Oversigt

Seneste nyt

Veganer havde ikke ret til særlig kost på sygehuset

Veganer havde ikke ret til en særlig menu som indlagt på Hvidovre Hospital, viser dom fra Retten i Hillerød.

Dansk Vegetarisk Forening havde stævnet Region Hovedstaden på vegne af en kvinde, som ikke var tilfreds med de måltider, som hospitalet kunne tilbyde hende under indlæggelsen.

Det var diskrimination af kvinden, mente foreningen. Men regionen frifindes i sagen, fremgår det af et resume af dommen på rettens hjemmeside.

- Kvinden havde mulighed for selv at medbringe mad eller via pårørende eller andre at få leveret vegansk mad til hospitalet. Hun havde endvidere mulighed for at købe vegansk mad i en butik, der var beliggende på hospitalets område. Kvinden havde således efter rettens opfattelse ikke under sine indlæggelser været afskåret fra at spise vegansk mad i overensstemmelse med sin overbevisning, skriver retten.

Den konkrete sag tager udgangspunkt i en kvinde, der i 2020 var indlagt på Hvidovre Hospital, der hører under Region Hovedstaden, i forbindelse med sin graviditet og fødsel. Kvinden er ansat i Dansk Vegetarisk Forening og lever vegansk. Det vil sige, at hun kun spiser plantebaseret mad og altså ikke hverken kød, fisk eller mejeriprodukter.

Hun var ikke tilfreds med den plantebaserede kost, som hospitalet kunne tilbyde hende. Det var eksempelvis ris, rodfrugter og knækbrød.