat de øvrige kandidater ikke deltaget i debatter i denne uge. Det er der andre smittede kandidater der har. Hvis der er grund til bekymring, så må det være over deres deltagelse," skriver han i en sms til TV 2 Lorry. 

Det positive testsvar betyder, at alle der har været i nærkontakt med Claus Bøgh Svenningsen 48 timer, før hans positive testsvar tirsdag, opfordres til at blive testet.

Claus Bøgh Svenningsen mener ifølge hans sms til TV 2 Lorry selv at vide, at det ikke påvirker de øvrige spidskandidater.

Delte vaccine-skepsis med over 15.000 følgere

TV 2 Lorry kunne tidligere i valgkampen afdække, at Claus Bøgh Svenningsen var en af de mest aktive kritikere af vaccinationsudrulningen, ligesom han med sine næsten 16.000 følgere på Facebook var den af spidskandidaterne, der udbredte sine holdninger til den største gruppe af følgere.

Her fremsætte han en række vildledende oplysninger om både corona og coronavaccinen.

For eksempel at bivirkningerne fra vaccinen var en større belastning for sundhedsvæsenet end selve sygdommen, at danskernes fokus i stedet burde være på at styrke deres eget immunforsvar, og at myndigheder og eksperter dyrkede "deres egne sløje mavefornemmelser i stedet for videnskaben".

Rækken af budskaber har stået i skærende kontrast til både sundhedsmyndigheder og videnskaben, der alle peger på netop vaccinationer som den eneste mulighed for at få bugt med epidemien og nedbragt antallet af smittede, indlagte og døde.

(artiklen fortsætter efter billedet)

nye borgerlige vaccineskepsis
Foto: Screendump fra Facebook

I forbindelse med afdækningen fortalte Claus Bøgh Svenningen til TV 2 Lorry, at han ikke så noget problem i, at han fremsætte vildledende udsagn om corona og vacciner mod denne, mens han samtidig var spidskandidat til kommunalvalget for Nye Borgerlige i Lyngby-Taarbæk.

- Jeg er ikke skeptisk overfor vacciner generelt. Jeg er kritiker af regeringens proportionsløse håndtering af covid-19. Vaccineindsatsen og den generelle håndtering af corona er landspolitik og fylder derfor ikke i mit kandidatur til kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune, lød det.

Christiansborg kræver handling

Historien fik efterfølgende flere sundhedsordførere til at reagere og kræve handling fra Nye Borgerliges formand Pernille Vermund.

Hun afviste flere gange at udtale sig og henviste til næstformand for Nye Borgerlige Peter Seier Christensen.

Siden tog Pernille Vermund bladet fra mundet og fortalte til sn.dk, at vaccineskeptiske spidskandidater havde fået en reprimande og risikerede at blive ekskluderet fra partiet, hvis de ikke stopper med delinger af konspirationer om corona.

Claus Bøgh Svenningsen afviste sidenat kende til den reprimande, som han angiveligt skulle have fået.

- Jeg oplever ikke, at jeg har modtaget en reprimande, sagde Claus Bøgh Svenningsen til TV 2 Lorry.

Ikke-vaccinerede driver smitten

Flere tal peger på, at det primært er ikke-vaccinerede, der i øjeblikket driver coronasmitte i Danmark, som den seneste tid har været stigende.

På et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet mandag aften strammede Mette Frederiksen da også retorikken overfor denne gruppe.

Her pegede statsministeren på de uvaccinerede som en central årsag til, at sundhedsvæsnet nu igen begynder at blive så presset, at der skal ses på restriktioner såsom coronapas.

Ifølge statsministeren er der i Danmark en "lille gruppe", der ikke spiller efter de regler, man bliver nødt til at følge under en epidemi.

TV 2 Lorry ville fredag gerne have foretaget et interview med Claus Bøgh Svenningsen, men det har han ikke ønsket. Han henviser i stedet til førnævnte sms.

Se eller gense hele TV 2 Lorrys indslag om Nye Borgerliges spidskandidater, der ytrer sig meget skeptisk overfor coronavacciner.

En række spidskandidater for Nye Borgerlige i hovedstadsområdet deler aktivt budskaber på sociale medier, der sår tvivl om coronavacciner

_