Oversigt

Seneste nyt

Mere ustadigt sensommervejr: Ugen begynder med tåge og byger

Mandag vågner mange op til tåge og byger, mens tirsdag ventes at byde på pænt vejr med gode solchancer.

De sidste dage i august bliver præget af ustadigt vejr med både tåge, byger og solskin og temperaturer lige under 20 grader.

Det fortæller Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut. Hun giver mandag morgen en opsummering af, hvilket vejr der venter danskerne i den nye uge.

- Der er ikke så meget opløftende at sige om ugens vejr. Det ustadige sensommervejr fortsætter desværre, siger hun.

Det pæneste vejr ventes at lægge sig over landet mandag eftermiddag og tirsdag. Men inden solen kommer frem mandag, vil der være tåge i flere dele af landet og spredte regnbyger.

Vinden er svag til jævn og kommer fra vest.

Temperaturen vil ligge mellem 16 og 19 grader både mandag og de efterfølgende dage.