Unge indtager aktiemarkedet: "Det er ikke længere et rich man's game"

Antallet af unge aktionærer i Region Hovedstaden er næsten fordoblet under corona-pandemien. De gunstige forhold og tiden til fordybelse gjorde, at flere turde tage springet.

Diana Hansens far har investeret i aktier, så længe hun kan huske. 

Hun har kigget på med voksende nysgerrighed. Som årene er gået, har hun gerne selv villet forsøge sig, men hun har ikke følt sig tryg ved det. 

- Da jeg var yngre, ville jeg spørge ham, om ikke han bare ville investere for mig. Det ville han ikke, hvilket jeg i dag godt kan forstå. Han ville have, at jeg skulle træffe mine egne beslutninger, siger den 29-årige kvinde til TV 2 Kosmopol. 

Diana Hansens far er så "ekstravagant", fortæller hun, at han ringer til sin advokat og beder ham investere for ham.

- Det syntes jeg var lidt vildt, siger hun og fortæller, at hun måtte finde sin egen måde at gøre det på.

Da corona-pandemien ramte landet i 2020, og aktierne faldt drastisk i værdi, kastede hun sig ud i det. 

- Jeg kunne se, hvordan de bare faldt og faldt, så hvis man skulle med på vognen, skulle det bare være nu, fortæller hun. 

Boom i unge aktionærer

Diana Hansen er langt fra den eneste, der stiftede bekendtskab med aktiemarkedet under coronapandemien. 

Andelen af unge mellem 18 og 29 år fra Region Hovedstaden, der investerer i aktier, steg med 82 procent fra 2019 til 2021, viser tal fra Danmarks Statistik

Det er den højeste stigning blandt alle regionerne. I den anden ende af skalaen ligger Region Nordjylland, hvor andelen af unge aktionærer i samme periode steg med 29 procent. 

(Artiklen fortsætter efter grafen.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er især de helt unge, der i højere grad investerer en del af deres opsparing i aktier. Efter nogle store kursfald i starten af Covid-19-krisen er aktiekurserne steget voldsomt, hvilket kan have været en motiverende faktor for nogle, siger Jarl Quitzau, chefkonsulent i Danmarks Statistik, i en pressemeddelelse.

Sociale medier har fået flere med på bølgen

Unges stigende interesse for aktiemarkedet har også kunnet mærkes hos Female Invest, der er Danmarks største investeringsnetværk målrettet kvinder. 

Under coronapandemien voksede deres medlemstal på grund af den økonomiske usikkerhed, der kom på baggrund af pandemien, oplyser medstifter Anna-Sophie Hartvigsen til TV 2 Kosmopol. 

- Derudover har sociale medier som Reddit, Twitter og TikTok også spillet en rolle i forhold til, hvor populært det er blevet at investere blandt unge. Her finder de onlinefællesskaber, hvor de deler information og tips om investering, og det er blevet mindre tabu at tale om, hvordan man administrerer sine penge, skriver Anna-Sophie Hartvigsen i en mail til TV 2 Kosmopol.  

Men udviklingen ses ikke kun herhjemme, fortæller hun. 

- Globalt ser vi en klar tendens til, at der har været en stigning i unge mennesker, der er begyndt at investere under Covid-19-pandemien. Mange mistede deres job under pandemien, og det har resulteret i, at flere unge er begyndt at investere som en måde at sikre deres økonomiske fremtid, skriver hun. 

24 kroner

På sociale medier fandt Diana Hansen et investeringsnetværk, hvor hun kunne stille alle de dumme spørgsmål, hun følte, hun brændte inde med.

Efter længere betænkningstid investerede hun 24 kroner i en dansk virksomhed inden for sundhedspleje.

- Det var et åndssvagt lav beløb - særligt når det jo koster 28 kroner i gebyr. Men det handlede om at blive tryg på den her legeplads, som en investeringsplatform jo er. At indse, at det slet ikke er så svært, siger Diana Hansen.

quote I stedet for at købe en ny kjole eller noget lækker chokolade, så kigger jeg på, hvad en aktie koster og køber den spontant i stedet

Diana Hansen

Sidenhen har hun lagt en mere langsigtet strategi, hvor hun investerer penge, som hun først skal bruge om 10-15 år. Og primært i investeringsfonde, så hendes penge bliver spredt så bredt ud som muligt.

- Det gør jeg for at have en form for økonomisk sikkerhedsnet, siger Diana Hansen:

- Når det kommer til stykket, skal pengene nok bruges på de der meget banale Volvo-, villa-, vovsedrømme.

En ny kjole eller en aktie?

I løbet af de tre år, Diana Hansen nu har været på aktiemarkedet, er hun gået fra at investere 24 kroner til altid at investere mindst 5.000 kroner ad gangen. Plus nogle småbeløb, hun impulsshopper for.

- I stedet for at købe en ny kjole eller noget lækker chokolade, så kigger jeg på, hvad en aktie koster og køber den spontant i stedet, siger hun.

Hun kan godt genkende, at der er kommet flere unge på aktiemarkedet de seneste år.

- Hvor det før har været et rich man's game, er det nu blevet meget mere tilgængeligt og forståeligt for den almene borger, siger hun. 

Den første var den værste

21-årige Axel Schiller fra Amager er også en af de mange unge i hovedstaden, der stiftede bekendtskab med aktiemarkedet under corona-pandemien.

Han havde begrænset viden på området, før han som blot 18-årig i 2020 kastede sig ud i det og købte sin første aktie. 

- Ligesom mange andre unge er jeg aldrig blevet naturligt eksponeret for det, siger han til TV 2 Kosmopol. 

Men da corona-pandemien rasede, og han pludselig havde fået en masse nyvunden fritid, begyndte han og resten af venneflokken at kigge mod aktiemarkedet, fortæller han. 

- Det var en af mine venner, der introducerede mig for det. Aktiemarkedet var faldet en del, så det virkede til at være et godt tidspunkt at starte, fortæller Axel Schiller. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

21-årige Axel Schiller købte sin første aktie i 2020.
21-årige Axel Schiller købte sin første aktie i 2020.
Foto: Privatfoto

Det kommer ikke synderligt bag på ham, at mange unge er hoppet på aktiemarkedet under pandemien. 

- Man brugte mere tid alene, og så tror jeg, det er naturligt at kigge efter nye hobbyer, siger han. 

I starten tænkte han meget over risikoen i, at hans hårdt optjente penge kunne skrumpe ind til en brøkdel, hvis han var uheldig.

- Det betyder noget, særligt når man er ung og ikke har et fuldtidsjob, siger han.

Det kan nemlig gå glat. Det oplevede han, da han for første gang investerede penge. Valget var faldet på en kinesisk bilvirksomhed, som han var fascineret af. 

- Jeg formåede at købe den, da den var allerdyrest. Det er nok den værste investering, jeg har lavet, siger han. 

Derefter skiftede han taktik. Axel Schiller lægger i stedet et mindre beløb til side om måneden, som han investerer. Nu handler det mere om at få pengene til at vokse på den helt lange bane, fortæller han. 

 - Det er mest investeringsforeninger, jeg investerer i, som en langsigtet opsparing, siger Axel Schiller.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik