Butikkerne tømmes før juleaften: I aften stiller tusindvis sig i kø i decemberkulden

I de sene aftentimer vil hundredevis af frivillige fra Stop Spild Lokalt hjælpe med at uddele overskudsvarer fra butikkerne til økonomisk trængte borgere, der dermed kan få en hjælpende hånd til at forsøde julen.

Det gælder om at tage en varm frakke, hue og vanter på, når der i aften bliver uddelt bunker af mad hos de forskellige lokale afdelinger af organisationen Stop Spild Lokalt.

quote Man kan godt sige, at det er min juleaften i aften

Rasmus Erichsen, stifter af Stop Spild Lokalt

Det er nemlig forventningen, at tusindvis af danskere stiller sig i kø i aften for at få del i de gratis varer, der er blevet doneret af supermarkeder, producenter og grossister.

Rasmus Erichsen startede Stop Spild Lokalt for nu syv år siden, da han kun var 17 år gammel, og siden er konceptet kun sig større - både i form af donationer og antallet af frivillige, men i høj grad også af modtagere.

- Jeg har travlt i dag. Man kan godt sige, at det er min juleaften i aften. Jeg vil selv være til stede hele aften i Parken, som bliver det klart største udleveringssted, siger Rasmus Erichsen til TV 2 Kosmopol.

I løbet af december måned har de etablerede julehjælps-organisationer meldt om rekordansøgninger, hvilket betyder, at flere i sidste ende får afslag.

Også Rasmus Erichsen mærker en stor efterspørgsel på hjælp op til jul. 

Sidste år hentede 60.000 mennesker gratis overskudsmad hos Stop Spild Lokalt i juledagene fordelt rundt i hele landet - og Rasmus Erichsen forventer, at det bliver endnu større i år.

Tømmer butikkerne i dag - udleverer i aften

- De fantastiske frivillige har haft nogle travle dage med at hente varer rundt omkring. Og når alle butikkerne lukker ned i aften, så er der endnu flere frivillige, der kører ud og tømmer butikkerne.

- De kører det hen til pop-up-stederne, hvor andre frivillige står klar til at tage imod og registrerer varerne, inden de senere bliver delt ud til folk, der har behov for overskudsmad, forklarer Rasmus Erichsen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Der er også masser af grøntsager klar til uddeling.
Der er også masser af grøntsager klar til uddeling.
Foto: Stop Spild Lokalt (Østerbro)

Man kan som modtager ikke vide, hvad man får i sin pose i aften, men udover almindelig mad i form af kød og grøntsager, kaffe, småkager og andre julegodter, så har chipsproducenten KIMS hostet op med 100 paller med chipsposer.

Så har du brug for hjælp her i højtiden, så er det om at komme ud i aften og stå i kø. I princippet kan alle jo komme, for de frivillige tjekker ikke nogen eller spørger ind til indkomst, gæld eller noget tredje.

Alle kan komme, men...

- Men vi appellerer meget til, at det er folk, der virkelig har brug for hjælpen, der skal komme. Og det er også dem, der kommer, siger Ramus Erichsen.

- Sidste år havde vi 4000 mennesker i kø ved Parken, og er man sidst i køen kan man godt risikere at stå et par timer i kø, uden at vide hvad man får. Og det bliver en kold fornøjelse i aften, så jeg tænker ikke, at man vil bruge sin tid på det, hvis man ikke har brug for det, siger han.

Herunder kan du se listen over udleveringssteder i TV 2 Kosmopols sendeområde.

Nogle steder bliver der uddelt kønumre, andre steder venter man pænt til det bliver ens tur og så er der udleveringssteder, hvor der allerede er "udsolgt".

Her kan du hente gratis julemad i aften

1

ALBERTSLUND

Uddelingen starter kl. 23.15.

Adressen er Bytorvet 2 i gågaden.

Der bliver ikke givet kø-numre og de frivillige beder om, at man tidligst kommer en halv time før og står i kø

Læs mere her

2

BAGSVÆRD

Uddelingen starter kl. 23.00.

Adressen er Værebrovej 72 ved Værebro Center.

Da Værebro Center lukker klokken 22, åbner de frivillige bagdøren, så man kan komme ind.

Læs mere her

3

EGEDAL

Uddelingen starter kl. 22.30.

Adressen er Tinghøjvej 5 i Ølstykke.

Der uddeles ikke kø-numre, så man stiller sig bare i kø og venter på ens tur.

Læs mere her

4

FARUM

Uddelingen starter kl. 20

Adressen er Farum Midtpunkt, Nygårdsterrasserne 206A

Man skal blot stille sig i kø og vente på ens tur.

Læs mere her

5

FREDERIKSSUND

Uddelingen starter kl. 23

Adressen er Møllevej 100 i Jægerspris

Uddelingen sker ved den nye bibliotek/hallen, og man stiller sig bare i kø.

Læs mere her

6

GLOSTRUP

Uddelingen starter kl. 22.

Adressen er Christiansvej 2 ved Glostrup Svømmehal.

Der var 250 kasser, som allerede er blevet uddelt via kønumre. Det er vigtigt at overholde den tid man har fået.

Læs mere her

7

GREVE

Uddelingen starter kl. 23.15.

Adressen er Gersagerparken 107.

Det er ikke muligt at stille sig i kø, da der er blevet uddelt numre, og alle numre er givet ud.

Læs mere her

8

HALSNÆS (24. DECEMBER)

Uddelingen starter kl. 9

Adressen er Strandgade 30 ved Frederiksværk Camping og Vandrehjem.

Bemærk, at uddelingen først finder sted den 24. december mellem klokken 9 og 11.

Læs mere her

9

HELSINGØR

Uddelingen starter ca. kl. 22.10

Adressen er Hovmarken 7 ved Kulturhus Syd

Fra ca. klokken 20 bliver der udleveret numre - og nogle timer senere bliver dørene så åbnet, hvor man bliver lukket ind i nummerrækkefølge.

Læs mere her

10

HERLEV

Uddelingen starter kl. 23.15.

Adressen er Perikumhaven 1 i gården.

Der vil blive delt numre ud.

Læs mere her

11

HILLERØD

 Uddelingen starter kl. 22.

Adressen er Fredensvej 12 B ved Kedelhuset, Frivilligcenter Hillerød.

Køen starter bag biblioteket, og man stiller sig bare i kø. Parkering foregår i parkeringshuset ved Slotsarkaderne.

Læs mere her

12

HVIDOVRE

Uddelingen starter kl. 21.30

Adressen er Hvidovrevej 253B ved ”Det blå hus”.

Fra kl. 21.30 vil man kunne trække et tilfældigt nummer, så der er ingen grund til at komme før, da det ingen indflydelse har på, hvornår det bliver din tur.

Læs mere her

13

KØBENHAVN (Østerbro)

Uddelingen starter kl. 22.30

Adressen er Øster Allé 50.

Hele C-tribunen i Parken, som ligger ud mod Øster Allé og Fælledparken, bliver lavet om til udleveringssted.

Læs mere her

14

KØGE

Uddelingen starter kl. 22.

Adressen er Karlemosevej 51.

Køen starter ved tunnelen ved nummer 51. De frivillige henviser til, at man tidligst møder op 15 min. før.

Læs mere her

15

ROSKILDE

Uddelingen starter kl. 22.

Adressen er Sjællandsvænget 1 ved Wiemosens lokaler

Der uddeles ikke numre, så man stiller sig bare i kø. Besøgende skal parkere ved Kvickly og ikke ved Wiemosen.

Læs mere her

16

RØDOVRE

Uddelingen starter kl. 23.

Adressen er Else Sørensens Vej 35.

Der uddeles ikke numre, så man stiller sig bare i kø.

Læs mere her

17

STEVNS

Uddelingen starter kl. 23.15

Adressen er Munkevænget 5 ved Stevnshallen.

Der uddeles ikke numre, så man stiller sig bare i kø.

Læs mere her


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik