De sidste testcentre er lukket: "Vores erfaringer kommer til at gøre en stor forskel"

Når testcenteret i Valby fredag lukker og slukker, betyder det samtidig en afslutning på tre år med test og corona hængende som et spøgelse over samfundet. Vi har bedt to aktører om at gøre status.

Endeløse rækker af kister i Norditalien, indespærrede kinesere og en trussel om en sygdom, der potentielt kunne slå millioner af mennesker ihjel. 

Det var et dystopisk og skræmmende scenarie, der i foråret 2020 agerede bagtæppe for oprettelsen af syv store PCT-testcentre i Region Hovedstaden samt en række mindre i regionens 29 kommuner. 

Her vænnede vi os hurtigt til ofte at skulle stå i lange køer med mundbind og en lille frygt for, om en af de andre i køen skulle være den smittebærer, der ville sende os i ufrivillig karantæne eller værre endnu - gøre os enormt syge. 

Men her tre år og 24 millioner PCR-test senere er det fredag et endegyldigt farvel til de karakteristiske hvide telte og grå skurvogne, når det sidste teststed i Region Hovedstaden lukker og slukker i Valby.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Når testcenteret i Valby fredag lukker og slukker, betyder det samtidig en afslutning på tre år med test og corona hængende som et spøgelse over samfundet.
Når testcenteret i Valby fredag lukker og slukker, betyder det samtidig en afslutning på tre år med test og corona hængende som et spøgelse over samfundet.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol

Fra 2000 ansatte til ti

Og hvis du skulle være en af dem, der næsten er overrasket over, at der frem til i dag stadig fandtes et stort testcenter i hovedstadsregionen, så er det ikke så overraskende. 

For hvor der på den mest travle dag i testcentrenes levetid var 82.000 borgere forbi de mange podere, var der i den seneste uge omkring 100 borgere om dagen, der bad om at blive testet. 

Og på samme måde er antallet af ansatte faldet fra op til 2000 i den mest travle periode til kun omkring ti i dag. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På den mest travle dag i testcentrenes levetid var 82.000 borgere forbi de mange podere, var der i den seneste uge kun omkring 100 borgere om dagen, der bad om at blive testet.
På den mest travle dag i testcentrenes levetid var 82.000 borgere forbi de mange podere, var der i den seneste uge kun omkring 100 borgere om dagen, der bad om at blive testet.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol

Og det er en stor del af forklaringen på, at vi nu kan sige endegyldigt farvel til test og - til dels - corona som sygdom. 

Det fortæller Pernille Lohse, der er chef for Testcenter Danmark i Region Hovedstaden, og som har været med på rejsen helt tilbage fra maj 2020, hvor verden og Danmark stod på den anden ende. 

En ubetinget succes

Selvom hun kalder det "vemodigt" at skulle sige farvel til sin arbejdsplads, så betegner hun det samtidig som en glædelig udvikling. 

- Det har været en rigtig god arbejdsplads, hvor der har været travlt, men hvor der samtidig har været en fantastisk ånd, hvor alle bød ind. Men det, at vi nu lukker ned, er samtidig rigtig godt for Danmark, for det er en ubetinget succes, at der ikke er brug for os længere, siger Pernille Lohse til TV 2 Kosmopol. 

Men selvom der ikke nødvendigvis er behov for store testcentre og podere længere, så er der fremover brug for de erfaringer, der er blevet gjort i forbindelse med de tre års arbejde med testcentrene. 

For corona krævede ikke kun, at man for første gang skulle forholde sig til en sygdom rent lægefagligt. Det krævede også en enorm evne til at samarbejde blandt de mange forskellige myndigheder, der spillede en rolle i indsatsen mod corona. 

- Vores testindsats har lært os, at vi rent faktisk godt kan samarbejde på kryds og tværs. Og det bliver der brug for i fremtiden, da vi skal se lidt anderledes på mulige løsninger for vores sundhedsvæsen. Og her kan vores erfaringer gøre en stor forskel, vurderer Pernille Lohse.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Testcenter
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol

Begået fejl fra flere sider

Og nu hvor de store testcentre er fortid, så er det nærliggende at spørge, om det samme gør sig gældende for corona?

Det spørgsmål har vi stillet videre til Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, og som på kort tid i 2020 både blev en af de mest citerede eksperter herhjemme og et ansigt, der blev kendt i de fleste danske hjem. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, blev en af de mest citerede eksperter herhjemme, da coronapandemien brød ud.
Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, blev en af de mest citerede eksperter herhjemme, da coronapandemien brød ud.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Han betegner de seneste tre år som 'hektiske', hvor der blev begået fejl både fra myndighederne og hans egen side, men hvor vi overordnet set kom godt igennem krisen som samfund. 

Lignende situation kan opstå

Og ligesom Pernille Lohse er han også godt tilfreds med, at vi nu lukker testcentrene. 

- Som samfund betragter vi ikke længere corona som en samfundskritisk sygdom, hvilket er helt rimeligt. Og derfor er vi også nødt til at normalisere vores omkostninger til sygdommen, og her er det alt for dyrt at have testcentre åbne, når hjemmetest sagtens kan bruges til smitteinddæmning, siger Allan Randrup Thomsen, der også peger på nogle erfaringer fra de tre med testcentre, han håber, vi vil tage med os videre. 

- Menneskeheden har en utrolig ringe hukommelse - det kan vi bare se ved, at vi hele tiden ender i nye krige. Men jeg håber, at myndighederne har lært, at det ikke nødvendigvis er smart at nedprioritere nødberedskabet, selvom der mangler penge andre steder i sundhedsvæsnet. 

- For der vil formentlig opstå en lignende situation i fremtiden. 

Sådan håndteres corona i fremtiden

Corona er ikke længere betragtet som en samfundskritisk sygdom, så nu bliver den vurderet på linje med alle mulige andre luftvejsinfektioner.

Hvis man gerne vil testes skal man derfor købe en hjemmetest, og ellers skal man kontakte sin læge, der kan vurdere, om man bør testes.

Hvis man har brug for at blive testet med en udlandsrejse eller lignende, så skal få foretaget den på en privat klinik.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik