1.066 steder i København, Frederiksberg, Herlev og Hvidovre er der mere forurenet, end hvad EU's grænseværdier for kvælstofoxider, også kendt som NO2, tillader.
Det viser en ny rapport, der er lavet af Nationalt Center for Miljø og Energi i samarbejde med Cowi for Region Hovedstaden, skriver Berlingske.
Antal overskridelser af EU's grænseværdi:
- København: 909
- Frederiksberg: 153
- Hvidovre: 3
- Herlev: 1
EU's grænseværdi for kvælstofoxider ligger på 40 milligram pr. kubikmeter luft. Det er overskredet 1.066 steder i regionen, men flere steder står det rigtig slemt til:
På 88 stærkt trafikerede veje er der 50 milligram NO2 pr. kubikmeter luft. Seks steder er der hele 60 milligram NO2 pr. kubikmeter luft.
Over halvdelen af kvælstofoxiderne kommer fra vejtrafik.
Kan være værre end tidligere
Rapporten pointerer, at der kan være mere forurenet i Hovedstaden, end man før har antaget. Her viste målinger, at det kun var på H.C. Andersens Boulevard, at grænseværdierne var overskredet.
Tidligere har man nemlig kun kunne lave målingerne på nogle få udvalgte steder, fordi det er dyrt. Men i dette tilfælde har forskerne kunne lave en model, der kan udregne forurening på alle adresser i Hovedstaden - uden at lave målinger.
Region Hovedstaden har ikke planer om at reagere på rapporten:
- Jeg synes ikke de nye beregninger, giver grund til yderligere bekymring. Men der er absolut grund til at fortsat at have fokus på både luft og støj, for det har noget at sige både ift. livskvalitet, sundhed og samfundsudgifter. Men det er ikke sådan, at vi på baggrund af det her vil etablere nogle nye ting, siger Kåre Albrechtsen, sektionschef for Mobilitet og Teknologi i Region Hovedstaden til Berlingske.
I 2014 var luftforurening årsag til 1.150 dødsfald.