Forarget efter pille-dom: Politiker vil have hårdere straffe til "skruppelløse mennesker”

Første dom for salg af stærkt vanedannende piller i kiosker er for mild, lyder det.

Straffen for kiosksalg af stærkt vanedannende og illegale piller som opioider skal være langt højere.

Det mener politikere på Christiansborg, som TV 2 Kosmopol har talt med, efter at der mandag faldt en historisk dom for massivt pille-salg i en kiosk i Husum.

Dommen lød på fire måneders ubetinget fængsel til to personer med tilknytning til kiosken. Og det er alt for lidt, mener socialordfører for Dansk Folkeparti, Mette Thiesen.

- Det her er jo nogle mennesker, som fuldstændig skrupelløst har solgt meget svært vanedannende narkotika til børn i pilleform fra deres kiosk, siger Mette Thiesen, der mener, at straffen ikke vil dæmme op for det illegale marked for pille-salg.

Hvordan tror du, at den her dom påvirker andre, som øjner muligheden for at tjene penge på at sælge de her piller?

- Fire måneders fængsel for at tjene så mange penge, som det giver at sælge de her meget svært vanedannede piller, som gør børn til narkomaner, det kommer ikke til at afskrække nogen som helst. Vi er nødt til at skærpe lovgivningen gevaldigt, siger Mette Thiesen.

Afsløret med skjult mikrofon

Københavns Politi oplyser til TV 2 Kosmopol, at mandagens dom var den første for organiseret salg af receptpligtige piller i kiosker.

Sidste år kunne TV 2 Kosmopol dokumentere, at der foregik salg af illegale og stærkt vanedannende piller fra kiosker i forskellige dele af hovedstadsområdet.

I den forbindelse besøgte vi i foråret en række kiosker – herunder også den omtalte kiosk i Husum - som dengang var ejet af den dømte.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Med skjult mikrofon undersøgte vi dengang tilgængeligheden af opioid-piller. Dengang kunne man uden videre få tilbudt at købe en såkaldt blisterpakke med 10 illegale opioid-piller af mærket Trama200.

Salget fra blandt andet kiosker og via sociale medier har allerede medført, at regeringen nu vil skærpe indsatsen mod de illegale piller.

Kontrol og straffe

22. februar løftede justitsminister Peter Hummelgaard (S) lidt af sløret for et kommende udspil på området.

- Noget af det handler om forebyggelse og oplysning især til vores unge mennesker om farligheden af de her smertestillende piller.

- Men der er også noget, der handler om stærkere kontrol og hårdere straffe for bagmændene og dem, der handler med de her stoffer, sagde han.

quote En pusher er en pusher, om man står i en kiosk eller på gaden

Misbrugsordfører for Socialdemokratiet, Maria Durhuus

Det er altid relativt, om hårdere straffe rent faktisk virker, lyder det.

Men hvis man sammenligner området med de udfordringer, som Danmark har med organiseret bandekriminalitet, så vil ministeren "klart mene", at hårdere straffe har været "et afgørende element" for forebyggelsen, sagde Hummelgaard.

Selv om han allerede i april sidste år udtrykte, at udviklingen inden for opioider er "sindssygt bekymrende", så mener ministeren ikke, at regeringen handler for langsomt.

- Det, vi kunne konstatere dengang, var, at de her historier var begyndt i det små. Men vi havde ikke særlig meget viden om omfanget og farligheden af det.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Udspil skal være i orden

Misbrugsordfører for Socialdemokratiet, Maria Durhuus, gentager tirsdag, at straffen skal skærpes på området.

- En pusher er en pusher, om man står i en kiosk eller på gaden, siger hun.

Maria Durhuus understreger, at “udspillet skal være i orden,” og at “vi skal ikke bare stå og kaste om os med alt muligt.”

- Strafferammen skal op. Konkret kan jeg jo ikke sige mere, men vi har ret stort fokus på, at man ikke skal stå og sælge livsfarlig medicin i kiosker, siger Maria Durhuus.

Efter planen kommer regeringens udspil inden sommerferien. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik