Efter afsløring i kiosk: Historisk fængselsdom for massivt pille-salg

Mandag er der faldet dom ved Retten på Frederiksberg i en sag om illegalt salg af blandt andet opioid-piller fra en kiosk i københavnsområdet.

Et brødrepar på 21 og 27 år er mandag ved Retten på Frederiksberg dømt for omfattende organiseret salg og besiddelse af 8.800 illegale piller. Dommen lød på fire måneders ubetinget fængsel til hver.

Pillerne er igennem en længere periode systematisk solgt videre fra en kiosk i Husum, som indtil sommeren 2023 var ejet af den ældste af brødrene.

Københavns Politi oplyser til TV 2 Kosmopol, at det er den første dom for organiseret salg af receptpligtige piller i kiosker.

Foruden beslaglæggelser af piller og kontanter i forbindelse med razziaer i kiosken har Københavns Politi også beslaglagt en større mængde illegale piller i et kælderrum til en lejlighed på Nørrebro, hvor den yngste af brødrene blandt andet bor sammen med brødrenes forældre.  

quote Det er en hård straf

Forsvarer for den tidligere kioskejer, Arbab Perveez

Pillerne, der er beslaglagt i sagen, drejer sig blandt andet om opioid-pillerne Tramadol og benzodiazepiner, der har været populære blandt helt unge brugere. 

Det har TV 2 Kosmopol afdækket gennem en længere periode. 

I retten sad også en 45-årig tidligere ansat i kiosken. Fra sagens begyndelse vedkendte han sig skyldig i salg af illegale piller i forbindelse med sit arbejde som fast dagsmedarbejder. 

Brødrenes dom lød på fire måneders ubetinget fængsel til hver, mens den tidligere kioskmedarbejder blev idømt en dom på en måneds betinget fængsel. 

TV 2 Kosmopol har tidligere besøgt kiosken

Sidste år kunne TV 2 Kosmopol dokumentere, at der foregik salg af illegale og stærkt vanedannende piller fra kiosker i forskellige dele af hovedstadsområdet.

I forbindelse med TV 2 Kosmopols afdækning af tendensen besøgte vi i foråret en række kiosker – herunder også den omtalte kiosk i Husum - som dengang var ejet af den dømte. 

Med skjult mikrofon undersøgte vi dengang tilgængeligheden af opioid-piller. Dengang kunne man uden videre få tilbudt at købe en såkaldt blisterpakke med 10 illegale opioid-piller af mærket Trama200.   

Ifølge kilder var kiosken velkendt blandt stofbrugere for salg af blandt andet opioid-pillerne Tramadol. Noget som også blev bekræftet af et politi-vidne, der i retten kunne fortælle, at man havde fået henvendelser fra et bosted, en taxachauffør og fra en forældre til en ung, som var blevet indlagt efter brug.

Salget fra blandt andet kiosker og via sociale medier har medført, at regeringen nu vil skærpe indsatsen mod de illegale piller. 

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

"Hård straf"

Begge brødre har været varetægtsfængslet og har således udstået deres straf, kom det frem i retten, og det hæfter forsvarer for den tidligere kioskejer, Arbab Perveez, sig ved. 

- Han (den tidligere kioskejer, red.) er blevet dømt fire måneder. Det er en hård straf. Men han er også noget tilfreds, fordi det er overstået for hans vedkommende, siger han til TV 2 Kosmopol. 

Det dømte brødrepar har sammen med hver deres forsvarer udbedt sig tid til at overveje, om man vil anke sagen til landsretten.

Hos anklagemyndigheden er man fint tilfreds med dommen.

- Jeg påstod otte til ti måneders fængsel på baggrund af det faktum, at jeg mente, at tiltalte skulle findes skyldig i salg af 12.000 til 15 .000 piller. Nu har retten frifundet et enkelt forhold og kun dømt for knap 9.000 piller. Så derfor mener jeg umiddelbart, at vi ligger i et pasende niveau på omkring de her fire måneder. Men det er noget, jeg vil gå ind og se nærmere på, siger anklager Nicolai Nystrand Jensen. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Dommen er den første af sin art

Eksistensen og omfanget af organiseret salg af illegale piller fra kiosker var for bare et år siden et mindre kendt fænomen i politikredsene i TV 2 Kosmopols sendeområde. Det har siden ændret sig.

Københavns Politi bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at man blandt andet via henvendelser fra borgere har øget sin opmærksomhed på illegalt pille-salg fra kiosker. Politikredsen efterforsker på nuværende tidspunkt også mindst én anden større sag om pillesalg fra kiosker og beslaglæggelser af tusindvis af piller efter razziaer. 

At denne type sager er nye, voldte således både anklager og forsvarere udfordringer, da man skulle finde tidligere sager, der kunne argumentere for omfanget af dommene. 

- Der er tale om en kriminalitetsform - salg af receptpligtige piller - hvor der ikke findes særlig meget parksis endnu, så det er klart, at vi i anklagemyndigheden vil benytte sådan en type dom i fremtidige sager, forklarer anklager Nicolai Nystrand Jensen.

Den omtalte kiosk er i dag ejet af en anden person. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik