Det er om at være på pletten.
Denne onsdag foregår morgensangen halv ni i bibliotekssalen i Rundetaarn, og der må maksimalt være 150 deltagere.
De første dukker op allerede ved ottetiden.
Det viser sig at være fornuftigt. Ved døren står der en med en klikker og tæller antallet af gæster. Lidt i halv ni lukker de dørene. Der er ikke plads til flere.
Jeg er afhængig af det.
Morgensang på Københavns Hovedbibliotek tiltrækker folk i alle aldre, der hver onsdag morgen bruger en halv time, inden de skal på arbejde, i skole, nyde pensionisttilværelsen.
- Jeg er afhængig af det, siger Bruno Sebelin. Han har været med til morgensang næsten hver onsdag i de to år, han har boet i København.
- Jeg skal helst herhen om onsdagen, ellers er det ikke godt, så har det ikke været en god uge, siger han og smiler lidt.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Sangen samler alle
Margit Irene Bjerre peger på en vogn med rækker af Højskolesangbogen.
- Vi har to sangvogne, vi løber tør, hvis vi ikke får en mere. Det må vi ordne om lidt, siger hun.
Hun er bibliotekar på Københavns Hovedbibliotek og har i årevis været koordinator for morgensang. Derfor ved hun, at der hver gang kommer mellem 130-150 mennesker for at synge med. Fremmødet er stort gang på gang.
- Det går fantastisk, det breder sig, siger hun.
Samtidig er det en bred pamflet af typer, der deltager.
- Det er en divers målgruppe, hvis man fordeler over køn og alder, fortæller bibliotekaren.
Hun møder unge, der måske har sunget, da de var på højskole og nu genfinder lidt af stemningen her, der er fædregrupper, der starter deres onsdag med morgensang, pensionister og folk, der skal skynde sig videre på arbejde, når klokken rammer 9.00.
- Det er jo noget af det, fællessang kan. Det kan samle os på tværs af, hvem vi er.
- Og stemningen er kanon. Man er altid glad, når man går fra morgensang. Humøret er steget et par grader, siger hun.
Morgensang på Københavns Hovedbibliotek
Morgensang på Københavns Hovedbibliotek har eksisteret i ni år
Det foregår på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade
Hver onsdag fra. 8.30-9.00.
Det er gratis at deltage
I en kortere periode har det været afholdt i Rundetaarn. Nu er morgensang tilbage på Hovedbiblioteket.
Gæsteværter og frivillige
Det er en gruppe frivillige, der står for at varme stemmerne op, de spiller musikken til og er også ofte sangværter, der synger for og vælger dagens sange.
Ind i mellem er der dog også gæsteværter. Det kan være en politiker, en musiker, en journalist eller forfatter.
- Indtil videre har vi aldrig oplevet, at der er nogen, der har sagt nej tak til at være med, siger Margit Irene Bjerre.
Du kan jo ikke være sur og gal og så synge samtidig.
Men en ting er fast.
- Vi synger altid fra Højskolesangbogen. Det er jo vores største sangskat, siger hun.
Bruno Sebelin kommer igen uge efter uge. Han er også stor tilhænger af sangene fra Højskolesangbogen, og så gør det bare noget ved starten på onsdagen, når han har sunget sammen med alle de andre.
- Du kan jo ikke være sur og gal og så synge samtidig, griner han.
Vi har været med til morgensang i programmet OPLEV. Se med her: