Emilie og Lukas arrangerer lukket pride for unge: ”Der er brug for et mere sikkert og trygt sted”

Med workshops, koncerter, debatter, talks, rådgivning og filmvisninger ønsker man at samle, oplyse og inspirere deltagerne mellem 13 og 21 år.

- Når du er 15-16 år og skal til en pride for første gang, så kan det godt være utrolig overvældende. Derfor er der brug for et sted, hvor du kan trække dig tilbage med dine jævnaldrende.

Sådan lyder det fra 26-årige Emilie Kjærgaard Jørgensen. Siden januar har hun sammen sin 21-årige kollega Lukas Clare ageret festivalmanagers og været med til at stable en ungdomsvenue på benene, som er dedikeret de 13-21-årige deltagere ved årets pride:

- Vi vil gerne lave et ”safer space” – et tryggere rum - for de unge, der vil være med til at fejre priden, siger Lukas Clare til TV 2 Lorry og uddyber:

- Traditionelt er pride en voksen bevægelse med visse retningslinjer, som man som ung måske føler sig obligeret til at falde ind under. Vi vil gerne give dem en tryg oplevelse og samtidig inspirere den unge generation til at ville overtage bevægelsen en dag. Så vi prøver at gøre op med idéen om, at de unge skal komme til en bevægelse, der er sat. De skal tage del i det og være med til at udvikle det.

Som en del af Copenhagen2021 – der er den fælles betegnelse for WorldPride og EuroGames, som i år holdes i København og Malmø – har man i år etableret den største ungdomsvenue nogensinde til en WorldPride.

quote Da jeg var sprunget ud som homoseksuel og begyndte at gå til pride, der var jeg 15 år gammel. Det kunne godt være en meget overvældende oplevelse, fordi det (priden, red.) var præget af fest og af, at det skulle være vildt.

Lukas Clare, festivalmanager Huset2021

Ungdomsarrangementet går under navnet Huset2021 og dækker over en otte dage lang festival.

Med blandt andet workshops, koncerter, debatter, talks, rådgivning, filmvisninger og arrangementer som drag-bingo, ønsker man at samle, oplyse og inspirere deltagerne.

Arrangementets hovedsæde findes i Københavns Hus i Magstræde og er målrettet de 13- til 18-årige, mens den såkaldte Front Yard, der har plads ved Nybrogade, er tilegnet de 13- til 21-årige.

- Hvis du er over den alder, så skal du være inviteret eller have en funktion på pladsen for at kunne deltage, siger Emilie Kjærgaard Jørgensen.

Aldersbegrænsningen er blandt andet et forsøg på at skabe et fordomsfrit rum, hvor deltagerne ikke skal leve op til forventninger om, hvordan det plejer at være at gå til pride. 

Samtidig skal den give deltagerne mulighed for at opnå en grad af anonymitet, hvis det er det, de ønsker.

- Pointen er, at der skal være et sted, hvor de kan være sig selv og udforske, hvem de er. Det skal være, uden de føler, at de bliver presset eller set af andre. Det kan være, at de ikke er klar til at blive set i det her miljø endnu. Så har vi sørget for, at der er et sted, hvor de kan komme ind og få svar på de spørgsmål, som de har.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen.

Hvad er Huset2021?

  • Huset2021 dækker over en otte dage lang festival, der som en del af WorldPride og EuroGames er dedikeret de 13 – 21-årige LGBTI-unge og deres allierede

  • Huset2021 er det største ungdomsvenue, WorldPride nogensinde har arrangeret

  • Arrangørerne er selv unge LGBTI+-personer, og de beskriver festivalen som et ‘safer space’ midt i den store og sprudlende pride

  • I løbet af ugen er der på Huset 2021 både koncerter, teater, drag performances, filmvisninger, talks, debatter, kreative og tekniske workshops


Kilde: Copenhagen 2021

Selfies og alkohol er bandlyst

For at skabe et trygt rum er der blandt andet blevet taget en beslutning, om at der ikke må tages billeder og optages video ved arrangementerne i Magstræde.

- Deltagerne kan tage billeder ved en selfiestation, vi har opstillet, men ellers må man ikke tage billeder af folk. Det er fordi, det skal være et sikkert sted, hvor folk selv kan bestemme, om de har lyst til at fortælle andre, at de har været, forklarer Emilie Kjærgaard Jørgensen.

Begge venues er også alkoholfrie, fordi man vil gøre op med idé om, hvordan man deltager i en pride og vil undgå de situationer, der kan opstå i festlige lag, når alkohol er involveret.

- Det kommer også fra en baggrundsidé om, at der tit er fest og alkohol, og man tit skal være med på en vis beat for at kunne deltage ordentligt og blive inkluderet i pridebevægelsen, siger Lukas Clare.

quote Vi håber, at det bliver taget med videre til de kommende WorldPride og Copenhagen Pride.

Emilie Kjærgaard Jørgensen, festivalmanager Huset2021

Manglede selv platformen

For Lukas Clare er der flere grunde til, at han deltager i arbejdet med at få stablet en ungefestival på benene, men en af de bærende er, at han ønsker at være med til at skabe den platform, som han selv manglede.

- Da jeg var sprunget ud som homoseksuel og begyndte at gå til pride, der var jeg 15 år gammel. Det kunne godt være en meget overvældende oplevelse, fordi det (priden, red.) var præget af fest og af, at det skulle være vildt. Med det indgår der tit alkohol og alle mulige andre ting.

- Så et af mine interessepoints med at starte det her er, at man ikke behøver at være med på de voksnes principper, for at kunne være med. Det var noget, jeg selv følte, at jeg blev nødt til at være en del af for at kunne blive accepteret i festen.

Også for Emilie Kjærgaard Jørgensen er det vigtigt at skabe trygge rammer om unge, der færdes i LGBT-miljøet ligesom ligestilling på tværs af køn og seksualitet altid har været en sag, der har stået hendes hjerte nær.

- Det har altid været en del af mit liv, fordi min egen gudfar er det (homoseksuel, red.). Og så har jeg aldrig forstået, hvorfor man ikke skulle have lige rettigheder på tværs af køn og seksualitet, siger hun.

Både Lukas Clare og Emilie Kjærgaard Jørgensen håber på, at de to venues bliver en succes og et foregangseksempel på, hvordan man kan og bør inddrage de unge i fremtidens pridearrangementer.

- Jeg håber, at vi får sat en standard for både WorldPriden og Copenhagen Pride i, at de unge skal gribes i det her, så de vil deltage i fremtiden, siger Lukas Clare, der suppleres af sin kollega:

- Vi håber, at det bliver taget med videre til de kommende WorldPride og Copenhagen Pride. For det gør meget for de unge at vide, at de ved, at det er et sted, der er deres, lyder det fra Emilie Kjærgaard Jørgensen.

Hvad er Copenhagen 2021?

  • Copenhagen 2021 er den samlede betegnelse for afholdelsen af WorldPride og EuroGames i 2021, som er den største internationale fejring af LGBTI+-miljøet

  • WorldPride er den mest signifikante fejring af LGBT+-personers rettigheder i verden

  • EuroGames er et stort europæisk idrætsstævne med øget fokus LGBT-personers rettigheder

  • Når Copenhagen 2021 afholdes, bliver det første gang nogensinde, at WorldPriden og EuroGames afholdes sammen

  • Eventet afholdes i København og Malmø mellem den 12. og 22. august 2021, hvor der er planlagt mere end 1000 forskellige arrangementer

    Kilde: Copenhagen 2021

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik