Teslaejere risikerer at bryde loven uden at vide det

Teslas kameraer er på kant med loven om videoovervågning. Bilisterne risikerer at bryde loven, fordi en Tesla optager videoer af forbipasserende, også når den holder stille. FDM kræver nu afklaring fra myndighederne.

Tesla har et avanceret videosystem. Sentry Mode hedder det. Det holder øje med, hvad der sker rundt om bilen hele tiden, også når bilen står parkeret. 

Og når der sker noget, så optager den det. Der er bare ét problem:

Private må ikke overvåge offentligt tilgængelige steder. Det er i strid med loven.

Det fik i februar 2023 bilejernes organisation FDM til at spørge Datatilsynet, om Sentry Mode er lovligt.

- Der er nogle hegnspæle i lovgivningen om, at du som privatperson ikke må lave automatisk overvågning i det offentlige rum. Og det begynder det her jo at lugte af, siger Dennis Lange, som er chefkonsulent i FDM.

quote - Det er selvfølgelig ikke rart, hvis ens bil ikke er lovlig. Det er noget, som bliver nødt til at komme up to date.

Mads Parnam, Teslaejer

9000 solgte Teslaer i Hovedstadsområdet

Tesla blev i 2023 årets mest solgte bil, og der er langt ned til nummer to. 

Indenfor det sidste år er der solgt mere end 9.000 Teslaer alene i hovedstadsområdet, viser FDM/bilstatistik.dk. 

Og det skønnes, at der i alt kører 18.000 Teslaer med det avancerede videosystem i og omkring hovedstaden.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Med Teslas videosystem Sentry Mode kan man hele tiden følge med i, hvad der sker ved ens bil.
Med Teslas videosystem Sentry Mode kan man hele tiden følge med i, hvad der sker ved ens bil.

Én af dem, der har købt en Tesla er Mads Parnam, som TV 2 Kosmopol besøger i hans virksomhed Profilbureauet i Charlottenlund. 

Han viser os, hvordan videoudstyret Sentry Mode Appen virker:

- Jeg kan sidde hvilket som helst sted i verden og trykke på en knap på min telefon i appen, og så kan jeg livestreame alt, der sker omkring bilen.

Det lyder lidt som overvågning.

- Ja, det er overvågning, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Tesla-ejeren Mads Parnam mener, at det er overvågning, når han kan sidde derhjemme og følge med i alt, hvad der sker ved ens bil.
Tesla-ejeren Mads Parnam mener, at det er overvågning, når han kan sidde derhjemme og følge med i alt, hvad der sker ved ens bil.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Teslaen optager alt, der foregår omkring bilen

I sin sorte Tesla viser Mads Parnam, hvordan man også kan se, hvad der er sket rundt om bilen, hvis man ikke kigger med live. Med få klik på bilens skærm kan man se alle de videoklip, Sentry Mode har optaget. 

Mads Parnam klikker på et videoklip, hvor en kvinde går tæt på hans Tesla.

- Der kan du se, at min kone var i Vedbæk i går, siger han.

Kameraerne filmer ikke hele tiden, men lige så snart, der sker noget ved bilen, går de i gang.

- Her er billeder af en bil, der har parkeret ved siden af vores bil. Den har optaget video, fordi hun er tæt på vores bil. Hvis hun nu havde knaldet sin bildør op i vores, så havde jeg jo kunnet se, hvem det var, fortæller han.

Tror du, at hun var bevidst om, at hun var overvåget?

- Nej, selvfølgelig vidste hun ikke det.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Billedet her stammer fra Mads Parnams kamera i hans Tesla. Det viser en tilfældig kvinde, der går ud af en bil, der er parkeret tæt på hans bil.
Billedet her stammer fra Mads Parnams kamera i hans Tesla. Det viser en tilfældig kvinde, der går ud af en bil, der er parkeret tæt på hans bil.

Private må ikke overvåge

Ifølge Lov om TV -Overvågning er det ulovligt for private at overvåge alle offentlige steder, der bliver brugt til almindelig færdsel. 

Alligevel gør tusinder af Teslaer dagligt netop det. Uklarheden fik i februar 2023 bilejernes organisation, FDM, til at spørge Datatilsynet, om Tesla's Sentry Mode er lovligt.

- Vi fik det svar, at de ville begynde at kigge på sagen, siger Dennis Lange, som er chefkonsulent i FDM.

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Formular

_

I kunne ikke få et klart svar på, om det er lovligt eller ikke lovligt?

- Vi fik det svar, at de ville kigge nærmere på problematikken. Men ikke et nærmere svar på, hvad der helt konkret er den gældende ret i dansk kontekst, siger Dennis Lange.

Videosystemet blev introduceret i Teslas biler i 2019. I alt er der er solgt omkring 18.000 Teslaer i hovedstadsområdet siden da.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

FDM spurgte Datatilsynet om Teslas videosystem Sentry Mode er lovligt i Februar 2023. Dennis Lange er chefkonsulent i FDM.
FDM spurgte Datatilsynet om Teslas videosystem Sentry Mode er lovligt i Februar 2023. Dennis Lange er chefkonsulent i FDM.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Andre lande undrer sig også

Også i flere andre lande har systemet vakt heftig debat. Myndigheder verden over er begyndt at stille kritiske spørgsmål.

Især det hollandske datatilsyn, som krævede, at systemet blev bedre til at advare, og at overvågningen blev mindre massiv. Det fik Tesla til at love, at de ville opdatere systemet.

Den nye opdatering skulle sikre, at kameraerne først går i gang, hvis man rører ved bilen. Før opdateringen skulle de allerede gå i gang, hvis nogen kom tæt på.

Teslaen skulle nu også advare forbipasserende om, at den optager, ved at lygterne begynder at blinke, og at skærmen inde i bilen viser lyser op med skriften ”Sentry Mode Aktiveret”.

Men flere personer har fortalt TV 2 Kosmopol, at de blev filmet uden at røre ved bilen, og at der ikke kom nogen advarsler. Altså at opdateringen ikke virker.

- Vi undrer os over, at systemet optager mere, end Tesla har sagt, det skal gøre. Og dermed heller ikke lever op til de hollandske datamyndigheders krav til systemet, siger Dennis Lange fra FDM.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Efter en ny opdatering lovede Tesla, at bilerne skulle advare forbipasserende med blikkende lygter, når bilen lavede optagelser. Men det gør Tesla'erne ofte ikke.
Efter en ny opdatering lovede Tesla, at bilerne skulle advare forbipasserende med blikkende lygter, når bilen lavede optagelser. Men det gør Tesla'erne ofte ikke.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Test afslører

TV 2 Kosmopol laver en test for at tjekke om, Teslaen advarer forbipasserende, når den optager.

Teslaejeren Mads Parnam går langs bilen. Han rører den ikke på noget tidspunkt. Vi holder grundigt øje med, om lygterne tænder, eller om advarselsskærmen går i gang.

Bagefter går vi ind i bilen og ser, hvad den har optaget.

Selvom Mads Parnam ikke rørte bilen, og der ikke var nogen advarsler, dukker han op på bilens videoskærm. Han udbryder:

- Der kommer jeg. Der er jeg på videoen. Og den har ikke stået og blinket. Der var heller ikke noget på skærmen. Jeg kiggede ind igennem ruden, siger Mads Parnam.

Se hvordan testen udspillede sig i videoen herunder:

Ifølge FDM er det ikke tilfredsstillende, at Tesla ikke lever op til det, de har lovet.

- Det er problematisk, at Tesla laver en opdatering, men at systemet ikke fungerer på den måde, som de har lovet, at det skal gøre. Så lever man heller ikke op til de hollandske datamyndigheders krav, siger Dennis Lange.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Vi lod Teslaejeren, Mads Parnam, gå forbi bilen uden at røre den. Selvom bilen ikke sendte de advarsler, som Tesla lover, så var han blevet optaget af bilens kameraer.
Vi lod Teslaejeren, Mads Parnam, gå forbi bilen uden at røre den. Selvom bilen ikke sendte de advarsler, som Tesla lover, så var han blevet optaget af bilens kameraer.
Foto: Tobias Tystrup - TV 2 Kosmopol

Et stort arkiv med gamle videoklip

Mads Parmans Sentry Mode indeholder også videoklip, han ikke anede, var der.

- Her er der et videoklip fra Frederikshavn. Jeg ved ikke engang, hvad det er. Jeg har ikke været i Frederikshavn, siger han.

Klippet er optaget, før han overtog bilen, og viser bilen på et værksted, hvor mekanikere arbejder på den.

- Den får skiftet vinterdæk, konstaterer Mads Parnam.

Han scroller ned over Sentry Mode menuen, der viser alle de mange klip, hans bil har optaget.

- Prøv at se her, hvor mange filer, der er optaget. Det vidste jeg slet ikke, siger han.

Det store arkiv med gamle videoklip beviser, at Teslaen bevarer optagelserne i en lang periode.

Tesla: Ingen kommentarer

TV 2 Kosmopol har skrevet til Tesla og spurgt, hvad de siger til, at deres videosystem er på kant med dansk lovgivning.

Vi har også spurgt, hvad de siger til, at deres opdatering, som jo ellers skulle imødekomme myndighedernes krav, tilsyneladende ikke altid virker.

Men vi har ikke fået svar på vores henvendelser.

Afgørende bevis

Men de mange videoer fra Tesla og andre biler giver også nye muligheder. Politiet har brugt bilkameraer i efterforskningen af flere alvorlige sager. 

Blandt andet da en 13-årig pige i april 2023 blev kidnappet i Kirkerup, tæt ved Korsør.

Midt - og Vestjyllands politi efterlyste aktivt video fra biler, der har været tæt på mulige  gerningssteder.

- Vi gør det, fordi overvågning fra køretøjer kan være den afgørende brik. Det kan være med til at fastslå eller udelukke, om personer har været på et gerningssted, siger Jonas Svitzer, som er politikommissær i Midt-og Vestsjællands Politi.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Politiet brugte blandt andet optageler fra en bil, da de efterforskede sagen om en 13 årig pige, der blev kidnappet i 2023.
Politiet brugte blandt andet optageler fra en bil, da de efterforskede sagen om en 13 årig pige, der blev kidnappet i 2023.

Lovgivningen er forældet

Ifølge Dennis Lange er problemet, at lovgivningen er forældet.

- Politiets brug viser jo, hvad krydsfeltet er. Optagelserne kan jo i nogle sammenhænge bruges til rigtig gode ting. Hvis der for eksempel er nogen, der forsvinder, man får en parkeringsskade eller nogen slår ens sidespejl af, siger chefkonsulenten i FDM.

- Men overfor det står borgernes helt grundlæggende ret til at kunne bevæge sig frit rundt i det offentlige rum uden at blive overvåget. Derfor er der et stort behov for, at myndighederne får klargjort, hvad reglerne er på dette område? Hvad må du? Og ikke mindst, hvad må man ikke?

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Selvom det er næsten et år siden, at FDM spurgte Datatilsynet, om Teslas videosystem er lovligt, er der stadig ikke kommet et klart svar.
Selvom det er næsten et år siden, at FDM spurgte Datatilsynet, om Teslas videosystem er lovligt, er der stadig ikke kommet et klart svar.

Brug for afklaring

Det er næsten et år siden, at FDM efterlyste en afklaring om videooptagelsernes lovlighed. Her næsten et år efter har vi på TV 2 Kosmopol igen spurgt Datatilsynet, om videosystemet Sentry Mode er lovligt. 

Men vi har stadigvæk ikke fået et svar. Datatilsynet oplyser, at sagen stadig er uafklaret.

- Jamen, det er jo utilfredsstillende for alle dem, der har en bil med systemet i, at der stadigvæk ikke kommer et klart svar fra de danske myndigheder. Potentielt er der jo en hel masse bilejere, som bryder lov på daglig basis. Det er der jo ikke rigtig nogen, der kan være tjent med, siger Dennis Lange.

Tesla-ejeren Mads Parnam så også gerne, at der kom klarhed.

- Det er tydeligt, at lovgivningen ikke følger med. Det er da et problem.

Hvad tænker du selv om at ikke vide, om din bil er lovlig eller ikke lovlig?

- Det er selvfølgelig ikke rart, hvis ens bil ikke er lovlig. Det er noget, som bliver nødt til at komme up to date, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik