Borgmestre i kritik af partikollega: "Det gør kun tingene værre"

Flere socialdemokratiske borgmestre i hovedstadsområdet kritiserer partiets udlændingeordfører, Frederik Vad, efter udtalelser om indvandrere i Folketinget, mens Herlevs borgmester bakker op.

Indvandrere i hovedstadsområdet kan blive mistænkeliggjort, og så kan budskabet ende med at gå tabt.

Sådan lyder beskeden nu fra en række socialdemokratiske borgmestre i hovedstadsområdet til Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, i forbindelse med en verserende udlændingedebat.

- Man skal passe rigtig meget på at mistænkeliggøre de borgere og indvandrere, som er godt integreret og går på arbejde hver dag, og som vi ikke kan undvære på vores arbejdsmarked, siger borgmester i Gladsaxe Kommune, Trine Græse (S).

- Vi skal selvfølgelig kunne tale om problemerne, men vi skal også kunne tale om, hvordan man taler om det, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Kritikken kommer i kølvandet på udtalelser, som Frederik Vad fremførte i forbindelse med en tale i Folketinget den 5. april.

Her sagde han blandt andet, at det var tid til en ny erkendelse i udlændingedebatten - blandt andet med henvisning til en ny svensk rapport - og han mener således, at nogle indvandrere på overfladen kan fremstå velintegrerede og veluddannede, selvom de modarbejder danske værdier.

- Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok alene, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra, sagde Frederik Vad.

- Et parallelsamfund er ikke længere kun et boligområde i Ishøj. Det kan også være et kantinebord i en statslig styrelse. Det kan også være et apotek i Nordsjælland, sagde Frederik Vad, der også ville have større fokus på at gøre op mod negativ social kontrol.

'Vil jeg være uvenner med dem?'

I hovedstadsområdet findes nogle af de kommuner i landet, hvor indvandrere og efterkommere udgør den største del af befolkningen.

TV 2 Kosmopol har henvendt sig til en række socialdemokratiske borgmestre fra disse kommuner for at spørge, om de er enige med partikollega Frederik Vad fra Christiansborg.

quote Måske skulle man have formuleret tingene lidt anderledes

Ballerups borgmester, Jesper Würtzen (S)

Foruden Trine Græse i Gladsaxe er også Ballerups borgmester, Jesper Würtzen (S), kritisk over for Frederik Vads udtalelser.

- Man kan komme til at sige noget, som man opdager, at nogen faktisk er blevet sure over. Og så kan man spørge sig selv: ‘Vil jeg være uvenner med dem? Og når nu de er blevet sure, kan det så overskygge det budskab, jeg egentlig havde?’ siger den mangeårige borgmester Jesper Würtzen til TV 2 Kosmopol.

Hans byrådskollega Musa Kekec har tidligere kritiseret Frederik Vad i samme sag og har også været med til at skrive et protestbrev til folketingspolitikeren.

Jesper Würtzen fremhæver i den forbindelse også Musa Kekec kvaliteter som formand for kommunens Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg.

- Det går fantastisk på det område i Ballerup - også når vi bliver målt af Erhvervsministeriet. Det har Musa været med til at sørge for. Og Musa Kekec har også haft en fin karriere i sit privatliv. Vil Frederik Vad virkelig være uvenner med ham? Måske skulle man have formuleret tingene lidt anderledes, siger Jesper Würtzen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Gør tingene værre

I Ishøj Kommune er borgmester Merete Amdisen (S) enig med Frederik Vad i budskabet om ikke at acceptere social kontrol.

- Men jeg er ikke enig med ham i måden, det bliver sagt på. Det kan bidrage til en mistænkeliggørelse af danskere med indvandrerbaggrund. Og derfor vil jeg gerne bidrage til, at vi får en intern debat i Socialdemokratiet, om hvordan vi taler om potentielt følsomme temaer i indvandrerdebatten, siger Merete Amdisen til TV 2 Kosmopol.

I Københavns Kommune svarer politisk ordfører for Socialdemokratiet, Laura Rosenvinge, i stedet for overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

- Et af de større problemer, vi har i samfundet lige nu, er, at der sker rigtig, rigtig meget racisme mod folk med anden etnisk baggrund. Og den polarisering, Frederik Vad har behov for at skabe her, gør jo kun tingene værre, sagde Laura Rosenvinge lørdag til DR.

Opbakning fra Herlev

Frederik Vad har siden talen fået opbakning fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Og i Herlev Kommune kalder borgmesteren gennem 13 år, Thomas Gyldal Petersen, Frederik Vads tale for “ukontroversiel”. Han er bekymret for, at udlændingeordføreren har en pointe.

- Hvis der kan fremskaffes viden om, at der er mennesker - også i min kommune - som tager en kultur med på arbejde, som betyder at ikke alt sagsbehandling foregår retmæssigt, så skal der gøres noget ved det, siger Thomas Gyldal Petersen til TV 2 Kosmopol.

quote Men jeg er også bekymret for mit parti og om historien gentager sig

Thomas Gyldal (S), borgmester i Herlev Kommune

- Men jeg er også bekymret for mit parti, og om historien gentager sig, siger Thomas Gyldal Petersen,  der mener, at Frederik Vad er “blevet misforstået.”

Han siger, at en række borgmestre i hovedstadsområdet for år tilbage var toneangivende i en debat om betydningen af antallet af indvandrere i boligområder, hvor nogle - blandt andet Thomas Gyldal Petersen - følte sig udskammet, forklarer Herlev-borgmesteren.

Det handler om små lommer

Frederik Vad siger til TV 2 Kosmopol, at de kritiske reaktioner “gør ham lidt trist”, men at de understreger, hvor “følsom udlændingedebatten er og altid har været”.

Kritikken får ham dog ikke til at ændre holdning.

- Jeg står fast på Socialdemokratiets position med en fast, stram, men også balanceret udlændingepolitik. Jeg har ikke mistænkeliggjort nogen. Jeg har gjort det meget klart, at det her handler om små lommer i samfundet, som skal fra mørket og ud i lyset, siger Frederik Vad.

Det er de lommer, den her værdikamp handler om - og ikke de mange gode medborgere, som bidrager til samfundet og tager deres demokratiske værdier med sig på arbejde hver dag, siger Frederik Vad til TV 2 Kosmopol.

Både Michael Vindfeldt (S), der er borgmester i Frederiksberg Kommune og Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune oplyser til TV 2 Kosmopol, at de ikke har nogen kommentarer til sagen.

Borgmester i Rødovre Kommune, Britt Jensen (S), oplyser, at hun ikke har mulighed for at stille op til interview.

Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby Kommune, og Kasper Damsgaard (S), borgmester i Glostrup Kommune, er ikke vendt tilbage på TV 2 Kosmopols henvendelser.

Mandag aften skal Ishøjs borgmester, Merete Amdisen, efter planen mødes med både Frederik Vad og det lokale folketingsmedlem, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, for at tale om sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik